Anmeldelse af Wolfmother, Train, 30. august 2016
Rock på en tirsdag? Det viste Wolfmother sagtens lade sig gøre på Train under Aarhus Festuge.
Anmeldt af: Bastian Reinholdt Madsen
The White Dominos
Lad mig først starte med, at jeg desværre ankom lidt sent, hvilket resulterede i, at jeg desværre gik glip af deres to første numre. Bandet spiller en, om jeg tør sige det, pæn version af den samme type rock med små snært af stoner og blues elementer, som Wolfmother selv er stor eksportør af, hvilket resulterede i, at de genremæssigt passede godt som opvarmning. Det, der bed sig mest fast hos mig i forhold til bandet, var, at forsangeren Jonas Sharpe synger vanvittigt godt. Han besidder en virkelig bred og flot vokal, som passer super godt ind til bandets genre og udtryk. Lidt mærkeligt skal det dog siges, at det føltes for denne anmelder, når det var bassisten, der henvendte sig til publikum og ikke frontmanden. Det fungerede dog, om end det var utraditionelt. Bandet var velspillende og fik også lige fyret et klassisk Led Zeppelin riff af i midten af, hvad de kaldte for ’’det ældste nummer vi spiller i aften’’.
En kærlig kritik skal dog gives til, at der godt kunne være en anelse mere originalitet samt flere af de tungere stykker, da det er her, bandet for alvor rykker i mine ører. Det var ligeledes heller ikke alle soli, der forblev interessante nok til at retfærdiggøre, at de skulle være så lange, som det hændte, at de var.
Alt i alt gjorde bandet præcis det, som de skulle, de fik opvarmet det glade rockpublikum. Jeg kunne godt forestille mig at se dem med en fadøl i hånden på en af de mange danske sommerfestivaler, man kunne næsten lugte fadøllen ved bandets musik.
Wolfmother
Det første, der skal siges i forbindelse med Wolfmother, er, at denne anmelder desværre måtte melde sig som jævnt skuffet over deres seneste koncert i København, og derfor havde frygtet, at det ville blive den samme fadæse på Train. Denne frygt blev i den grad manet i jorden. Bandet spillede med den intensitet, som de manglede på Store Vega. Specielt skal det nævnes, at forsangeren Andrew Stockdale virkede ekstra meget opsat på, at der skulle være gang i den i forhold til, hvad man fik set på Vega. I øvrigt må det efterhånden været et meget udbredt faktum, at bassisten Ian Peres er en fest i sig selv, og intet mindre end et vidunder at se på scenen. Det virker mest af alt, som om der er blevet stoppet nogle duracellbatterier op i ham, for der er sateme fut i røven!
Sammenspillet i bandet virkede helt fantastisk stramt. Der var nærmest ikke en finger at sætte på det. Jeg opdagede i hvert fald ikke nogle synderlige fejl, med undtagelse af lidt soloværk, der indimellem ikke altid sad nødvendigvis helt i skabet. Det har dog også sin charme, når man spiller rock, at alt ikke bare virker for maskinelt.
Vokalen sad i øvrigt totalt i skabet, der var ikke noget, man kunne sætte en finger på der. Det var mest af alt nærmest som at høre pladen bare med mere energi. Stockdale synger sindssygt fedt.
At bandet jo så nærmest helt generelt udelukkende har nogle af de stærkeste moderne rocksange i deres bagkatalog, gjorde heller intet skidt for koncerten denne aften. Det er dog nu engang hitsene, som rammer publikum bedst, og derfor var det naturligvis under sange som ’’Woman’’ fra deres selvbetitlede debutalbum, ’’Sundial’’ fra albummet ’’Cosmic Egg’’ og titelnummeret ’’Victorious’’ fra deres seneste album, at det virkede bedst.
Koncerten blev i øvrigt sluttet eminent af med deres nok absolut stærkeste hit ’’ Joker & The Thief’’, hvilket satte det absolutte punktum for en god omgang rock inde på Train.
