Anmeldelse af: Rammstein i Valbyparken, Kbh. D. 5. juni 2024.

Rammstein havde fat i noget musikalsk, da de spillede i Valbyparken, men som helhedsoplevelse var det “nicht so wunderbar”

Foto: Anders Groos Mikkelsen

Det er blevet den højtid på året, hvor Rammstein kommer forbi Danmark for at spille deres teatralske megakoncert. Og det gik præcis som forventet. Men i dag virker det til, at Rammsteins benzintank ikke er lige så fyldt, som da de spillede i Odense (sidste år). Eller at en fabriksmedarbejder har indstillet maskineriet anderledes, så det ikke kører med samme udadvendte og karakteristiske musikalitet, som det plejer.

Den mekaniske start er som sædvanlig. Medlemmerne bliver sænket fra scenetårnet, Flake (keyboard) har sin gulddragt på, Till Lindemann (forsanger) har noget underligt gotisk udklædning på med sorte fjer og ansigtssnavs, og resten af bandet gør deres ting. Røg og eksplosioner fra start er der også, men det har ikke den store effekt.

I et buldrende lydbillede starter prøjserne ud med nummeret, “Ramm 4”, hvilket ikke fungerer særlig godt som åbningsnummer. Rammstein har nederen fans. Selvfølgelig ikke alle, men mange af dem. Det bliver bekræftet, da undertegnede spotter to slåskampe inden for første nummer. Én på tribunen, hvor klaphatten af en stridsmand ender med at blive fjernet af security, men også en nede ved ståpladserne, hvor to herrer vælger at give hinanden velkomsthilsener via knytnæveslag.

Rammstein kører videre som det rutinerede maskineri, de er. Der er ild under “Mein Herz Brennt” og sort konfetti under “Puppe”. Som forventet. Og selvom sætlisten starter ud med to førnævnte stærke numre og andre stærke numre som “Keine Lust” og “Sehnsucht”, så er det først ved nummer otte, “Wiener Blut”, at jeg føler, at bandet for alvor begynder at slå igennem musikalsk.

Til 50.000 fans, hvor størstedelen står foran scenen og ikke ser koncerten fra en skrå vinkel, hvad er pointen så med at have en kæmpe storskærm i midten af scenen, hvis den alligevel ikke bliver brugt størstedelen af tiden? De dårligt placerede øltelte rundt omkring på pladsen er endnu en grund til, at Rammstein ville have gavn af at tænde storskærmen noget mere.

Det kan godt være, at Rammstein formåede at sætte koncerten på højt blus med “Wiener Blut”, men efterfulgt af remix-versionen af “Deutschland” formår de at slukke flammen igen. Gad vide, om Till Lindemann er nedenunder scenen for at få et blowjob igen på denne tour, mens vi andre sidder og dødkeder os? Men man kan godt tilgive dem for den kedelige remixudgave af nummeret, når de efterfølgende spiller den oprindelige udgave af nummeret, som lyder storslået.

Fællessang under “Radio” og “Du hast” er uundgåelig, og koncertkakkelovnen får nyt kul på under både “Mein Teil” og især “Sonne”, hvor Rammstein oplyser hele Valby med adskillige kolossale flammehav.

Hitparaden kører videre med numre som “Ausländer”, “Du Riechst So Gut”, “Pussy” og “Ich Will”, hvor der under visse tidspunkter er mere gang i publikum end nogen andre gange, jeg har set Rammstein. Også selvom Till Lindemanns stemme ikke altid er lige så glad for ham, som han er for den.

Dog synes jeg også, der sker noget under koncerten, som ikke er sket nogle andre gange, jeg har set Rammstein. Undervejs i koncerten bevæger bandet sig ud på en platform blandt publikum for at spille nummeret “Engel” – dette er en rutineret del af koncerten, men denne gang viser det sig, at der opstår et stort problem med sekvensen. Mens bandet skal bevæge sig ud på platformen, er der en ventesekvens, hvor kamerapersonerne viser tilfældige koncertgængere på storskærmen for sammenholdets skyld.

Både mænd og kvinder får deres storhedstid på storskærmen, hvor vink, smil og kys bliver uddelt.
Én kvinde er så glad for at være på storskærmen, at hun vælger at flashe sine bryster til kameraet. Det bliver mødt af et primitivt hulemandsbrøl fra fanskaren, der hovedsageligt består af midaldrende mænd. Og det er selvfølgelig helt okay, at denne kvinde vælger at gøre det. Problemet opstår først, når kameracrewet reagerer på publikums reaktion og derefter begynder at filme hovedsageligt kvindelige koncertgængere for at få dem til at hive op i trøjen og vise hud.

Nogle kvinder gør det frivilligt, men andre er tydeligt utilpasse med at være på storskærmen, når denne forventning er blevet etableret af publikum, der simpelthen vælger at buhe af de kvinder, der ikke viser deres bryster. Og skulle man tro, at kamerapersonerne ikke var hjerneforladte nok, så vælger de yderligere at filme tilbage på nogle af de samme (ret så unge) kvinder, der førhen tydeligt gav udtryk for, at de ikke havde lyst til at flashe kameraet, som de andre har for at “give dem en ekstra chance for at vise bryster”, eller hvad end deres underfrankeret tankegang har været.

Det er så ubeskriveligt ubehageligt at være en del af, og lige netop denne opførsel er noget af det, der får mig til at hade metalfans allermest. Især når en ældre herre fra tribunen vælger at råbe: “Vis os nu dine patter, kælling!”, da en ung pige er på storskærmen og ikke vil vise sine bryster. Jeg er simpelthen så idiosynkratisk overfor de koncertgængere, der vælger at grine med på denne slags kommentarer og støtter op om sådan en tone i metal, eller den slags fans, der mener, at problemer som dette ikke er aktuelle i metal- eller musikbranchen.

Man kan smide mange adjektiver mod denne del af showet. Intolerant, polariserende eller noget så simpelt som snotdumt. Det er totalt unødvendigt og burde have ingen plads i metalmiljøet. Ikke til små koncerter og heller ikke til store stadionkoncerter, hvor Danmarks metalsegment af Brian-typerne kan komme ud og te sig som idioter og grine ad bryster på en storskærm for derefter at brokke sig på Facebook efterfølgende om, “hvordan folk simpelthen bare skal lære at tage noget spøg” og, at “der faktisk slet ikke er noget sexisme i nutidens metalmiljø”.

Det kan godt være, at Rammstein gjorde det godt sidst. Men både musikalsk og indholdsmæssigt foretog de sig en særdeles sløv march over Valbyparken, der henholdsvis var pakket ind i inkompetence og sexisme.

Se hele galleriet fra koncerten af Anders Groos Mikkelsen herunder: