Anmeldelse af: Abbath, m.fl. Amager Bio, Kbh. 13. februar 2020.
Lillefredag den 13. må formodes at bringe en form for uhygge med sig, men om den skulle finde sted på Amager Bio, skulle vise sig.
Foto: Tommy Sonne Skøtt
Nuclear
Aftenens første band var ikke et, jeg kendte til, men navnet, logoet og introen, der bestod af geværer, eksplosioner samt generelle krigsrelaterede lyde, gav mig en god ide om, hvilken genre aftenen skulle lægge ud med. Jeg blev derfor heller ikke overrasket, da bandet går på scenen og så ellers tæsker afsted med klassisk thrash metal, som man nu engang kender det bedst: råbende vokal, guitarsoloer og et overflødighedshorn af ”duggadugga”-trommer.
Heldigvis var lyden allerede fra starten af ganske glimrende, i modsætning til sidste gang jeg besøgte Amager Bio, så man kunne uden videre give sig hen til musikken samt musikernes optræden.
Nuclear fra Chile spillede yderst habilt, og jeg har som sådan ikke rigtig en finger at sætte på dem, andet end de desværre var alt for ”standard” til rigtigt at skille sig ud på nogen måde. Selvom publikum høfligt klappede mellem hvert nummer, stod de da også ganske stille, helt uden den tumult thrash-metallen har for vane at indgyde. Det er synd, for bandet performede som sådan en fin koncert, der desværre led under materiale, der var lidt uinspirerende og i sidste ende temmelig forglemmelig.
1349
I modsætning til Nuclear var jeg allerede bekendt med 1349, men havde dog aldrig oplevet dem live før. Stemningen begyndte så småt at varme op blandt publikum, og det var da også under høje tilråb, at medlemmerne gik på scenen. Her var det første, der fangede mit øje, umiddelbart bassisten, der, modsat de andre medlemmer, har valgt at optræde i en kutte. Dette havde desværre lidt en effekt af stilforvirring og ikke det skumle udtryk, der bestemt har været formålet. Normalt er det ikke specielt vigtigt for mig, hvordan bands går klædt, men black metal – især den norske variant – er trods alt kendt for en meget bestemt type ”uniform”, der følger med.
Tanken bliver dog blæst væk et sekund efter, da 1349 lægger ud med ”Sculptor of Flesh”, et godt eksempel på den vanvittige magtdemonstration, bandet har tænkt sig at udsætte Amager Bio for. Nordmændene spiller simpelthen i et hæsblæsende tempo, der let kan tage pusten fra lytteren, og her er det især trommeslageren, Frost, man må tage hatten af for. Der er en grund til, at manden, der nok er bedre kendt fra Satyricon, er en af de mest anerkendte trommeslagere indenfor black metal. Hvor Nuclears trommeslager spillede tight, men unuanceret, skiftede Frost konstant rytme og groove både flydende og enormt sikkert.
Selvom 1349 generelt holdt et tempo tenderende til det vanvittige, var der heldigvis også plads til variation i sættet med nogle langsommere numre, hvor man kunne få pusten lidt tilbage. Her valgte sangeren, Ravn, også at eksperimentere lidt med spoken word og noget, der virkede som strubesang, der ikke altid ramte helt plet. Dog var koncerten generelt set et godt eksempel på, hvor ekstremt black metal kan fremføres, også selvom publikum stadig ikke syntes at være rigtigt vågne endnu. Om det er fordi det er torsdag, eller folk simpelthen er lamslåede af Frosts maskingeværstrommer, vides dog ikke.
Vltimas
Sidst, jeg så Vltimas, var på sidste års Copenhell, hvor jeg også anmeldte dem. Dengang huede de mig ikke rigtig, men nu kunne jeg da få en mulighed for at genoverveje dem samt se dem i andre rammer. Supergruppen, anført af ex-Morbid Angels David Vincent, var tydeligvis grunden til, i hvert fald en del af publikum var mødt op. Om de falder i ens smag eller ej, må man da erkende, at Vltimas består af yderst kompetente musikere, der samtidig forstår at bevæge sig på en scene.
Som på Copenhell spankulerede Vincent rundt på scenen som en metallens svar på WWE’s The Undertaker, hvor han varierer mellem hans karakteristiske growls og dyb skønsang. Selvom hvert element fungerer, er der dog stadigvæk noget, som forekommer en smule usammenhængende. Et er, at Vincent ikke altid virker til at vide, hvad han skal gøre af sig selv. Modsat hans tid i Morbid Angel er han ikke her udstyret med et instrument, og det giver indimellem nogle lidt akavede øjeblikke, hvor han ikke ved, hvad hans hænder nu burde give sig til. Noget andet er, at imens bandet grundlæggende spiller direkte ekstremmetal, så fremfører Vincent noget mere teatralskt. Det er der, som sådan ikke noget i vejen med, men det giver nogle gange nogle blandede indtryk, der ikke altid fungerer sammen. Hvis bandet lænede mere over i det lidt mere flamboyante, kunne jeg forestille mig, det kunne give et bedre helhedsindtryk samt generelt gøre Vltimas mere unik som band.
Alt imens jeg står og gør mig disse overvejelser, er det dog tydeligt, at en del af publikum ikke har nogen kvaler med eventuelle indtryks-clashes og glade skråler med i kor på numrene. I pauserne mellem musikken er det da også tydeligt, at David Vincent er vant til at kommandere og tiltale et publikum med sin karismatiske Peter Steele-dybe stemme. Jeg er stadig ikke helt overbevist om Vltimas, men det er der heldigvis mange i salen, der er, og stemningen er ved at være godt klar til aftenens sidste band
Abbath
Efter et forfærdeligt optrin i Buenos Aires tilbage i midten af november valgte den tidligere Immortal-frontmand Abbath at tage på rehabilitering. I aften skulle være kun anden koncert efter den episode, og man kunne nemt overhøre flere samtaler blandt publikum om, at de var spændte på, hvad man kunne forvente, der skulle ske i aften. Lyset dæmpes, og noget komisk, eventyrligt musik begynder at spille. Folk begynder at le, hvorefter latteren bliver skiftet ud med glade tilråb, da bandet går på scenen. Sidste mand er naturligvis Abbath selv, der i sin ikoniske corpsepaint og udrustning går selvsikkert ind på scenen, og så er aftenens sidste koncert ellers i gang.
Jeg har ikke selv udforsket Abbaths egen musik efter splittet med Immortal, men det er hurtigt tydeligt, at han fortsætter i samme stime, måske med et lille skud rock’n’roll tilført undervejs. Allerede på kort tid har der været en del udskiftning i besætningen, men i aften er det i hvert fald et stærkt hold, der er stillet på banen. Musikken sidder knivskarpt, og lyden er heldigvis stadig god, som den har været hele aftenen. Abbath selv lyder til start lidt træt, men kommer hurtigt op i gear, hvorefter han ellers giver sig i kast med at charme publikum, som folk der har oplevet ham før, kender alt for godt.
Manden har formået at gøre sig selv til både en karikatur samt et kult-fænomen inden for en genre, der ellers ofte er kendt for sin seriøsitet. Men ikke nok med at han løber sidelæns rundt på scenen som en krabbe fra helvede under høj latter, så formår han og resten af bandet samtidig at levere noget både flot og imponerede black metal.
Selvom bandet blev startet for fem år siden efter splittet med Immortal, kunne de dog ikke dy sig for at spille nogle af de større hits fra Abbaths gamle band, heriblandt min personlige favorit ”In My Kingdom Cold” og aftenens måske højdepunkt, ”Tyrants”. Hvad end problemer Abbath baksede med for tre måneder siden, virker til at være kommet under kontrol, og nu kan man kun håbe, han kan formå at holde skruen lige i vandet fremover, for det virker ikke til, Abbath har tænkt sig at sætte farten ned lige foreløbigt.
Se et større koncertgalleri herunder fra Tommy Sonne Skøtt:
