Ugen havde tidligere taget mig til Den Grå Hal med Bloodywood og Halestorm, men her aftenen før Halloween var menuen en helt anden, og der er komplet udsolgt som jeg tropper op i min Fleshgod Apocalypse-t-shirt.
Spiracle
Solveig Roseth står bag dette soloprojekt, og jeg finder spændt frem foran scenen da blide toner imødekommer mig. Det er smuk skønsang, der omgiver os i drømmende landskaber af ambient og synth. Foran sin pult står Spiracle med kun en lampe tændt bag hende på en mørklagt scene. På en rund skærm til højre bagved sangerinden afspilles der skiftende sort-hvid film af ild, og en død fugl der fortæres af insekter samt lignende billeder af triste og tænksomme øjeblikke.
Der lægges af og til noget skrattende effekter over vokalen, som viser at også mere dystre og hjemsøgende noise finder vej ind i det skrøbelige univers vi præsenteres for. I ekkoet af de smukke depressioner, så fortaber man sig i de forladte følelser, der væves som et trøstesløst tæppe om os.
Røgen på scenen er minimal og det passer fint til materialet. Denne her musik er en meget introvert størrelse, der måske vil føles for langtrukken for nogle, men jeg lukker øjnene og lader mig føre fra det ene gudsforladte scenarie til det næste. Spiracles drone-sange går sine steder hen og minder om opera i sangstilen, men det taber aldrig jordforbindelsen i sine fortællinger om smerte, død og sorg.
På trods af de tunge følelser, der bearbejdes, mærker jeg et glimt af håb inde bag de tragiske historier. Det er svært ikke at blive rørt af en koncert med Spiracle. Jeg ser frem til et show hvor hun headliner i et lokale som dette hvor rejsen ned i de delikate, dystre og melankolske numre kan forlænges i sin grænse nedbrydende hyldest til livets komplicerede facetter.
Bong-Ra
Jason Köhnen er hjernen bag næste projekt. Bong-Ra har eksisteret siden 1997 og i 1998 kom den første EP Darkbreaks Vol. 1 og siden da er det blevet til en fuldstændig vanvittig diskografi med 9 fuldlængde albums, 10 splits, 27 EP’er + singler, compilations og collaboration udgivelser. Han har skabt sig et navn som en af pionererne af breakcore + en kunstner, der eksperimenterer med mange forskellige genrer, og jeg er spændt på hvad der venter mig. Mine venner lovpriser ihvertfald Bong-Ra, så jeg finder mig godt tilrette helt foran.
Köhnen tager os igennem en grå verden hvor electronic, doom metal og experimental forenes i et hårdt lydbillede ledsaget af mandens growl, spoken word og dybe bas sang. De tunge rytmer, der slæber sig afsted som titan-maskiner, leder os imod en sonisk dommedag. Der er ikke meget tro på fremtiden i denne apokalyptiske vision af elektrisk guitar og drum ‘n’ bass-backtrack. Det er ofte hypnotiserende og selv om der kun er 2 på scenen (den anden er bassist) formår musikken at fylde med sine insisterende dundrende rytmer der som en virus holder vores sanser fanget.
Det flimrer på flere måder, når de elektroniske elementer fusioneres med metallen og strobelyset kører. Der er desværre visse steder, hvor musikken går lidt for meget i samme spor. Det er dog så veludført og anderledes, at man let lader sig fortabe i det umenneskelige teknokratiske samfund, der truende tårner sig op i min bevidsthed. Publikum bevæger sig lidt, men de fleste observerer de rytmiske udskejelser med en mere meditativ tilgang.
