Anmeldelse/reportage af Næstved Metalfest 2025 dag 1, d. 28.08.25
Festival nummer 5 i år og det blev en gammel kending
Foto: Tommy Skøtt
I 2022 tog jeg med min “navlebror”/fremtidige redaktør til Næstved, hvor Rotting Christ og Candlemass headlinede. Det var to skønne dage og jeg har siden haft stor lyst til at vende tilbage. Der skulle dog prioriteres andre oplevelser siden da, men denne sommer faldt det hele i hak + jeg boede nu lidt tættere på efter min flytning. Samtidig præsenteres der en meget divers god line-up.
Hvor Metal Magic Festival har et program der fokuserer på mere old school artister og Kill-Town Death Fest roder rundt i den dybeste undergrund, så kigger Næstved Metalfest bredere når de booker. Alt fra death metal, power metal, metalcore og thrash metal kan forekomme. En pendant til Copenhell hvor der som sådan ikke er noget genresnobberi og musik for alle. Jeg skulle have været af sted med min kæreste, men sygdom sørgede desværre for at hun måtte blive hjemme, så jeg kørte alene i toget.
Jeg møder allerede på vejen venner og veninder, så den gode stemning er sikret tidligt. Der er lidt kø til indgangen til Grønnegade Kaserne, der skal danne rammer om de næste tre dage. Festivalen startede i 2019 på Kongebryg og rykkede siden da i forbindelse med at konceptet blev udvidet. Scenen er blevet mindst dobbelt så stor siden jeg var her sidst og antallet af madboder og vandhuller ligeså.
Sommeren er kommet igen denne uge, så kun iført min battle vest går jeg på opdagelse. Bagerst er der merchandise-telt + biergarten med bænke i det fri og under et mellemstort telt. Pladsen foran hoved scenen bliver kaldt Slagmarken og inde i en af de tilstødende bygninger ligger Bastionen hvor de mindre koncerter afholdes. Den sal der plejede at huse de shows der ikke fandt sted på Slagmarken er nu metal-marked og bar.
Her skal jeg nok befinde mig godt de næste par døgn.
Cabal: Slagmarken kl. 13:30
På papiret kan det både se spøjst og klogt ud at placere Danmarks største deathcore-band på dette tidspunkt. På den ene side kan det garantere at lidt flere møder op tidligt og dermed ser de andre mere ukendte grupper i løbet af eftermiddagen. Det kan også gøre at gæsterne ikke er klar til højoktan-breakdowns endnu med kun den første eller anden øl i hånden.
Da Cabal går på, er lyden temmelig mudret. Det er altid en ærgerlig start, men Andreas Bjulver brøler storsmilende løs på de nye skæringer “Redemption Denied”, “Everything Rots” og mit lede EDM favoritnummer “Snake Tongues” alle fra Everything Rots (2025), som jeg var tosset med da jeg skulle anmelde albummet.
Festen foregår mest foran, særligt hos undertegnede, imens det tager noget mere tid at hive resten af publikum med. Lidt tekniske problemer med backingtracket hjælper ikke på løjerne. Men Mikkel Hvam (trommer) rammer ultrapræcist og Christian Hammer (guitar, backing vokal) får leveret breakdown riffs der kan flække asfalten, som vi står på og langsomt begynder pitten og en temmelig stor wall of death bliver det også til.
Under “Death March” fra Drag Me Down (2020) er jeg lidt skuffet over at Bjulver ikke kommer ned til os og lader os brøle med på omkvædet. Det plejer ellers at være en sikker måde at involvere os endnu mere i musikken på.
“End Times” er atter et velskrevet pletskud fra københavnerne, dog synes jeg alligevel at jeg har set dem mere fokuserede. Jeg har oplevelsen af at de kun kører på 67% og jeg ved fra deres Copenhell-magtdemonstration i juni at de kan så meget mere. “Magno Interitus” er grum og tung som ind i helvede og netop som Cabal er ved at have overhånden, så slutter koncerten.
Det er aldrig nogensinde en skidt oplevelse at række nakken til vores darlings her, men jeg har set dem bedre flere gange før. Det tidlige tidspunkt var nok lidt svært at overkomme, men de fik stadig bevist hvorfor de er Danmarks største core-navn, selv med en optræden der lå under middel for hvad de ellers er i stand til. Jeg ser frem til at se dem headline Store Vega d. 17.10.25 flankeret af Dethrxner og Gradiance.
Endarken: Slagmarken kl. 14:45
En regulær supergruppe, hvis medlemmer har erfaring fra både Hatesphere, Funeral Dirge og Mother of All, har luret på scenen siden 2017 men sidst jeg så Endarken havde jeg slet ikke fidus til dem. Derfor var jeg en smule skeptisk, men alting fortjener jo en chance eller tre, ikke sandt?
Bandet har udgivet et album The Plague of Truth (2021) og en EP Post Mortem (2023), så der er begrænset med materiale at lufte denne torsdag. Det behøver jo ikke betyde noget skidt som sådan. Da Endarken går på, kan jeg se at der har været en udskiftning bag mikrofonen siden sidst. Nu er det Hjalte Sejr Bertelsen, der er frontbrøler.
Han er også kendt fra Billy Boy In Poison og selv om det er rart at se en anden synge, så husker jeg også da jeg så hans andet band optræde på Forbrændingen i 2023 sammen med Unseen Faith. Der måtte jeg for en sjælden gangs skyld gå fra en koncert, da jeg ikke kunne holde det ud.
Så det er med blandede følelser jeg går tættere på scenen. Det er få der forvilder sig foran. Dog må jeg indrømme at Bertelsen i dag har en rigtig god energi hvor hans growl, skrig og endda pig squels alle flyder ubesværet med en god teknik bag. Dennis Buhl (trommer), Anders Høeg (guitar) og Henrik Rangstrup (guitar) og Jamie De La Sencerie (bas) spiller et miks af melodic death metal og groove metal. Det er fint sammensat, men ikke noget der sætter mit pis helt i kog.
Hvad der til gengæld fungerer er Bertelsens søde kontakt med os + hans store engagement og ønske om at komme helt ned og tæt på os. Denne udadvendte attitude vinder mig mere og mere over som tiden går og jeg får sat nakken i bevægelse. Den havde jeg ikke set komme. Rangstrup er også nede ved hegnet og lirer soloer af foran os. “Echoes”, den nye “All Beauty Torns Asunder” samt “Antidote” får en lille pit igang hvor også barn får prøvet kræfter med dette fænomen.
Der hoppes og circle pitten snurrer til sidst. Jeg påstår ikke at jeg går ud og køber en t-shirt med Endarken med det samme, men de har gennemgået en udvikling som jeg tror kan være skridtet til det meget mere, særligt hvis de holder fast i deres medrivende live optrædener. Det var alligevel noget af en positiv overraskelse.
Vulvatorious: Slagmarken kl. 16:20
Her har at gøre med et band, som efterhånden ingen introduktion behøver. Ditte Krøyer (vokal), Signe Lading (guitar), Sofie Sofie (guitar), Florent Besson (bas) og Rasmus Johan Aarslev (trommer) er synonym med punket, crust black metal med de humanistiske værdier på rette sted. Mit sidste møde med de fem var på dette års Copenhell og det var som altid forrygende.
Publikum stimler sammen og man kan mærke at bandets ry er kommet dem i forkøbet. En smule forsinkede kommer Krøyer, der altid er en storm med sine intense vilde stirren, blottede tænder, sorte hanekam og growlende, skrigende stemme. En intimiderende skikkelse der med stor selvsikkerhed synger “CUNT WAR”, som et protest opråb imod dem, der vil undertrykke kvindekønnet. “Mormors Sang” omfavner de dystre sider af livet, imens Ditte hopper ned iblandt os og går en længere tur ud på pladsen. Som altid ikke til at undgå. Konfronterende, men med noget på hjertet.
Guitaren fra Sofie og Lading flår vores ansigter af og selv om de fleste startede med at stå stille får Vulvatorious andrenalinen op at køre under “FUCK YOU INCEL” hvor der spyttes på mysogene og bitre mænd, der beskylder pigerne for deres egen elendighed. Nummerets groove er altid en fornøjelse at headbange til. Der er nu kroppe i bevægelse flere steder på asfalten og i luften. Når black metal leveres så udfordrende, kan kun de færreste ikke blive revet med. Særligt når melodierne indgår i symbiose med det kolde rå udtryk, der er gruppens stil.
Alle budskaberne der findes i Vulvatorious musik er både nærværende og aktuelle. Hvinende i pauserne mellem dybe brøl af frustration har Krøyer sammen med sit yders sammenspillede band efterladt os med sved og en forståelse af at der findes en mission her i verden som vi er fælles om at føre ud i livet.
Sig fra over for had, uretfærdighed, facisme og undertrykkelse, så vi kan leve. Man må kæmpe for fred og Vulvatorios står beredte forrest på frontlinjen. Applausen er højlydt og velfortjent.
Grand Magus: Slagmarken kl. 18:30
Der er en slags ufrivillig tradition i festivalsæsonen. Den pisvarme morgenbajer i teltet og den koncert, der skal forsøges at nydes i regnvejr. Som svenskerne Janne “JB” Christoffersen (vokal, lead guitar) Mats “Fox” Skinner (bas, backing vokal) og Ludwig “Ludde” Witt (trommer) skal til at gå på åbner himlen sig og vi søger ly under de små tage ved madboderne og under træerne. Det bliver ved så længe og er så vildt at flere simpelthen vælger at tage på bar eller tilbage til deres hotelværelser.
Men jeg har kendt Grand Magus siden de udgav Iron Will (2008) og dette bliver min første koncert med dem, så jeg stiller mig klar under bøgens grene. Det er en standhaftig lille flok, der i regnslag møder op, da Grand Magus går i krig mod skyerne.
“We love this kind of weather, fuck that sunny shit” siger Chistofferson iført solbriller og med “Iron Will” fra selvsamme skive, “Untamed” fra Wolf God (2019) og “Ravens Guide Our Way” fra Hammer of the North (2010) beviser bandet at de er mere end standard heavy, doom, stoner. Det er catchy og har en vibe som gammelt hærdet læder og guitarsoloer med så velkendt og velskrevet lyd at de kan leve lang tid på denne fine formular.
Selv om det på ingen måde ikke er hørt før. Det er blot så veludført at man må løfte sine horn og synge med på “Sword Songs”, “Like the Oar Strikes the Water” og “Hammer of the North” samt klappe i takt.
Mig og min veninde beslutter os for at der ingen grund er til at stå her og blive koldere, når man kan tilslutte sig stemningen i stedet for. Desværre er det svært selv med de medfødte tricks trekløveret besidder at gå herfra med en komplet sejr, men det kunne have gået meget værre. De fortjener muligheden igen en dag, hvor de ikke har gjort en eller anden nordisk gud vred.
Course of Fate: Bastionen kl. 19:35
Et glimrende tidspunkt at gå indenfor på. Her står den nemlig på progressive power metal med Per-Morten Bergseth (trommer), Eivind Gunnesen (vokal), Kenneth Henriksen (guitar) Torstein Guttormson (bas) og Frederik Jacobsen (guitar). De har udgivet to albums, Mindweaver (2020) og Somnium (2023).
Jeg håber på lidt episk stemning jeg kan få varmen til. Jeg er temmelig vild med både Bloodbound, Secret Sphere, Helloween, Serenity og Epica, så der burde være en chance for noget substans her. Humøret er højt fra Course of Fate og Gunnesen joker med alle de black metal-sange de har skrevet, de er jo fra Norge. Jeg kan godt lide guitar arbejdet der ligger til den tungere side i genren, men deres sangers stemme virker flad og når ikke nogle toner eller andet der fanger mig synderligt. Et nummer som “Blindside” og “Valkyries” kan godt få mig til at nikke lidt, men der kræves noget mere for at det rigtig giver mig den storladne følelse jeg gerne skal mærke i denne her genre.
Publikum lyser med deres mobiler, da de bliver bedt om det, men det er vist mere af høflighed. Course of Fate holder hof, men nogen stor dans blev det ikke til og ej imponerede det vist i nogen synderlig grad de tilstedeværende. Fint, lød det, blot manglede de fængende komponenter og det er jo en væsentlig del.
Flotsam and Jetsam: Slagmarken 20:30
Så skal vi sørme lidt tilbage i tiden. For siden 1981 så har amerikanerne holdt fanen højt med hensyn til de ædle dyder inden for thrash metal, speed metal og heavy metal. Siden debuten Doomsday For the Deceiver (1986) er det blevet til intet mindre end 15 albums. Nu skal de vise deres historiske betydning.
Det skal vise sig at blive en større kamp som Eric “A.K.” Knutson (vokal), Michael Gilbert (guitar), Steve Conley (trommer), Ken Mary (trommer) og Bill Bodily (bas) skal ud i. For atter vælter regnen ned fra mørket oven over os. Det afskrækker på ingen måde musikerne, der gør deres bedste for at vise hvor skægt old school metal kan være. Ikke at det er useriøst, det er blot fremført på en legende cool og ligetil måde.
“Hammerhead” fra Doomsday for the Deceiver (1986) følges op af “Iron Maiden” fra Flotsam and Jetsam (2016) samt den hårde “Brace For Impact” fra Blood In the Water (2021). Intet af materialet viker på nogen måde outdated. Det er fængende og festligt på en måde som jeg slet ikke havde regnet med.
Dog kunne lidt mere publikumskontakt have klædt situationen nu hvor fansene holdt ud i det stride vejr.
Vi råber med på “I Live You Die” pokker stå i alle dråberne fra himlen. Knutson kommer ind i gladiatorhjelm som selveste Maximus og showet kører på skinner af det pureste, hvinende stål med min nye favorit “The Walls” der krydres med “Demoliton Man”. Ikke et beat sidder forkert og jeg kunne atter ønske at forholdene var mere gunstige, men det skal ikke stoppe gruppen på nogen måde. Vi får en koncert med masser af guitarlir som jeg håber at opleve igen snart.
En kammerat beskriver dem som en blanding af Judas Priest og Iron Maiden. Stor ros, men absolut ikke helt ufortjent.
Bandet går af scenen på en lidt skæv måde, så man halvt tror at der er ekstra numre, men nej. På trods af det aparte farvel så er Flotsam and Jetsam så meget mere end Jason Newsteds ex-band. Alle med hang til gedigen metal skal give de her herrer en chance.
Nu står vandet ned i tykkere stråler end nogensinde før, så vi flygter idenfor igen til torsdagens sidste koncert for mit vedkommende.
Nothing Noble: Bastionen kl. 21:35
Navnet er ikke fremmed for mig, men dette skal blive mit første møde. Jeg er drivvåd og kunne godt bruge en grund til at tørre mig selv via headbaning. Min ven fra Aalborg siger spøgende, at nu skal vi se “det gode Cabal”. Ja, det må jo komme an på en prøve.
Det bliver i den grad en udfordring, der består i at følge med i Nothing Nobles vanvittig vilde metalcore. Der er ikke tid til megen ren vokal og keyboard her, men et langt grimmere og voldsomt bud med sin egen eksplosive natur. Deres forsanger kører på sin egen fantastiske adrenalin cocktail og kommanderer os tættere og tættere på. Det er som at få en knytnæve i fjæset og bede om en til nu med knojern.
Selv om gæsterne er lidt trætte, så bliver der tid til circle pit og jeg selv er blevet knastør af at hoppe og spille luftguitar. Nogle instrumenter går i stykker. Ja, det tror da pokker med den afstraffelse de bliver udsat for. “Kærlighed, omsorg og smadder hinanden” bliver der sagt. YES SIR!
Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvorfor Nothing Noble ikke vandt Wacken Metal Battle 2025? For det er satme en vildt omgang breakdowns tilført den rette mængde fængende detaljer. Det er som at stå i en sauna og nu hagler sveden af mig.
Nu er der i hvert fald 1 grund til, til at glæde sig til Copenhagen Metal Fest 2025. Vi kan sgu følge mere og mere med udlandet når det kommer til core mesterskaberne.
Da toget ikke kører særligt meget på dette tidspunkt, må jeg smutte hjemad. Man troede jo de kørte 1 gang i timen mindst. Det er vist min KBH hjerne der skal slås fra på disse kanter. Dag 2 lover mere af det samme og jeg kan ikke vente, tak for i dag NÆVER!
Se galleriet med nogle af dagens artister, taget af Tommy Skøtt herunder
