Anmeldelse af Crooked Lines: Joy (EP). Udgivet d. 12.08.25.
Underholdningsværdien er stor hos ny duo.
Ny og ny er måske så meget sagt, for Mathias Rønde Uldall-Jensen er jo ganske aktiv som vokalist i et lille orkester, der hedder Hatesphere, og hans partner i Crooked Lines, Simon Drachmann, har en fortid med sangeren i Royal Deceit.
Da førnævnte band blev sat på pause i januar 2024 besluttede de to at deres samarbejde skulle fortsætte i hvad der nu er blevet til deres Joy EP med Crooked Lines. Uldall har stået for indspilningen af vokal, bas og guitar imens Drachman har haft styr på trommer og percussion. Tue Madsen har produceret hele herligheden i februar i år.
Så hvad har vi med at gøre her? Første nummer “Dance” har en umiskendelig nu metal vibe over sig og Uldall veksler godt imellem sine brøl og ren sang. Omkvædet er catchy og man får bestemt løst til at vrikke med hofterne til noget så livligt og sine steder poppet. “Opium Overlord” begynder med en let western guitar og minder dereftet på mange måder i sin struktur om forrige sang. Dermed sagt at de mere fængende elementer bliver ved.
Produktionen er let og ligetil og vi holder os fra det allertungeste heavy. Det lader heller ikke til at ønsket er brutalitet her. EP’en har en langt mere legende tilgang og dette bliver kun tydeligere i “Catwalk Billionaire”. Her snakkes og growles der som med på en mere skør facon og det lidt mere skæve springer frem. Tempoet sættes ned til noget akustisk, før vi er tilbage i det sprælske .
“Irony Will Laugh In Your Face” har en flabet åbning, hvor bassen tager førersædet, før noget af det mest hårde segment sparker døren ind. Resten af tiden præsenteres vi for mere groovy tråd, men der veksles stadig fint og nu og da er det sgu lige før man lugter lidt System of A Down i den lidt uortodokse vibe. “Underrated Facist” er ikke lige så modig og går sine steder umiddelbart i en mere thrahset retning, men mere moderne metal inspirationer spiller stadig en rolle.
Til sidst kommer “Jonh Lemon” og tonser os i mål. Guitaren kommer også mere i fokus her til sidst og de hårdere core/math-øjeblikke er skabt til pitten.
Man kan godt beskylde Crooked Lines for at mangle en rød tråd, men jeg tror absolut at intentionen netop har været at kaste en masse ned i distortion gryden og kokkere noget for alle og ingen på samme tid. Jeg finder det charmerende når man kaster forventingerne til en langt pokker i vold og lader sig rive med af egne ambitioner.
Det kan naturligvis gå begge veje med for meget frihed. I dette tilfælde brydes der ikke nogen nye musikalske grænser, men man skal være særdeles negativ hvis man ikke kan have det sjovt til hvad Drachmann og Uldall har sat i verden. Dels fordi glæden ved de frie tøjler skinner så meget igennem hos Crooked Lines, at jeg glæder mig endnu mere til at se hvordan det her fungerer live. Kedeligt er det i hvert fald ikke på noget tidspunkt.
Det kunne sagtens blive et gateway-band , da materialet med sine mere let tilgængelige øjeblikke appellerer bredt. Selvom vi bliver i metallen. Denne lille kække EP er skøn underholdning og vil blive sat på fremover før jeg skal i byen.
