Alice Cooper

Genopdagelser i 2020 – 5 udvalgte

-

I en tid, hvor alt aflyses til højre og venstre, kunne det synes, at det mest naturlige i verden for en metalentusiast ville være at opsøge musikken, hvorend den kunne findes… eller?

 

Hvis der er én ting, det forgangne år har lært mig om mig selv, så er det, at jeg tilsyneladende primært opsøger ny musik i forbindelse med koncerter. Ikke på den måde, at jeg kun hører en ny plade med (indsæt bandnavn efter læserens eget ønske) når lige de skal spille nede på den lokale, men koncerterne er med til at puste til gløderne fra dengang, metal var en helt ny verden, og alt skulle undersøges.

Måske ser jeg et band, jeg slet ikke kender, give en kanon koncert, og jeg går hjem med blod på tanden og tjekker, om de har en ny plade, man kan lytte til. Måske de derudover minder mig om et andet band, jeg allerede kender, og jeg kommer i tanker om ”Gud, ja, de udgav sgu da en plade i sidste måned, den skal skamlyttes!”.
At gå til koncert er en helt speciel oplevelse – i hvert fald når det er de gode af slagsen – og 2020 har vist, at det er et nødvendigt brændstof for mig for at være så opsøgende som muligt.

Et hurtigt tjek i kalenderen viser, at jeg i 2020 oplevede kun tre koncerter, hvoraf to af dem blev anmeldt på Metal A Day, nemlig Troldspejlet in Symphony sammen Defecto, og Abbath med flere I Amager Bio. Samtidig har jeg efter nøje overvejelse kunne konkludere, at jeg alt i alt har hørt ét nyt album fra ende til anden, nemlig Cabals ”Drag Me Down” – som jeg også anmeldte HER. Både koncerterne og albummet var glimrende, men ikke meget at lave en liste over.

I stedet for at undersøge alt det nye har jeg derimod i langt højere grad fundet gamle plader frem, jeg måske ikke har lyttet til i flere år. Er det et tegn på et vemodigt ønske om at flygte tilbage til bedre tider, eller måske fordi bilen ikke har Bluetooth, er ikke til at sige, men her er en liste over fem plader, der er blevet hentet frem fra gemmeren i 2020:

 

  • Marilyn Manson – Holy Wood

I den spæde start af min introduktion til metalmusik var Marilyn Manson mit første møde med noget mere ”edgy” end System of a Down og Metallica, som jeg og alle klassekammeraterne hørte. Det skulle være farligere, og på det tidspunkt virkede shockrockeren til at være den farligste – og dermed mest spændende – af dem alle. Bevares, dengang kom størstedelen af min introduktion til ny musik fra Boogie-Listen.

Holy Wood var ikke den første plade, jeg lærte at kende fra ham, og af hvad jeg ved af så langt fra den mest populære, men den var alligevel den første plade, jeg fandt frem, da lysten til at lytte til en gammel kending viste sig.
Med numre som ”Disposable Teens”, ”The Nobodies” og det måske mindre kendte – og i min bog kraftigt undervurderede – ”Target Audience” svælger albummet i lige dele industrielle og gotiske vibes, og selvom jeg måske har opdaget andet musik, der er en my mere faretruende sidenhen, har albummet ikke mistet sin nerve.

 

  • Bloodbath – Nightmares Made Flesh

Dødsmetal er ikke en genre, jeg hører ret ofte længere, men den svenske supergruppes andet studiealbum er alligevel et, der med jævne mellemrum sættes på.
Peter Tägtgrens vokalpræstation er stadig en af de bedste inden for genren, jeg har hørt. Albummet er tungt, møgbeskidt og helt igennem vederstyggeligt, og ingen sang indkapsler det tydeligere end ”Eaten”. Det er lige dele ondt og dumt, og jeg kan ikke lade være med at skråle med på omkvædet iført et fjoget grin, hvilket garanteret har været populært hos mine naboer, der har været hjemsendt fra arbejde.

 

  • Underoath – Define the Great Line

Post-hardcore, metalcore, emo. Hvad end man vil kalde genren på dette album, var det mit første møde med noget andet end ”klassisk” metal, og det åbnede min musikalske horisont på det tidspunkt, jeg nok har været tættest på at være en såkaldt ”metalelitist”.
Jeg havde aldrig hørt fry/screamvokal før, og det havde en anden nerve, end jeg var vant til fra black- og dødsmetallens growl. Det, blandet med trommeslagerens voldsomt høje rene vokal, og hvor følelserne næsten var faldet helt af tøjet, introducerede mig for en helt ny verden af musik og lagde grundstenene til min nu store interesse for metalcore og lignende.
Godt nok er det ikke en plade, jeg hører så ofte længere, men en gang imellem pustes støvet af (enten bogstaveligt eller virtuelt på Spotify) og ”Writing on the Walls” med flere skrues op på fuld volumen. #allthefeels.

 

  • Scamp – Mirror Faced Mentality

Det var på alle måder det mest rytmisk tekniske musik, jeg havde hørt, da jeg faldt over Mirror Faced Mentality i Stereo Studio i Aarhus. Det kan måske have noget at gøre med, at jeg ikke kendte til Meshuggah dengang – som Scamp måske, set i bakspejlet, havde skævet en anelse til, da de skrev albummet – men det østjyske bands knivskarpe og næsten mekaniske musik blæste mig omkuld, første gang jeg hørte det.
I mine ører lød det som om, man havde taget det ungdommelige raseri fra det tungeste Nu Metal, lånt hastigheden fra Thrash og så ellers skiftet riffsne ud med 0’er og 1’er. Endnu mere overrasket blev jeg, da jeg første gang hørte mit nu favoritnummer, ”Pros and Cons”, hvor der hen imod slutningen bliver skruet ned for tempoet og tilføjet en gang didgeridoo – jo, hvorfor ikke? Grundet nyt arbejde kører jeg nu bil, og Mirror Faced Reality var den første plade, jeg satte på klokken halv syv om morgenen.

 

  • Immortal – Sons of Northern Darkness

Det er efterhånden blevet en tradition for mig, at ved første snefald hvert år skal jeg straks høre nummeret ”In My Kingdom Cold”. Immortal vil altid have et specielt sted i mit hjerte, et sted fyldt med sne og corpsepaint.
Bandet er på én og samme gang utroligt fjollet, samtidig med at det er enormt sejt, og det er en effektiv kombination. Som med dødsmetal er det ikke ofte, jeg lytter til Black Metal længere, men 2020 har været en så modløs omgang, at jeg måtte søge hjælp hos den almægtige Abbath og hans mere eller mindre skumle kumpaner.
Albummet er fyldt til randen med klassikere, og selvom albummet måske ikke kommer på så ofte længere, er den altid et kærkomment genlyt (som må være den auditive udgave af et gensyn, om ordet så findes eller ej).

 

Mit nytårsforsæt må altså dermed være at få hørt de plader, jeg aldrig fik lyttet i 2020, og når jeg kigger listen over udgivelser igennem, er det tydeligt, at jeg har nok at give mig i kast med.

Share this article

Recent posts

Genopdagelser i 2020 – 5 udvalgte

I en tid, hvor alt aflyses til højre og venstre, kunne det synes, at det mest naturlige i verden for en metalentusiast ville være...

Årsliste 2020 for Amanda

Vi er ikke færdige med at kigge på dig, 2020! Vores fotograf Amanda har også set lidt på de ting, der skete - og ikke...

Wolf Devil: “Vi går efter toppen!”

  Pludselig var de der: Wolf Devil! De har polariseret den danske metalscene på godt og ondt. Er det nyskabende? Er det elendigt? En ting...

Året 2020 gennem linsen

2020 har været et sygt nederen år for alle musikelskere. For slet ikke at tale om os, der bruger livemusikken til at kæmpe os...

Top 10 bands, jeg IKKE hørte live i 2020

En årsliste om det, der ikke skete. Onsdag den 11. marts 2020 blev Danmark lukket ned, og det stod klart, at det koncert-år, jeg ellers...

Popular categories