Teknisk aften i Malmö

Undertegnede og en håndfuld venner var taget over til det gamle danske land for at opleve selveste Meshuggah med en god sjat opvarmning til – faktisk hele fire af slagsen.

Første navn, Scar Symmetry, blev ikke nået, da vi skulle proviantere og have noget i skrutten (men Scar Symmetry kan du jo opleve i Køge til Køge Metal Festival den 07. oktober!), så første navn for vores vedkommende blev:

Orbit Culture

Jeg har tidligere rost dette band, fordi de genetablerede min interesse for melodisk dødsmetal, som jeg ellers havde oplevet lidt udvandet genremæssigt.

Her i Sparbanken Skåne Arena var der lidt mere plads til armbevægelser, lys og andre effekter, så de stod sig mere fremtrædende med deres livenerve og -energi, end da jeg så dem sidst.

Bandet gjorde også her en fin figur af sig, hvor detaljerne kom godt igennem lydbilledet, selvom vokalen kunne have nogle James Hetfield-afslutninger i sig, der var svære at abstrahere fra.

The Halo Effect

Lidt frækt kan man sige, at dette er det gamle In Flames, da alle medlemmer fra Daniel Svensson på trommer til vokalisten Michael Stanne (Ja, i Dark Tranquillity nu, men han startede i In Flames) har slået deres folder i det omtalte melodiske dødsmetal-band.

Og det lyder på plade som om, at de har fundet en metode til at forene lyden fra det nuværende Dark Tranquillity (minus keyboard) og den mere populære In Flames-lyd, fra efter de gik bort fra den klassiske opskrift på melodød, men før de blev alt for poppede.

Det var derfor en slags gensynets glæde, der ramte mig, da jeg så de medlemmer, jeg tidligere har oplevet i In Flames, være så begejstrede og engagerede i hinanden og ikke mindst musikken, at det afspejlede sig i publikum.

Jovist, lilletrommen var lidt for markant, og den ene guitar var meget mere dominerende i lydbilledet end den anden, men sammenlagt var det en uovertruffen koncert.

Meshuggah

Og så til det langt de fleste var kommet for at opleve i aften: Meshuggah.
Dette var min første liveoplevelse med dem, for selvom jeg har læst meget om dem og set en del videoer (og selvfølgelig lyttet til dem), så er jeg aldrig blevet den store fan af dem, som jeg ser andre være, hvor det næsten antager Toolske dimensioner.

De har været banebrydende for teknisk metal, og deres bagkatalog stritter i mange retninger med deres formåen.

For en lettere udeforstående kan det godt blive lidt for meget af det gode, hvor det tekniske tager overhånd for den gode melodi og groove, hvor jeg skal være ærlig at sige, at jeg er mere til de mere tilgængelige djent-bands, som bandet nok har inspireret – om de kan lide det eller ej.

Starten på koncerten var intet mindre end dragende. Fra midten i salen – og sådan set hvor end man stod – ramte et rødt stroboskop-helvede en, hvor bandets medlemmer stod som monolitter med synkron afstand uden at bevæge sig for at lade musikken bevæge os i stedet.

Man kan headbange til, hvad trommeslager, Thomas Haake, laver med hænderne på bækkenerne, mens guitar og trommer tit følger hans pedal- og trommearbejde.

Derfor var der en mangelvare på synkron headbanging fra folket, og publikum var da en broget skare fra dem, der ville moshe, til dem, der ville sippe lidt vin, mens andre kvitterede med de obligatoriske korslagte arme og en anelse anerkendende minde (det er vist jysk for: Det er meget godt, det her).

Lyden var som ingen anden, jeg havde hørt før; ikke alene har de været bannerfører i metalverdenen, men selv deres lyd forekommer at være fra en anden dimension.

Længe troede jeg, at der ville være manglende interaktion fra bandet, men det sluttede dog cirka halvvejs inde i sættet, som for mit vedkommende lidt ødelagde den “mytologi”, jeg har om dem, hvor musikken skal tale for dem – og jeg elsker ellers den slags interaktioner.

Om det var en noise-solo på en guitar eller nogle polyrytmer, der skulle finde sammen igen efter flere taktarter, så sad det hele lige i skabet (seriøst, hvordan ved de, hvornår de starter de sange, når der er helt mørkt, og Thomas ikke virker til at tælle dem ind?!).

Mod slutningen af deres sæt begyndte det dog at blive for meget af det gode til mig, men det skal ikke afholde mig fra at sige, at det var en imponerende præstation; men jeg forstår til fulde, hvorfor (metal)folk er så vilde med de her svenskere.

Og heldigvis kan du fange dem til Copenhell 2023.