Reportage fra: Wacken Open Air 2023. Wacken, Tyskland. 02. til 05. august 2023.

Hvis man har læst de tidligere dele af dækningen af 2023s version af Wacken Open Air, vil man vide, at en typisk morgen for mig i campen består af tre forskellige versioner af titelmelodien til Thomas Tog, og det er så vanen tro, som at hanen gjalder om morgenen, og højttaleren blev tændt og satte gang i løjerne.

Foto: Magnus Karms Blichfeldt

Resten af morgenen foregik egentlig også ganske, som de morgener plejer. Alle var lidt småtrætte, men fik mere og mere energi i løbet af morgenen. Der blev snakket om, hvilke bands vi alle sammen glædede os til, heriblandt blev specielt Twilight Force nævnt, som stort set alle i campen blev enige om, at vi absolut SKULLE se.

Campen denne morgen var lidt mindre mudret end de to forrige dage. Der var lidt flere tørre pletter at finde, og det tegnede til at blive en ganske dejlig, lys og solrig dag. Når man har gået rundt i mudder nærmest til knæene, var dette en meget velkommen forandring.

Da jeg var på vej op mod selve festivalpladsen, fik jeg en mail fra Wackens presseafdeling og fik blandt andet at vide, at musikeren Mambo Kurt ville spille i presseteltet i løbet af dagen. Dette var for mig en mega fed nyhed, da jeg hvert år SKAL nå mindst én koncert med dette fænomen. Mere om dette senere.

Da jeg kom hen til Bullhead Circus-området, faldt jeg i snak med nogle tyskere. Vi snakkede lidt om, hvad vi havde oplevet indtil videre, og hvad vi glædede os til. Kort efter tog en kær fotograf-kollega fat i mig og fortalte mig, at mit fotopas faktisk gav mig adgang til fotograven foran de scener, der ikke er hovedscenerne. ”Fantastisk”, tænkte jeg. ”Fantastisk, hvis jeg havde fået dette at vide igennem de mails, der er blevet tilsendt til mig før festivalen”. Nu havde jeg trods alt gået igennem to hele dage med fotograferen eksklusivt blandt publikum. Og nej, det her er ikke fordi, jeg har nøkker, for jeg havde det egentlig ganske fint med at stå blandt publikum, på trods af hvor presset det til tider kan blive, men man får altså bare meget federe billeder, når man kan stå helt foran. Den her nyhed var jeg til gengæld specielt glad for at få netop nu, da dagens første band var Employed to Serve. Et band, jeg havde oplevet på Copenhell 2023 og som virkelig satte sig i mig.

Employed to Serve

På trods af at klokken ikke var blevet meget mere end 12/13 stykker, var der et ganske imponerende fremmøde foran W:E:T Stage. Man kunne tydeligt mærke, at de fremmødte virkelig så frem til at blive kastet rundt af noget energisk og hårdtslående hardcore.

Der gik fandme heller ikke mere end godt og vel 30 sekunder af Employed to Serves sæt, før moshpitten bare brød ud. Til stor forandring var der faktisk noget støv (og ikke mudder) at spotte komme fra pitten. En pit, der bare ikke ville stoppe. Kun i de små pauser mellem sangene. Enten så må folk virkelig have været glade for at have et fast underlag at moshe på, eller også så måtte Employed to Serve virkelig bare have spillet godt. Selvom det nok har været en god blanding af begge dele, vil jeg vove at påstå, at størstedelen må gives til Employed to Serves evne til at spille pisse fucking tight, samtidigt med at de udviste en meget positiv og overskudsagtig attitude. Det var en kæmpe fryd at få sparket energien i gang og håret løst af det her band.

Bandet sluttede af med sangen, ”Mark of the Grave”, som efter Copenhell var blevet klart en af mine største go-to sange efterfølgende. For helvede, hvor det nummer bare svinger, og hvor blev det bare perfekt eksekveret. Da koncerten var færdig, kaldte publikum på ekstranummer. Men desværre så var bandet ikke ”ansat” til at ”tjene” Wacken længere.

While She Sleeps

Fra en gang hardcore og over til en gang metalcore. Nu var det tid til at komme over til Harder Stage for at se While She Sleeps, som mange Copenhell-gængere nok vil huske for deres koncert på Copenhell i 2019. Mine forventninger var skruet ganske højt op for denne koncert. Nu var der sgu lagt i kakkelovnen til et show!

Men som en Cola der havde stået kun en kende for længe ude, var denne koncert en smule flad. Smagen var der, men man manglede lige en smule kulsyre og spark. Dette afspejlede sig i noget af publikum, mens de tydeligt inkarnerede fans af While She Sleeps gav den max gas, hvilket blev for undertegnede det mest underholdende at se på. Rent musikalsk fejlede While She Sleeps virkelig ikke noget, men der manglede sgu desværre noget energi.

Amaranthe

Nu havde jeg vist fået nok core for nu. Så var det jo perfekt timet med, at næste band på programmet var svenske Amaranthe. Et meget poppet powermetalband, og hvis der er noget tyskerne elsker i alle afskygninger, så er det power metal. Derfor var der selvfølgelig også et temligt stort fremmøde til denne koncert. Personligt så blev det lige lidt for tyndarmet. Der er ingen tvivl om, at musikerne ved, hvad de laver, og deres performance fejler egentlig ikke særlig meget. Men for mig er det bare ikke helt ”metal” nok. Det bliver en smule for ABBA, men ikke på den fede Ghost-agtige måde, mere bare sådan lidt malplaceret.

Jeg må dog anerkende, at resten af publikum absolut lappede det i sig og nød hvert et øjeblik. Her stod moshing og crowdsurfing ikke så meget på plakaten, men mere fællesskrål og øldrikning. Rent stemningsmæssigt elskede jeg de små øjeblikke, jeg kunne spotte rundt omkring i publikum. Her kunne jeg virkelig mærke den festivalstemning, som man altid savner, når man ikke er afsted. Kram, druk og skrål galore.

Twilight Force

Fra et svensk band til det andet. Jeg opdagede Twilight Force på min første tur til Wacken i 2017. Her fik jeg og mine camp-kammerater virkelig en øjenåbner for noget power metal, der både var super flot skrevet, eksekveret og samtidig meget selvironisk. Derfor var det meget vigtigt for stort set samtlige medlemmer af campen i år at se Twilight Force og at se dem sammen.

Men kunne Twilight Force så leve op til vores forventninger? Ville det være så fjollet og alligevel professionelt som vi håbede på? For det meste, ja. Twilight Force er uden tvivl et sindssygt stærkt liveband, der virkelig ved, hvordan man interagerer med sit publikum. Det eneste problem, der var denne dag, var, ligesom da jeg så dem på Templet i Lyngby, lyden. For satan, den var dårlig til at starte med. Her kunne man næsten kun høre trommerne og lidt svag guitar. I løbet af koncerten løste de fleste lydproblemer sig, men under koncerten fik bandets korsanger lige lov til at slå sig løs, og, for satan ,hvor var hendes mikrofon mixet forkert. Den skrattede som bare fanden og overstyrede virkelig meget.

Det var virkelig øv. Men det ødelagde på ingen måde oplevelsen for publikum. Trods Twilight Forces relativt lille størrelse, så blev der sunget med på mange af sangene, selv dem fra deres seneste skive, At the Heart of Wintervale. I vores camp hyggede vi os også virkelig meget, og min kammerat Lauge og jeg fik sunget en masse med også.

Til sangen ”Flight of the Sapphire Dragon” havde bandet sågar et oppusteligt badedyr med form som en drage med sig. Fuldt fjollet og skide fedt, hvilket egentlig meget godt indrammer denne koncert. Til trods for lydmæssige problemer så fungerede det bare og især på Wackens lidt mindre Wackinger Stage.

Efter Twilight Force-koncerten valgte jeg og andre af mine venner at smutte ned mod campen og lige få en smule at drikke og lige se på programmet, om hvad der så ellers lige skulle opleves og måske lige få en lille en på øjet.

Længe gik der dog ikke, før jeg tog afsted igen, for nu skulle en af de store fire thrash-legender opleves, om end lidt vemodigt…

Megadeth

Samtlige gange jeg har oplevet Megadeth live, har de altid skuffet mig. Kedelig performance, genialt musicianship, men intet sammenspil, og ingen publikumsinteraktion er, hvad jeg har fået gang på gang. Denne gang var ingen undtagelse. Jeg tror, jeg ville elske at se Megadeth i et mere ”akademisk” miljø. Måske en siddende koncert på Musikkonservatoriet, hvor der måske kan dykkes lidt mere ned i deres sangskriveri og lidt mere fokus på netop, hvor sindssygt dygtige de er hver for sig. Men for mig virker Megadeth ikke rigtig som et band. Det er lidt for tydeligt, at det her er først og fremmest Dave Mustaines band, og så er der hyret virkelig dygtige musikere med ind, som så ikke rigtig bruger så meget tid sammen. En virkelig kedelig omgang.

Det var også ret tydeligt at se på, hvor publikum så koncerten fra, at det ikke var synderligt imponerende. Jovist, der var folk oppe foran, men størstedelen af publikum var mere henad bagenden af The Holy Ground, og de fleste var enten ved barerne, boderne eller sad bare ned og så koncerten. En kedelig omgang.

Mambo Kurt

Nu fra noget meget seriøst og kedeligt til noget, der nærmest kan kaldes en smule umusikalsk, men til gengæld super underholdende og engagerende. For de, ikke endnu initierede til Mambo Kurts ”univers”, så er dette et enmandsprojekt med en skaldet mand, iført sennepsgult jakkesæt, der spiller kendte sange på et hjemmeorgel. Og, ja, manden han synger da, men han synger sgu ikke altid liiige pænt. Det kan på papiret lyde fuldstændig åndssvagt… og det ER det. Men det er netop det, jeg absolut elsker ved den her ”kunstner”.

Normalt i løbet af Wacken spiller Mambo Kurt mindst én gang om dagen på de helt små scener på festivallen og spiller så også lige en midnatskoncert på en af de mellemstore scener. Sidstnævnte gjorde han desværre ikke i år, men så var det godt, jeg kunne opleve ham i presseteltet. Selvom det var lagt op til, at man skulle sidde ned, så valgte jeg godt nok at sætte mig helt forrest, men ellers bare gøre, som jeg normalt ville gøre til en Mambo Kurt-koncert, nemlig bare skråle med på alle sangene og være lidt ligeglad med, hvor skævt det lyder. Det er nemlig noget af det, der er så befriende ved at se Mambo Kurt, at man ikke behøver bekymre sig om at se fjollet ud, for det gør manden på scenen allerede. Efter koncerten var jeg endda så heldig at få et billede med selveste Mambo Kurt, og derfra var min festival stort set gjort. For helvede, hvor var det her skønt.

Iron Maiden

Mambo Kurt vidste jeg næsten på forhånd ville blive en succes i mine øjne. Iron Maiden derimod var jeg noget i tvivl om. Efter koncerten på Copenhell 2022 blev mit billede af Iron Maiden som værende et liveband, der næsten ikke kunne fejle, virkelig smadret. Men nu ville jeg da håbe på, at dette billede kunne blive restaureret bare en smule. Så med gummistøvlerne på og kameraet klar, gik jeg ind blandt den kæmpe menneskemængde, igennem mudderet og forsøgte at kæmpe mig så langt op foran, som jeg kunne. Jeg måtte dog ret hurtigt opgive at få gode billeder helt tæt på af bandet, for fra første tone var der bare crowdsurfing, som var det en konkurrence om at have så mange crowdsurfers som muligt.

Så ned bagved med mig at stå. Herfra kunne jeg også virkelig nyde, hvor meget bedre en koncert det her var, sammenlignet med fadæsen på Copenhell 2022. Sætlisten var langt bedre, Bruce brokkede sig ikke over lyden; lyden var faktisk meget bedre, og bandet spillede helt fænomenalt. Man kunne dog godt høre, at nogle af sangene var blevet transponeret en kende, så Bruce Dickinsons stemme kunne følge med, men det gjorde jo også bare, at os andre dødelige også havde mulighed for ligeså.

Jeg tror, at de fleste Iron Maiden-fans på Wacken ville sige, at det her var festivallens højdepunkt og dette stort set med rette. Det var super velspillet, storladent, nærværende og alt sammen leveret med en stor spilleglæde og genialt sammenspil. Fuldstændig som jeg har kendt Iron Maiden hidtil. Mit billede af Iron Maiden blev så sandelig reddet denne aften, og gud ske tak og lov for dette.

Konvent

Inden jeg kunne smutte til køjs og gøre mig klar til festivallens sidste dag, skulle jeg da lige se dagens danske indslag, nemlig døds-doom-dronningerne i Konvent. En sen natteforestilling, der lige kunne slå det sidste energi ud af en.

Til trods for det sene timeslot var der et ganske fint fremmøde. Der var ikke sort af mennesker, men der var bestemt heller ikke tomt. Konvent går på scenen til et relativt stort jubelbrøl, og stort set uden tøven går de danske kvinder da også i gang. Der blev fra start til slut lagt i kakkelovnen, at nu skulle månen gjaldes mørk, og den skulle bare have fuld (men dog også tung/langsom) æde. Grundet Kovents musiske stil og tunge rytmer, var stilen blandt publikum dog noget mere lavmeldt. Her blev der på ingen måde moshet, men mere nikket med hovedet, mens nogle, selvfølgelig, headbangede på livet løs. Man kunne virkelig mærke, at publikum NØD den her koncert. Alle fremmødte var meget koncentrerede på, hvad der foregik, både på scenen og rent sonisk.

Konvent spillede afsindig tight, samtidigt med at de sørgede for, at deres performance skinnede igennem. Der er ingen tvivl om, at det her band er top professionelt og ved, hvad de laver. Alt blev spillet til perfektion, hvilket kan være sværere, end man tror, når man spiller så langsomt og tungt, som Konvent gør. Det her var for mig den helt perfekte afslutning på en dag med meget blandede oplevelser. Dejlig mørkt, grumt og tungt.

Da Konvent var færdige, var jeg egentlig klar til at gå i seng. Meeeen der var vist lige ét enkelt band mere, jeg var nødt til at opleve.

Bloodbath

Jeg havde jo sådan set tænkt, at jeg skulle gå i seng og forsøge at være klar til den fjerde og sidste musikdag. Men hvordan kan man dog sige nej til at se nogle legender som gode gamle ,svenske Bloodbath?

Med nummeret ”So You Die” går bandet ganske ufortrødent i gang med deres buzzsaw-fyldte, gumpetunge og ultimativt fede dødsmetal. Alle i publikum er, på trods af klokken slog midnat for en times tid siden, fuldstændig oppe og køre. Moshpits til højre og headbanging til venstre. Her kunne man virkelig mærke, at festen nåede sit højdepunkt for mange. Men én person virkede mere eller mindre til, at det her blot var endnu en dag på kontoret. Navnlig forsanger, Nick Holmes.

Før denne koncert var jeg personligt mest nervøs for, hvordan hans vokal ville klare sig, da jeg før har hørt klip af hans stemme, der virkelig manglede ”umf” i forhold til Bloodbaths meget bombastiske lyd. For det meste klarede den sig ganske fint, men hans performance og karisma var virkelig på et lavt bundniveau hele vejen igennem. Sjældent har jeg set en dødsmetalmusiker virke til at være SÅ ligeglad med, hvad han laver. Det hjalp nok heller ikke, at han konstant havde solbriller på (på trods af at solen for længst var forsvundet fra himlen) og valgte at stå bag sit mikrofonstativ stort set hele koncerten igennem.

Resten af bandet derimod spillede som om, deres liv afhang af det, hvilket jo så blev det klart fedeste ved koncerten udover musikken. Men lidt ligesom, som når man er på en fed tur, men der er en eller anden lille møgunge, der bare konstant siger, at de gerne vil hjem, var Nick Holmes virkelig Bloodbaths ditto. Det er virkelig synd, for alt andet ved koncerten spillede og hr. Holmes’ stemme var, som sagt, ganske fortrinlig. Men, for satan, hvor var han bare intetsigende at se på, hvilket bringer mig fuldstændig ud af helhedsoplevelsen.

Da koncerten var færdig, tog jeg med nogle af mine campkammerater, som jeg stod og så Bloodbath med, mod campen for liiige at vende, hvad vi havde oplevet, hvad vi syntes om Bloodbath live (hvor min holdning klart var den mest negative), og efter ca. 15 min. var vi alle så trætte, at vi bare gik direkte til køjs.

Dermed var en festival næsten gået på hæld. Men der var lige én dag mere, som skulle vise sig at blive lidt mere mindeværdig end så mange andre

Følg med i del 4.

Her følger et galleri fra dagen, der er taget af fotografen, der også var reporteren: