Interview med Joe Duplantier fra Gojira. D. 13. august 2024, Kbh.

Dagen efter demonstrationen på Christiansborg Slotsplads, som vi også dækkede, mødte vi Joe Duplantier ude ved Den lille Havfrue til et interview. Vi fik snakket snakket om Rage Against The Machine, James Hetfield, Mew og OL.

Foto: Magnus Karms Blichfeldt.

Hej Joe Duplantier. Hvordan har du det?

“Jeg har det godt, tak.”

Du er her i Danmark pga. Paul Watson.

“Ja, lige præcis. Det opsummerer meget godt, hvorfor jeg er her, haha”.

Gojira har spillet mange i Danmark efterhånden og også i Japan. Vil I boykotte Japan på fremtidige turnéer pga. Paul Watson-sagen?

“Nej, jeg vil gerne spille i Japan. Jeg tror ikke på at boykotte alt for meget. Hvad, jeg boykotter, er animalske produkter, fordi det giver mening. Hvis jeg synes, at dyr ikke skal lide, køber, promoverer eller supporter jeg det ikke. Når det drejer sig om japanske ‘metalheads’, har de ikke gjort noget galt for mit vedkommende. At boykotte et land ved ikke at spille der, er ikke aktivisme, det er ikke konstruktivt. Det, jeg vil fordømme, er systemet, retssystemet i Japan, der er tvivlsom.

Udover det, vil jeg gerne have, at folk forstår, hvor vigtig Paul Watson er. Udover manden og bagmanden, er der et hold og et symbol på at overleve på denne planet. Det handler om medfølelse og almen fornuft. Jeg tror ikke på boykot, men at man skal tage til Japan, lave interviews og spille for fans og måske tale om emnet.”

I har jo både sunget om global opvarmning, hvaler, Amazonas og Tibet. Er der nogle ting, I ikke vil synge om, fordi det kan blive “for politisk”?

“Det er et godt spørgsmål. Først og fremmest: Jeg ved ikke, om jeg har et svar, som er lige så godt som dit spørgsmål. For mig, ja, er der en begrænsning, hvor jeg ikke føler mig komfortabel, hvis jeg er på for dybt vand, og jeg ikke kan bunde, og jeg ikke helt forstår emnet. Hvis ikke jeg kan finde en løsning på problemet, vil jeg ikke udtrykke mig. Dér vil det blive for politisk for mig.” 

Hvad er din holdning til Nightwish, som også er meget aktivistiske om dyreliv, naturen, miljøet og klimaet?

“Jeg kender ikke deres musik så godt, men vi spiller på festivaler sammen, og jeg synes, at de er smukke mennesker. Jeg vidste ikke, at de stod for noget, men nu hvor jeg ved det, vil jeg sige ‘Bravo!’ til dem. Dét vil jeg gerne uddybe: Jeg synes det er vigtigt for rockbands og hiphop-musik, der er opstået på baggrund af et oprør, indre smerte eller filosofi, at stå for noget.

Jeg vil ikke prædike eller dømme, jeg vil ikke sige, at hvis man ikke står for noget, er det ikke godt. Det er ikke sandt, der er noget musik der er awesome, men som ikke siger noget bogstaveligt. Instrumentale bands er ofte virkelig awesome, med ingen sangtekster, ingen politisk vinkel, der gør ikke noget, men jeg vil sige dette: Det tilføjer en dimension. Når Rage Against The Machine synger om og bekæmper racisme: Det tilføjer en grimhed. Stå for noget, fordi det lyder bedre!”

Absolut, og nogle gange kan en gammel sang få ny betydning, som Rage Against The Machine og USA. 

“Bestemt. Jeg vil dog ikke sige stå for noget, bare fordi det lyder bedre. Jeg tror, at vi alle har en forpligtelse. Vi kan gøre en forskel ved at dele informationer; vi er som myrer, bare med antenner. Hvis du har en flig af tro, hvis du vil tro på menneskeheden, så har vi et ansvar at stå for noget. Hvis du er i rampelyset, hvis du er skuespiller, musiker eller der er fokus på dig, har du et endnu større ansvar for, hvad du siger, og hvad du står for.”

Hvordan kender du Jonas Bjerre (fra Mew), som var med i mandags?

“Jeg har kendt Mew i to år nu. Jeg opdagede dem tilfældigt. En af mine venner, Greg Kubacki fra Car Bomb, du kender nok Car Bomb, sendte mig deres musik. Da jeg hørte om Danmark, København og Paul Watson ville jeg afsted. Så kom jeg i tanke om, at Mew er fra Danmark, jeg skrev til ham på Instagram, og han svarede mig med det samme. Vi talte i telefon sammen, og han arbejdede med det samme med på dette projekt.”

Hvordan og hvor godt kender du Paul Watson?

“Det hele startede i 2007, jeg skrev The Way Of All Flesh, og jeg var ved at flyve til Californien for at optage Cavalera Conspiracys første album, (Inflikted fra 2008, red.), jeg spillede bas med dem. Jeg så dokumentaren Sharkwater, som var produceret af Rob Steward. Han døde desværre i havet i en meget ung alder, men før han døde, lavede han denne utrolige film, Sharkwater.

Jeg anbefaler jer at se denne dokumentar, det er en øjenåbner om havets tilstand, ulovlig fiskeri, og hvad status er med hajer. Det er en katastrofe! Hajer har et meget dårligt omdømme pga. Jaws, og det skræmmer folk, så ingen vil beskytte eller bekymre sig om dem. ‘Lad os bare dræbe dem alle’. Problemet er, at de er i toppen af fødekæden i havet, og hvis vi dræber toppen af fødekæden, vil et andet dyr overtage, vokse, formere sig og æde dyrene, der er lige under dem og så fremdeles. Vi kan ikke fjerne en art, det er ikke en gud, der har lavet alle arterne og lavet puslespillet. Det er millioner og millioner af udviklinger og ting, der falder på plads. Dét er hvad jeg tror.

Alt falder på plads på en magisk måde, det er ikke magisk, det er bare, hvad det er, vi er en del af det. Hvis vi fjerner noget, kollapser det hele, indtil naturen gør ‘sin ting’, og livet kommer tilbage. Hvis vi vil overleve som art, skal vi respektere balancen, der er omkring os. Vi kan ikke fjerne hajer, bier, snegle eller rotter. Alle har en rolle her.”

Vi kan ikke lege guder.

“Præcis, og det er det vi gør, når vi dræber hajer for at få såkaldt bedre rejsninger med deres finner til at lave finne-suppe som et elskovsmiddel i Japan og Kina. Vi kan ikke fortsætte på denne måde. Bare fordi det sker i Kina, betyder det ikke, at vi ikke har noget at skulle have sagt, hajer tilhører dem selv, men vi må stå op for dem, fordi vi som mennesker overtog hele planeten, vi tog os selv ud af dyreriget, og vi leger guder, som du siger.

Jeg så dokumentaren, Sharkwater. På et tidspunkt i filmen har Watson en rolle i 20-30 minutter, man ser Sea Sheperd i aktion, Paul Watson i aktion. Jeg fik gåsehud over hele kroppen. At se, hvad de gjorde, mindede mig om, hvad vi gjorde ude på landevejen med guitarer og spredte budskabet, men bare stærkere, fordi de kæmpede for noget, der er så vigtigt. Hvis vi forsvinder, hvem bekymrer sig om det? Men med Paul Watson er det en katastrofe. Plus han har et kranie i sit logo, så jeg kan endnu bedre lide ham. Den dag rejste jeg mig fra stolen, åbnede mit køleskab og smed kødet i skraldespanden. Mit liv var ændret efter at have set kun 20 minutter med Paul Watson.

Jeg havde det så dårligt over at spise kød og deltage i noget, som var ubæredygtigt og alle lidelserne bag. Jeg siger ikke: Bliv veganer, eller, jo, bliv veganer! Men han inspirerede mig så meget. Jeg skrev teksten til sangen ‘A Sight To Be Hold’ med lidt elektroniske elementer, og jeg husker at blive opladet – genopladet, og det har aldrig forladt mig. Paul Watson er for mig en ægte inspirationskilde. Jeg ville være Batman, da jeg var lille, han er min nye Batman.

På et tidspunkt ville jeg være som James Hetfield, med at spille guitar og synge, nu er det Paul Watson. Han er min helt. Da Gojira blev større og fik noget anderkendelse, fik jeg muligheden for at kontakte Watson og Sea Sheperd angående en EP. En sang udkom sammen med Devin Townsend, måske har du hørt den (‘Of Blood And Salt’, red.) med Fredrik Thordendal (fra Meshuggah, red.) på guitar. Det var begyndelsen på et venskab med Sea Sheperd og Paul Watson. Jeg mødte ham første gang i 2010. Det var en stor dag var mig. Lamya Essemlali fra Sea Sheperd France var sammen med ham, I så hende i mandags. Hun har aldrig forladt ham. Hun er hans sidekick nummer ét, jeg har mødt ham og crewet flere gange siden, og nu kan jeg kalde ham min ven.” 

Gojira har fået meget omtale efter OL-åbningsceremonien. Hvordan oplever du den?

“Det er en utrolig bonus for vores karriere, det var en utrolig ting, vi har været igennem. Vi drak måske fire flasker champagne bagefter, for hvad fuck skete der lige dér? Du ved, hvad jeg mener. Vi blev inviteret til at gøre dette, vi har ikke opsøgt det, det er ikke en ting, man kan ansøge om at spille til de olympiske lege. De gør deres ting, deres koncept, og så vælger de ellers, hvem end de vil have i verden.

Jeg er meget stolt af Frankrig, for at lave sådan et statement og vælge et metalband. What the heck?! De kunne have valgt AC/DC eller Metallica, eller et hvilket som helst andet band, men de valgte os, fordi vi er franske, sandsynligvis. Da vi begyndte at samarbejde med Victor, komponisten bag det hele, sagde han basically: ‘Gør hvad end, I har lyst til, bare det er tre minutter. Her er en demo, jeg har lavet, den er 180-190 bpm (beat per minute, red.)’. Der var en masse violiner og andre ting, men ingen trommer, der var ingen sang, bare et tema. Mario og jeg lyttede til det, jeg tænkte, at jeg ikke kunne ‘shredde’ det her i tre minutter. Vi ‘ødelagde’ det, omskrev det, men beholdt tempoet, og vi sendte det. De sagde ‘you got it – you gotta do this’.

Jeg synes det er fantastisk, når metalbands bliver involveret i samfundet på denne måde, selvfølgelig er der en balance i at ikke at “sælge ud” eller gøre det for kommercielt, men at få opmærksomhed, som I gjorde, er meget vigtigt for vores “overlevelse” som genre.

“Det var vi meget opmærksomme på. Da vi fik muligheden, var det lidt underligt for os, men igen, hvis vi boykotter det, går vi bare tilbage til vores soveværelser, og nogle andre ville gøre det. Så vi blev jo enige om at gøre det, men vi havde overvejelser om, hvordan metalmiljøet ville reagere. Det ligner og lyder som et sell out. Vi var ikke sikre på, hvordan det ville lyde og se ud, men vi ville arbejde på det en måned eller to, og hvis de vil ændre noget af det; vi skulle have fjollede hatte på, ville vi droppe det. Men det gik så godt, vi var så frie til at råbe, blaste og ‘dobbeltpedalere’.”

Hvornår var det første gang de kontaktede jer?

“Måske for syv måneder siden, lige inden jul.” 

Så det gik ret hurtigt?

“Ja, men det tog også længere tid, end hvad jeg troede. Sangen tog fire minutter at sætte sammen. Vi tænkte, vi ville lave typiske Gojira-ting, som viser, hvem vi er, hvad metal er. Der er endda et ‘scape’ på stringene, der er alle ingredienserne, der er ‘wee’, ‘ruhruh’ og ‘dulululu’. Så vi havde det sjovt med at lave dette lille bolsje. Men så var det fem sekunder for langt, så vi blev nød til at reducere og klippe. Der var så mange musikere med inde over. Man ser det ikke på optagelserne, men der var omkring 250 musikere, der spillede violiner, celloer, percussionister, kontrabasser, blæseinstrumenter og sangere i fronten, hvor man ikke kunne se det. Det var sindssygt! Vi arbejdede også lidt sammen med Victor, som også arbejdede på 20 andre numre og afslutningsceremonien, så han var glad for, at vi tog noget af byrden fra hans skuldre, haha.”

Du sagde, at du og Mario arbejdede på det her, hvordan bidrog de to andre bandmedlemmer (Christian og Jean-Michel)?

“Vi er lidt adskilt for tiden. Jeg bor i New York, min bror fløj derhen for at hjælpe mig, men han ville bare lige teste badevandet og se, hvad de siger til det. Vi arbejder altid sammen. Mario og jeg er så passionerede om det, vi er så tætte, så det er nemt for os at arbejde på noget, og det er sådan, det plejer at foregå.”

Hvad vil du gerne huskes for?

“Det er cool at blive husket, men jeg bliver glemt til sidst. Måske bliver Gojira deroppe i skyerne. Jeg er ikke sikker på, om jeg overhovedet vil huskes overhovedet. Måske som en, der gjorde en forskel på et eller andet plan. Vi er ambitiøse mennesker, men vil gerne forblive ydmyge og nede på jorden, og vi skal tage vare på jorden, prøve at være ærlige, prøve at holde mit ego nede, men det er ikke en nem ting at gøre, når man er i et band, og man har alle disse ting. Det er svært at lade som, om ingen følger med. Min største ambition, for at være ærlig, er at være en god far.”

Hvor mange børn har du?

“To, på 10 og 12.” 

Tillykke med det!

“Mange tak.”

Mange tak til dig, for at tage dig tiden til at snakke med os.

Se billederne fra interviewet og uddrag fra dagen før med demonstrationen herunder af Magnus Karms Blichfeldt: