Anmeldelse af: Metal Magic Festival 2024, Fredericia – dag 3, d. 13.07.24.

Det er lørdag, og trætheden kan spores hos os alle, men vi skal lige have det sidste med.

Foto: Gabriel Rasmussen

(Læs anmeldelser fra dag 1 og dag 2 af Metal Magic 2024)

Sikke nogle dage, man er jo næsten mæt af gode indtryk (næsten). Hvad jeg helt klart har fået nok af, er at sove i mit telt. Uanset hvor flot det er pyntet. Øllene ryger meget langsomt ned, imens morgenen gryer. 

Vejrudsigten har lovet os masser af regn i dag. Det kunne man alligevel godt undvære. Der smides da også ekstra træflis ud på græsset efter skyllet i går aftes. Jeg hygger med min Wacken-mutti og en snurrende kaffekop (man skulle have været der) inden en særlig Metal Magic-tradition. Om lørdagen er der altid hyret et eller andet skægt band eller finurligt indslag til at lette stemningen, nu hvor det lakker mod enden. Hvad skulle det være i år?

Hellsongs: Tent kl. 12:00

Fra Sverige skal vi vækkes blidt af lounge-versioner af kendte metal- og rock-sange. Gruppen har været aktive siden 2002. Lad os se, hvad det duer til. 

Deres indiepop- og folkversioner af “Breaking the Law”, “Thunderstruck”, “The Evil That Men Do” og “Killing In the Name” er faktisk ret opfindsomme. Det er ikke blot en akustisk guitar og så derudaf. Med flere vokalister og nogle skæve melodi tiltag så er det ikke det værste at sumpe hen til. Men ej heller bliver det ligefrem en fest, folk er udmattede. De, der er stået op, og den svenske humor og forespørgsel på publikums engagement falder fladt til jorden. 

Det er tilforladeligt, og jeg fik da endelig lidt at spise, men når man mindes de andre coverbands, der har spillet hernede som John Mogensen covergruppen eller Goats lallende skæge bingo-morgenshow, så falder Hellsongs i den svagere ende. 

Turbocharged: Open-Air 14:30

Vi forbliver i Sverige, men vi skal ned ad en langt hårdere retning. Death, thrash og punk, hvad siger det? Det siger Turbocharged. Dannet i år 2000 har de hærget rundt om i verden og udgivet bunker af musik. Senest med fuldlængdealbummet, 7300 Days In Sodom, fra i år, for pokker, en fed titel. 

Ronnie Ripper (vokal, bas), Freddie Fister (trommer, vokal) og Old Nick (guitar, vokal) kaster deres bastardmetal lige i fjæset på folket. Det er også semi-køligt, så lidt blasfemisk musik fra helvede trænger man da til. De forskellige stemmer går fint i spænd med hinanden, og aggressionen er til at tage og føle på. 

Jeg må dog nok indrømme, at jeg kæmper lidt med mit eget energiniveau. Normalt ville jeg måske have fået mere ud af Turbocharged, men her til eftermiddag kan jeg ikke rigtig leve mig ind i deres mørke. Det skal dog ikke være en belastning for trekløveret, der gør deres bedste for at ryste knoglerne på os i Fredericia. Det var bare ikke dagen, hvor det blev en sejr.

Endless Glory: Telt kl. 15:30 

Dansk death/black metal, jo tak, det kan lige gå an. En gang før har jeg set Copulator of the Underworld (bas), Johan L. Esktrand (trommer) og Anthropophagus (vokal), det var på Mayhem i Kbh. sammen med Fanebærer og Ultra Silvam. En smadret aften med stanken af bræk og tæsk med guitarer (det var ikke Endless Glory). Mon ikke i dag forløber på en anden måde. 

Sikke et tight trommespil, der lægges for dagen, man får jo ondt af de stakkels tønder. Der er simpel rød belysning bagved bandet, ikke det store setup, men til den her slags nederdrægtig black er det vist heller ikke nødvendigt. Som en mølædt zombie-hest, pisket frem af sin rådne rytter, bevæger det her sig hen imod en velkendt god synd.

Det rammer, hvor det skal, jeg er heller ikke i humør til de store musikalske krumspring lige nu, det skal bare slå på mine trommehinder. Det lykkes, og jeg er tanket op og klar til mere musik.

Blazing Eternity: Open-Air kl. 16:20

Spol tiden tilbage til 1991, da dette band blev dannet (dengang under navnet Ancient Sadness), i 1993 blev de genfødt som Blazing Eternity. I 1996 udkom den første demo, Over Sorte Heder. Gruppen når at sætte et aftryk på den danske metalscene med to demoer og to albums til. Men det slutter, og bortset fra en kort genopstandelse i 2011 har vi ikke hørt noget til Blazing Eternity. Men, voila, i 2024 står vi med et sprit nyt album, A Certain End of Everything, og en emotionelladet genkomst på Metal Magic Festival.

Jeg skal være ærlig at sige, at jeg nok var lige lidt for ung til netop den her musiks storhedstid. Men det skal ikke stoppe mig fra at komme op foran udendørsscenen. Det er stadig gråt, men regnen lader vente på sig. 

Det er melankolsk melodic death metal, vi har med at gøre, altså en opskrift, der er lige mig. De sørgelige og introverte melodier går lige i hjertet, og der går ikke mange toner, før jeg lukker øjnene og svæver bort. Peter Mesnickows brøl passer godt til de langsomme kompositioner, og en sang som “The Ghosts of Another Broken Life” er som skabt til en lørdag under mørk himmel. 

Mange ældre folk i publikum er tydeligt rørt over denne koncert. Det her er musik, der har været med folk i årtier. Vi får at vide, at dette er den samme line-up, som stod på Roskilde Festival tilbage i år 2000. Vi er altså vidne til noget helt specielt her. Når der ikke growles, går vokalen over i spoken word, som vi kender det fra My Dying Bride eller Swallow the Sun. 

Scene-optrædenen for gruppen er meget stillestående, men på mange måder er det jo også lidt et kendetegn ved den her slags musik. Det virker dog en smule som om, at bandet lige skal finde sig selv på trods af, at der spilles fejlfrit på instrumenterne.

Der kigges tilbage til de tidlige demo år med “Da Håbet Blev Borte For Altid” og “Over Sorte Heder”. Historiens vingesus er omkring os, og for mange er dette et højdepunkt i programmet. 

“Dark Summer Nights of Eternal Twilight” er en mastodont på omkring 10 minutter, der efterlader mig målløs. Morten Lybecker (guitar), Lars Korsholm (trommer), Magnus Ringling (bas), Anders Ro Nielsen (keyboards) og Kim Larsen (guitar) stod med deres forsanger stolte foran os og mindede os om en svunden tid, der glorværdigt beviste sin stadige relevans. Jeg var ikke med på vognen dengang, men, nøj for pokker, hvor har jeg lyttet til det nye album siden. Lad de varme sommernætter genlyde af Blazing Eternity. 

—

Der er en lille tidsændring således at Century og Bezwering bytter plads i programmet. Vi får stadig begge bands, så denne lille tids ændring er bestemt til at leve med.

Century: Tent kl. 17:30

Jeg skal lige tanke op, så jeg kommer en lille smule inde i showet og får placeret mig ude i højre side. Fra Sverige kommer der nu lidt retrometal. Dannet i 2020 har de én fuldlængde plade bag sig, The Conquest of Time (2023). 

Der er to faste medlemmer i Century: Leo Ekström Sollemo (trommer, bas) og Staffan Tengner (guitar, vokal, bas). I dagens anledning har de dog hyret et fuldt band til at tage sig af flere af instrumenterne.

Det er heavyfest med lidt speed på toppen. Klassisk fræser 80’er-guitar er der også uden så mange dikkedarer. Guitar-galore ligefrem. Bevares, ikke den store opvisning i kunstnerisk originalitet, men efter det storladne show ude på pladsen er det faktisk rigtig god timing, at netop Century endte med at stå her nu. Det er lige den slags musik, hvor man kan slå hjernen fra og hygge til.

Dette virker det for resten til, at jeg ikke er den eneste, der synes, der hoppes og løftes horn, og smilene er mange. Øllene begynder ligefrem at smage godt igen.

Gruesome: Open-Air 18:25

AHA! Noget jeg virkelig har set frem til på årets bandline-up. Skulle jeg vælge min favoritekstrem-genre (udover Slam og Pornogrind), jamen, så ender vi sgu på death metal. 

Fra USA er Gruesome et projekt, der er lavet for at hylde legendariske Death/Chuck Schuldiner (R.I.P.) Med to albums i ryggen + masser af singler, nogle EP’er og en split står de nu og skal mishandle mine øregange. 

Nakken er ved at være frisk for alvor, og jeg ligeså, og sørme om ikke solen titter frem. Vejrudsigten var mere negativt indstillet, end det faktiske resultat. 

Nøj, hvor er det altså lækkert med noget twin-guitarsolo fra Matt Harvey (vokal, guitar) og Daniel Gonzales (guitar). Det her er toptunet død, som hvor oldemor fødte den, godt hjulpet på vej af haltefanden. 

Gus Rios (trommer) misser ikke ét beat, og Robin Mazen (bas) har tydeligvis en fest. “We got some death metal people out there? We got some death metal maniacs out there?” spørger Harvey. Svaret kommer prompte fra os, og med “Inhumane” fra Twisted Prayers (2018) er vi flere, der svinger håret. Jeg selv sætter musklerne på overarbejde, damn, hvor trængte jeg til det her. 

Straight forward death metal, der smager af maddiker.

Harvey får gang i flere små “HEY”-chants, og sørme, om ikke også der kommer flere moshpits til sidst. Det er ellers ikke noget, der er stor tradition for på MMF. Med klam gravstemme, voldsom musik og tørre skrig sikrer Gruesome, at ingen glemmer dem. Hverken nye som gamle fans. Jeg havde selv ikke set bandet siden Wacken Open Air 2018. 

Sikke et gensyn, tak!

Bezwering: Tent kl. 19:30

Hele vejen fra Holland kommer næste indslag. Vi skal tilbage til sortmetallens pestbule. Siden 2018 har Bezwering eksisteret, hvad er der kommet ud af det? Der er kandelabre på scenen med levende lys, og det hele har en aura af gedens spiritualitet. 

Melodisk black, som det skal vise sig er undergenren, der spilles, er altid en favorit hos undertegnede. Det, der skal vise sig at gøre Bezwering lidt specielle i denne sammenhæng, er de to vokalister. 

Den ene har et hårrejsende high pitchskrig, jeg ikke har hørt mage længe. Den anden slår over i noget messende sang, der tilføjer en god bid mystik til hele scenariet. De kunne ikke være mere forskellige og alligevel passe så godt sammen. 

Musikken selv er også ret fængende, rigeligt med catchy toner og melodi, lettilgængeligt, men af den grund ikke dårligt skrevet. Som en ofring fortsætter koncerten, og midt i volden og det afbalancerede så må jeg vist hellere ind og like det her på Facebook. 

På sigt bliver den rene vokal en smule ensformig; det er de samme fraseringer, der lyder, men derfor er det stadig et fedt valg overordnet stilmæssigt. En unik booking, jeg intet vidste om, men som jeg absolut skal se igen. Hail ham den hornede dude. 

Tyrann: Telt kl. 21:40

Et navn, jeg på papiret næsten havde afskrevet. Mest på grund af det kliché-navn. Men hvor ville det dog have været en fejl. Jakob Ljungbjerg (trommer), Adam Zaars (guitar), Tobias Lindqvist (vokal, bas) og Joseph Tholl (guitar) spiller glad glamheavy med smil og god stemning, og stemning skal jeg da lige love for, at der bliver. 

Gruppens samlede energi og deres glæde over at stå her i aften er næsten uforlignelig. På baggrund af kun to albums, Djävulens Musik (2021) og Besatt (2023), lykkes det dem med deres ret simple rock at få duggen over os til at koge.

Overskuddet i sange som “Don’t Make Fashion of Our Heavy Metal Passion” smitter af på os alle. Hver sang er legende let at synge med på efter kun et omkvæd. Guitaren er proppet med lækre detaljer, og hver solo rammer plet som en metalknytnæve. “We are Tyrann from sweden who the fuck are you?” bliver der råbt kærligt imod os. Der bliver takket mellem hvert nummer for, at vi er så mange samlede, men aldrig virker det for leflende.

“This next song is called, song” siger Lindqvist, ja, man må jo grine ad hjertet over sådanne bemærkninger. “Satanisk Majestät” er endnu et hit, og der er rent dansegulv på græsset. Fællesklap og næver i vejret flyver gennem luften.

Hvor kan man blive dejligt overrasket, jeg havde på ingen måde regnet med en fest af denne kaliber. 

JEG, ER, FAN!

Sabbat: Open Air kl. 22:45

Fra Japan kommer et kultband af betydning. Siden de blev dannet som Evil i 1983 (navneskiftet kom allerede i 1984), har de intet mindre end en glorværdig karriere bag sig med udgivelser nok til at fylde et lille bibliotek. Nyeste på stammen er Sabbaticult fra i år samt en split med Gruesome.

Jeg kan mærke på flere heriblandt min kammerat, jeg skal se showet med, at dette bliver noget helt specielt. Gezol (vokal, bas), Zorugelion (trommer, backingvokal) og Ginoir (guitar, backingvokal) fylder den lunke nat med speedmetal-tæsk til os alle. Gezol har en raspy-stemme, der går som hånd i handske til musikken. Inde i midten har folk næsten tabt forstaden på den bedst mulige måde, forstås. 

Man skulle da også være et skarn andet. De tre kunstnere foran os gløder af dedikation til deres heavy. Iført nitter og på gebrokken japaner-engelsk guides vi igennem hymner, der ganske vist er simple, ja. lidt banale ligefrem, men showet som helhed er ikonisk underholdende som bare fanden. 

Det er svært at forstå Gezol. når han snakker til os med sin charmerende accent. Men distortionguitar er jo et universelt sprog. og der mødes vi alle i en giga svingom. Således hiver man det sidste ud af folk. Jeg får faktisk headbanget så meget. at min nakke efter tre dage endelig siger: “Nu tager du en slapper, Mr. Shirtless.”. 

Gezol smadrer til sidst sin guitar i bedste rockstjerne-facon, og Sabbat tager en stor sejr hjem i Fredericia, ikke et eneste menneske kan være gået skuffede fra denne oplevelse. 

Abysmal Grief: Telt kl. 00:10

På min kære trommeslagers opfordring tog jeg til Underwerket i 2022. Hvad, jeg skulle se, havde jeg ingen ide om, men hvor blev jeg oplyst dengang. Jeg kan allerede sige så meget, at her lidt over midnat kunne festivalen ikke have valgt en bedre afslutning.  

Abysmal Grief har eksisteret siden 1996 og spiller deres egen version af okkult, horror doom metal. Klædt i top hat , briller og foran sit alter står Labes C. Necrothytus og prædiker dæmoner og banshees frem i natten. De kutteklædte kumpaner er indhyllet i røg samt forsangerens skrig og dybe stemme. 

Regen Graves (guitar) og Lord Alastair (bas) fremmaner syner og gåder, som vi går dybere ind i denne katedral af episk mefistofelisk doom. 

Der er ingen snak, bare den tvungne lyd af gravspøgelserne og de underjordiske, der kommer op for at hjemsøge os. Keyboardet er et bærende element hos Abysmal Grief, som orgelet i en kannibalkrypt, og det giver lige den stemning, der ofte løfter musikken lige det ekstra.

Dog er jeg ved at falde lidt ned, kære sjæle har givet mig to white russians, disse nyder jeg fra bænken ude foran teltet, imens seancen udspiller sig foran mig. Jeg er behageligt træt og mæt af indtryk. Jeg overlader resten af showet til de sidste vågne monstre, men med det, jeg så, levede italienerne i stor stil op koncerten i Underwerket dengang. 

Efterskrift:

Årets Metal Magic Festival er slut, jeg fik de dybe snakke med gamle og nye venner og veninder, konfronteret noget af min fortid og fundet mere i min fremtid. Grinet og smilet, så jeg blev helt øm. Alt imens at jeg blev forkælet med en altid imponerende line-up af kunstnere. Kærligheden hernede er som intet andet sted i vores lille del af verden. Kom og oplev det. 

Denne festival er ikonisk af en grund (flere grunde da), og med et lidt svingende billetsalg over de sidste par år var det en stor fornøjelse at se, at der var udsolgt i år. “Trying To Kill You Since 2008” er sloganet for arrangementet. Bliv ved med det, jeg skal nok rejse mig op og kravle, løbe, hoppe og trille tilbage for evigt. 

Som jeg pakker sammen i de tidlige morgentimer og går mod indgangen, vinker et par venner farvel til mig. En lille pige leger iført en Metal Magic-frivillig t-shirt, og da hun hører sin far og hans kammerater tale til mig, vinker hun som en besat til mig, imens hun gentagne gange siger: “Vi ses næste år!”. 

Helt rørt, imens jeg skriver disse linjer, kunne jeg ikke bede om en bedre afsked, vi ses i 2025.

Gabriel over and out!