Velkendt bøf tilsat nye ingredienser

Så oprandt dagen langt om længe (14. februar. red). Dagen, hvor vi endelig kunne sætte tænderne i en ny saftig bøf fra Stavangers punk-metallere fra Kvelertak, og bøffen smager velkendt her på fjerde omgang denne gang dog med en lidt anderledes krydderi-pallette. Alt er nemlig ikke helt, som det altid har været hos Kvelertak.
Splid er bl.a. første album, hvor bandet får fremvist den ”nye” frontmand, Ivar Nikolaisen, der kom med i bandet tilbage i 2018 og har vist sig som en fremragende, ja, nærmest perfekt erstatning for den ellers enormt karismatiske Erlend Hjelvik. Vokalen smager stadig af det samme, men har alligevel sine forskelle, der gør, at det på en og samme tid virker anderledes og friskt at høre ”Splid”.
Vokalen er mindre aggressiv, end den tidligere var, og dette er både en gave og en forbandelse. En gave, fordi det gør, at bandet kan udforske en side af sig selv, som måske ikke havde fungeret helt så godt tidligere, og en forbandelse af ca. samme grund, thi det ikke altid er de nye eksperimenter, der virkelig trækker. På denne måde rammer albummets titel, Splid, egentlig følelsen af albummet ret godt, for dette album kommer uden tvivl til at kunne skabe splid hos bandets trofaste fanskare måske ikke over hele albummet, men i hvert fald igennem dele af det.

Musikalsk er vi egentlig et godt sted imellem bandets andet album, Meir, og det tredje, Nattesferd, hvor vi dog generelt hælder mest til førstnævnte, da der er lidt mere knald på fætteren på Splid, end der egentlig var på Nattesferd, som var en lidt mere poppet affære fra bandet. Musikken er dog stadig hovedsageligt drevet af AC/DC-agtige riffs tilsat harmonier, en gedigen fuzz bass, hårdtslående trommer, et punktet udtryk og en aggressiv og vred skrålende vokal, der sætter sig som en torn i de ellers flotte harmonier. En torn, som man godt kan lide vel og mærke, for Kvelertak har helt klart fat i noget, der fungerer, og som på sin vis er noget, de har helt for sig selv.

Der er som sagt ændret lidt i opskriften, og første ændring viser sig allerede på andet nummer, hvor bandet har inviteret Troy Sanders fra Mastodon med som gæstevokalist. Dette betyder naturligvis, at sangen pludselig er på engelsk, for man skal helst ikke lave en Volbeat, og det valg har Kvelertak heldigvis også taget. De får vist, at deres musik også virker på engelsk, på trods af at det stadig virker forkert.

Der er stadig masser af fart over feltet, og særligt godt bliver ens ører tæsket igennem på andensinglen til albummet, den hårdtslående og til tider forfriskende thrashede, ”Fanden Ta Dette Hull!”. At bandet blander thrash ind, er endnu et nyt krydderi på steaken, og dette krydderi er faktisk enormt forfriskende og fungerer virkelig godt for bandet. I det hele taget er Kvelertak bare imponerende fede, når først de rigtigt har knald på. Alligevel fungerer det ret godt på nummeret ”Necrosoft”, når der er klaver med indover, hvad der ellers virker som et totalt klassisk Kvelertak-nummer.

På sidste halvdel af albummet bliver der eksperimenteret en del særligt i forhold til dynamik, der ellers for det meste hos Kvelertak (på godt og ondt) ikke eksisterer. Derfor er det egentlig effektivt, når der netop leges med dette, og bandet slipper egentlig ganske godt fra det bl.a. på det Baroness-inspirerede ”Delirium Tremens”, hvor der leges enormt meget med clean guitar, chorus, ren sang og smukke harmonier. Kvelertak er ikke en one-trick-pony, på trods af at der er tydeligt, hvor bandet er mest komfortable. Det klæder dem til gengæld at forsøge at ændre lidt på opskriften.

Albummets produktion er, som man kan forvente det af Kvelertak. Der er skruet op på 11 langt det meste af tiden, og man bliver hurtigt ramt af den mur af guitar, som man siden debuten har kunne forvente af stavangerne. Heldigvis bliver der dog også leget lidt med dynamikken, hvilket gør at de slagkraftige og voldsomme sektioner får lov til at virke mere bragende, end de ellers ville have gjort.

Numrene på Splid har generelt en længere spillelængde end på de tidligere Kvelertak-udgivelser, og dette har resulteret i bedre sangstrukturer og mere variation i forhold til tidligere. Albummet fungerer godt som en helhed, og bliver kun momentvist lidt for drøjt. Heldigvis samler pladen hurtigt lytteren op igen, og ”Splid” viser sig som den saftige bøf, hvor opskriften ganske vist er anderledes, end hvad den plejer, men hvor resultatet stadig smager henad det samme, som man er vant til som fan.

Kvelertak er atter engang leveringsdygtige i fed rock med et stærkt pondus, fede melodier og tilpas variation til, at det ikke formår at blive kedeligt igennem albummets spilletid.