Søren indkapsler sine metaloplevelser af plader – i sidste øjeblik!
DA JEG SKREV MIN SIDSTE ÅRSLISTE I 2020, lærte jeg om mig selv, at lockdown åbenbart ikke er godt for min nysgerrighed efter ny musik. Her holder jeg mig til den sikre, trygge musik, jeg allerede kender, og på den måde kan mange udgivelser gå min næse forbi. Det gjorde de i 2020, og det samme er sket i 2021, når jeg kigger tilbage.
Foto: Søren Stenhøj Drews
Men man lærer ikke noget nyt ved at stikke hovedet i sandet og lytte til ”Toxicity” for 120ende gang, så til denne årsliste vil jeg snuse til 7 af de største udgivelser fra 2021, som jeg slet ikke har rettet min opmærksomhed mod.
Jeg finder den første single til hvert album som YouTube spytter efter mig, og derefter må jeg afgøre, om det album kommer på min to-do-liste – og er det den forkerte single, jeg tilfældigvis rammer, må I fortælle mig det.
Dette kunne jo lyde som oplægget til en reactionvideo, men et er, at internettet vist er mættet af den slags, og desuden vil den hårdeste læserkerne vide, at jeg nægter at lave en video, medmindre den kære Mark Stoumann er med!
Så her kommer en oldschool skrive-reaktions-bedømmelses-årliste, som dengang far plejede at lave dem i alfabetisk rækkefølge – fordi man vel er skolelærer.
Archspire – Bleed the Future
Archspire er et band, jeg aldrig har lyttet til, men når man som mig bruger liiidt for mange aftener på YouTube, er det et band, der er svært at overse. De har tydeligvis fået anskaffet sig en ordentlig mængde omtale, og techdeath er ikke noget, jeg er helt ny i, omend der går lidt længe imellem jeg lytter til det. Nummeret bliver ”Drone Corpse Aviator”.
Fy for pokker, det går stærkt, men det har techdød jo også en tendens til. Det er lige før, det kan kategoriseres som sonisk overgreb. Vokalen er en anelse for one-note for min smag, men nummeret viser overraskende god variation.
Jeg kan godt forstå hypen, for det er vanvittigt imponerende rent teknisk. Dog tror jeg ikke, det er musik, jeg direkte ville kunne nyde at sidde og lytte til, mere et band det vil være sjovt for mig at følge ved nye singleudgivelser på samme måde som Lorna Shore og Slaughter to Prevail.
Cannibal Corpse – Violence Unimagined
Jeg husker tydeligt mit første år på Wacken, hvor forsanger George “Corpsegrinder” Fisher glad kunne brøle, at de nu havde tilladelse til at spille alle deres numre i Tyskland efter mange års censur. Jeg hørte deres album Kill en del, da dødsmetal var en større bestanddel af min daglige lytterutine, men måske det er på tide at smide dem i den daglige rotation igen?
Nummeret bliver: ”Inhumane Harvest”
Uanset hvor mange år, de har i branchen, virker det ikke til, at dødsmetallegenderne bliver trætte af at chokere, og endnu en gang sidder vi med en temmelig morbid musikvideo med tortur og lemlæstelse. Rent musikalsk er der dog ikke som sådan noget nyt at hente her, hvis man allerede er bekendt med Cannibal Corpse.
Dette er bestemt ikke dårligt, for det er et solidt oldschool deathmetal-nummer, jeg tror desværre bare ikke, den genre er noget, jeg nogensinde vil sætte på længere, men snarere opleve til en tilfældig koncert.
Cradle of Filth – Existence is Futile
Her er et band, jeg altid har haft et lettere ambivalent forhold til, da jeg synes, de danser på knivsæggen mellem det fantastisk blærede, teatralske og det decideret fjollede. Det har resulteret i, at jeg som regel har valgt dem fra til fordel for andre bands i same genre, når jeg ville lytte til black metal med et skud strygere og lignende.
Dog kan jeg huske, jeg skamlyttede nummeret “Nymphetamine” i sin tid, så det kunne jo være, jeg burde give bandet en ny chance her i 2022.
Første nummer der dukker op på YouTube er ”Necromantic Fantasies”, så den tager vi:
Skulle man nogensinde glemme Dani Filths signatur falsetskrig, bliver man hurtigt mindet om den. Ellers er det Cradle of Filth, som jeg umiddelbart husker det: superdramatisk med nogle fine harmonier og mere stemningsfyldt end tungt og brutalt. Musikvideoen er lige dele dyster og campy, og det er ret underholdende.
Endnu en gang er vi dog ude i musik, jeg rigtig gerne vil opleve live (har dem stadig til gode), men nok ikke bliver smidt på anlægget. Dog må jeg sige, nummeret her føles noget mere sammenhængende og lettilgængeligt end tidligere sange, jeg har hørt af bandet, så det kan være jeg ombestemmer mig.
Gojira – Fortitude
”Har du ikke hørt Gojiras nye plade?!” Nej, jeg må erkende, at jeg aldrig rigtig har lyttet til Gojira, hvilket på sin vis er fjollet, da jeg har været overvejende positiv hver eneste gang, jeg tilfældigt er stødt på det. De har altid været på min ”dem bør jeg også snart få hørt”-liste; en liste, der desværre stille og roligt bare får lov at vokse.
Det kan også være, jeg blot mangler at få set dem live, da alle, jeg har talt med om dem, forvisser mig om, at de leverer et helt vanvittigt show. Sådanne oplevelser har i hvert fald før givet mig interesse for ”nye” bands, som det sikkert også er sket for så mange andre.
Vi ser om sangen ”Amazonia” kan gøre det op for manglende koncert:
Første tanke: ”Er det en jødeharpe?”. Straks efter kommer tankerne hen på tidligere Sepultura. Det er tungt og meget stemningsfyldt. Gojira formår virkelig at skrive fængende riffs, der ikke nødvendigvis drøner derudaf, men som bare holder ens opmærksomhed.
Hvis resten af pladen er i samme boldgade, bliver jeg nødt til at få den hørt. Så kan det også være, jeg ender med at kigge bagud i deres katalog, hvis jeg ender med at blive helt opslugt.
Iron Maiden – Senjutsu
Her er der godt nok tale om nostalgi. Godt nok er jeg ikke ældre, end at det var numetal, jeg voksede op med, men Iron Maiden var stadig en stor del af indgangen til metalmusik generelt for mig, da jeg som 15-årig fik ”Run to the Hills” og ”Lost in Time”-pladerne, hvor sidstnævnte stadig er min favorit af bandet.
Dog har jeg på ingen måde fulgt med de sidste mange år, men lad os se, hvad de efterhånden aldrende herrer kan præstere.
”The Writing on the Wall”:
Jeg har bestemt ikke noget imod animerede musikvideoer, men jeg bliver lidt overrasket over stemningen, der er kvart i western. Dog må man give, at Bruce Dickinson godt nok ikke lader sin alder skinne meget igennem i stemmen, der stadig er kraftfuld også i det temmelig høje register.
Dog må jeg erkende, at sangen ikke siger mig så meget. Det lyder helt sikkert som Iron Maiden, men ikke som en af deres ellers mange ørehængere, der sidder fast, længe efter man har hørt dem. Den generelle kvalitet er høj, det føles bare en anelse for gennemsnitligt for bandet.
Jeg tror, jeg holder mig til de gamle plader, dem er der rigeligt af, og så ofte kommer de alligevel ikke på for mit vedkommende. Dog må der være mere inkarnerede Maiden-fans end mig, der bestemt må være begejstrede over denne plade.
Jinjer – Wallflowers
Min interesse for dette band har desværre været stødt dalende de sidste mange år. Efter deres 2016 udgivelse, King of Everything, som jeg var svært begejstret for, virkede det til, at bandet blev ved med at læne sig mere og mere ind i prog-delen af deres musik, hvilket får mig til at stå af.
Lige netop ovenstående udgivelse var tilpas varieret (man kunne måske kalde den simpel) til, at jeg personligt kunne følge med, men udpræget prog-fan bliver jeg nok aldrig. Derfor har jeg ladet bandet ligge, men samtidig er det fjollet ikke at tjekke ind en gang imellem på musik, man tidligere har været glad for.
Vi tager (næsten-) titelnummeret ”Wallflower”:
Der er ingen tvivl om, de er enormt kompetente musikere, og nummeret bygger pænt stille og roligt op lidt i samme stil som deres virale hit, ”Pisces”. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvordan resten af pladen er, men man kan her godt mærke, de vil levere noget lidt mere kunstnerisk og avanceret end fx singlen ”Sit Stay Roll Over”, som var sangen, jeg lærte dem at kende på (stadig et fantastisk fedt, smadret nummer).
”Wallflower” eksploderer da også undervejs, men det er desværre – for mig eget vedkommende – bare ikke min smag. Et nummer må gerne være fikst og fancy, men jeg har behov for et lidt mere lettilgængeligt hook for rigtig at blive fanget. Jeg er sikker på, de har horder af fans, der også vil elske denne udgivelse, jeg bliver nok bare ikke en af dem igen lige med det første.
Whitechapel – Kin
Whitechapel var et af mine første møder med deathcore-genren, som jeg lærte at kende igennem udgivelsen This is Exile fra 2008, hvor især titelnummeret kørte på repeat. Dengang var jeg stadig i min, ”core er ikke rigtig metal”-fase, men lige Whitechapel var brutalt nok til at slippe igennem mit teenage-smagsnåeløje for, hvad der var rigtig fedt.
Jeg sætter stadig fra tid til anden live-videoen på fra Mitch Lucke-mindekoncerten, hvor Phil Bozeman (som jeg stadig mener, er en af genrens dygtigste vokalister) synger med på nummeret ”Unanswered”, og ”The Saw Is the Law” er i fast rotation på min Spotifyliste.
Dog har jeg ikke rigtig fulgt med i bandets seneste mange udgivelser, selvom jeg dog har hørt numre, hvor Bozeman endda synger lidt rent, en ret spændende udvikling for mit vedkommende. Lad os se, om bandet nu er gået i en helt ny retning!
Første nummer, der dukker op, er ”A Bloodsoaked Symphony” – jeg gætter på, de ikke er blevet helt blødsødne endnu, men lad os høre.
Ja, nej, det er ikke tilfældet. Tonstunge riffs og Bozemans karakteristiske gutturale growls vidner om, at Whitechapel bestemt er nogle af genrens tunge drenge. Nummeret er lidt langsommere og mere stemningsfyldt, end hvad jeg er vant til fra deres side, men man har da også lov til at udvikle sin lyd over godt ti år. Jeg er heldigvis kommet videre fra min metal-elitisme fra mine teenageår og hører nu en anseelig mængde coremusik, herunder også deathcore, så det ville næsten være dumt ikke at lytte til bandet, der påbegyndte den interesse. ”Kin” er på listen!
Det var altså ikke alle plader, jeg har misset i 2021, som jeg føler, jeg absolut skal have gennemlyttet, men det blev da til et stykker.
Jeg må tage gevaldigt fat i nakken på mig selv for, at 2022 ikke igen bliver et år, hvor mine ører lever under en sten.
