Et større møde!

Anmeldelse af: THEORY – “The Art of Evil”, udkom 20. februar 2017.

Efter at være flyttet til Bornholm, har jeg formindsket mine egne muligheder for at opleve både nye og gamle bands live, men heldigvis er der andre muligheder, der har åbnet sig for mig. Det kan jeg blandt andet takke mit virke i Musikhuzet, Rønne, som har givet mig mulighed for at møde og komme i kontakt med flere personer inde for musikbranchen, der iblandt også Metal A Day

THEORY har jeg nu haft fornøjelsen af, at lære lidt at kende, om end ikke personligt, men så musikalsk, da jeg har fået til opgave at skrive et par bevigede ord omkring deres udgivelse ”The Art of Evil”, hvilket efter min mening er et større møde mellem forskellige kunstnere.

THEORY har skruet et godt album sammen, som helt klart fortjener en lytter eller to. Jeg er muligvis kommet til at lytte lidt mere og ”glemme” at jeg skulle anmelde ”The Art of Evil”, men jeg synes, der har været mange ting at tage stilling til.

Der er så mange forskellige stilarter i metallens verden, og siden jeg startede med at høre metal tilbage i 1983, hvor jeg fik Mercyful Fates’ plade “Melissa” og DIOs “Holy Diver”, så er der bare kommet flere og flere subgenrer på de forskellige genre, så det snart ikke er til at finde ud af for en gammel rotte som undertegnet. Når det så er sagt, så får ”The Art of Evil”, som album, mig til at tænke på et større møde mellem kunstnere og stilarter. Yngwie Malmsten møder Zakk Wylde, som så møder Iced Earth, som så støder ind i Dream Theater på vejen forbi Nevermore. Det kan godt være, at det lyder som noget rod, men det fungerer efter min smag rigtigt godt og har udmyntet sig i et progressivt Powermetal-album, som bandet kan være rigtigt godt bekendt.

Produktionen af albummet fejler så absolut ingenting, og det gør kvintettens; Odin, Esben, Martin, Kim og Nicklas’ musikalske kunnen absolut heller ikke. Udover titelnummeret ”The Art of Evil”, der er min favorit, så består albummet af 11 andre skæringer, hugget ud med Esbens og Odins respektive økser, hvor de med hver sin stil hugger det ene fede riff af efter det andet, toppet med fed soli med en præcision og finesse, som var de canadiske skovhuggere. Martin og Kim på henholdsvis trommer og bas sørger for, at det hele er solidt bundet sammen, så stablen af det fællede træ ikke vælter, mens Nicklas Sonne med sin gyldensprøde stemme agerer budbringer af ” det ondes” ankomst.

Det må være på sin plads at fremhæve et par numre, udover ”The Art of Evil”, som har sat sig fast som en splint i fingren hos undertegnet. ”In Silence We Ride” – ”Demon’s Domain” – ”Stranger Descent”, som har eks-Dream Theater guitarist Derek Sherinian med på en solo, samt balladen ”Our Journey”.

Har man af uransagelige årsager ednu ikke hoppet med på vognen af powermetal, progressivt eller ej, så er det helt klart på tide at stige på. På en tur med THEORY får man det meste, guitarlir i forskellige versioner, man får fed vokal, som altid, når Nicklas Sonne er manden bag mikrofonen, og sidst men ikke mindst så får man en fed rytme sektion… What’s not to Like ?

Her kan du høre titelnummeret ” The Art of War ”:

Mærkater: , , ,