Anmeldelse af: “Jack In The Middle”-EP, 2017
Jack In The Middle markerer 1-års dagen for deres debut-plade med en EP, som puster nyt liv i deres musikalske rock-univers
Tænk at det allerede nu er 1 år siden jeg stiftede bekendtskab med Jack In The Middle. Rock ‘n’ Roll bandet fra Roskilde havde lige udgivet deres debut-plade ”Swing and A Miss”. En plade som landede på mit bord og som jeg i sin tid, havde fornøjelsen af at anmelde for Metal A Day.
”Swing and A Miss” blev dengang indspillet i et hjemmestudie. Bandet fik fremmanet en rå og knas-tør rock lyd som nærmest kunne føles som sandpapir, på pladespillerens følsomme pickup. Men det gjorde intet, for det var rendyrket Rock ‘n’ Roll. 4 velfortjente stjerner fik debut-pladen, med ord som: ””Swing and A Miss” beviser at et band som AC/DC ikke har levet forgæves” og ”vellykket og kreativ debut”.
Men tiderne skifter, og vi bliver alle ældre, og det gør Jack In The Middle i den grad også. For når vi nu skal vende tilbage til snakken om deres nye EP, så er der virkelig sket mange overraskende forbedringer, som nærmest er kommet ud af den blå luft. Men! Hvor har det dog givet bandet en fornyelse af de helt store.
Den nye EP indeholder tre numre, som bandet denne gang har valgt at indspille i studiet Musikværftet på Refshaleøen, og det har virkelig sat sit præg på bandets lyd, som nu kan bevæge sig blødt gennem luften og forkæle din høresans. Thors (forsanger og guitarist) stemme lyder bedre end nogensinde før, som var den dyppet i varm mælk og honning hver aften inden sengetid.
Teksterne på den nye EP er en ordentlig omgang af den mest metaforiske fløde. Vi snakker altså ikke en light version her. Sangene handler altså på den ene eller anden måde om kærlighed og ikke så meget om ”at give fingeren” til nogen. Et mere voksent udtryk skinner derfor tydeligt igennem på de nye numre, og man savner til tider lige et nummer, som for alvor river dugen af bordet med samme fandenivoldskhed som på “Swing and a Miss”.
Men selvom man er et band i ragende udvikling, kan man dog stadig hente inspiration fra de ældre generationer og nummeret ”She’s a Killer” sender minderne tilbage til 70’ernes Led Zeppelin. Selv guitarsoloen på nummeret er som taget ud af fingerspidserne på Jimmy Page og “Whole Lotta Love”. Ligesom på sidste nummer ”Please” som slutter af med et flerstemmig sang/kor i bedste ”All You Need ss Love”-stil.
Bandets nye stil og lyd er dog i særdeles klasse. Man kan ikke lade være med at drømme sig væk, når man lytter til de nye sange, som tager lytteren med ud på en rejse i bandets musikalske rock-univers. Jack In The Middle har med denne udgivelse spillet deres kort fornuftigt og sidder solidt med fire knægte på hånden, og forhåbentligt et par esser gemt i ærmet.
Se musikvideoen “White Lady” her:
