Alice Cooper

Fribytterne sætter os fri

-

  • Guldimund
  • Fribytterdrømme
  • Hotel Cecil
4.7

Anmeldelse af: Fribytterdrømme + Guldimund. Hotel Cecil, 10. maj 2018

 

I anledning af Fribytterdrømmes næsten udsolgte koncert på Hotel Cecil tjekker min søster og fotograf, Mathilde Maria Rønshof, og undertegnede endnu en gang i syrerockens tegn ind på Hotel Cecil midt i København.

 

Foto: Mathilde Maria Rønshof
Tekst: Sofia Christina Damberg

 

Siden vi oplevede Fribytterne for første gang i et overvældende show i november 2017, er der sket meget i bandstrukturen, der blandt andet tæller et bandmedlem mindre, eftersom guitarist Tor Amdisen for nyligt er gået ud af bandet. Dertil har bandets manager, Alexander Mahaffy, efter sigende fået en mere betydningsfuld rolle på scenen, så Mathilde og jeg er i alt i alt ret spændte på, hvad vi nu skal til at opleve.

 

Guldimund
På scenen foran mig her i Hotel Cecils kælder sidder fire unge mænd på hver deres stol i en halvcirkel, med stor fordybelse i hvert deres instrument. Guldimund er egentlig Asger Nordtorp Pedersens (kendt fra TÅRN, Blaue Blume etc.) soloprojekt, men med sig på scenen har han en flok dygtige kolleger fra det danske poetiske pop/rock-lag.

Samspillet mellem de tre guitarer og frontmandens bas harmonerer så fint, at instrumenterne nærmest simulerer fine, små deltagere i et kirkekor, hvor alle stemmer må give plads til hinanden for tilsammen at gå op i en højere enhed.

En spinkel, gylden englestemme formidler skrøbeligt de ærlige og inderlige tekster, der rummer stor udvikling og selvindsigt. Med sin sårbarhed forsøger Guldimund at lukke os ind i sit private rum, og hvis man giver sig selv lov, kan man let blive revet med ind, og han rammer mig. Alligevel oplever jeg en distance i den introverte formidling, der nærmest skaber et tyndt glasbur om scenen, som man har lyst til at sætte fingeren mod, for blot at opdage, hvor tæt på, man befinder sig. Dette betyder også, at musikken bliver en anelse isoleret og har besvær med at komme helt ud over scenekanten.

Opvarmningskoncerten bærer tydeligt præg af et umedgørligt, eller rettere sagt uhøfligt, publikum, der lader til at have for travlt med private samtaler til at lytte til de optrædende artisters fine og skrøbelige toner. Det er vildt ærgerligt og faktisk så galt, at Asger Nordtorp Pedersen allerede tidligt i settet må stoppe op midt i en sang og bede publikum om at tie stille, således at både bandet og publikum kunne få den bedst mulige oplevelse.

 

Fribytterdrømme
Sorte gulvlange gardiner omringer den fyldte og forventningsfulde sal i kælderen af Hotel Cecil, hvor forårsvarmen har fundet vej, som klokken nærmer sig 21.

Publikum kan deles i to: Vi ser de indviede, de trofaste gengangere, og så ser vi de endnu uindviede, der er blevet hevet med ind af gode venner, der har blåstemplet, at de vil få ‘en på opleveren’ i aften. For de uindviede læsere kan jeg fortælle, at Fribytterne er kendt for at smitte med deres fribytterdrømme gennem så gode og altopslugende livekoncerter, at ingen publikummer går derfra uberørte. Det er derfor også dejligt at se, at tidligere guitarist, Tor Amdisen, ikke har lagt fribytterdrømmen helt fra sig, men står klar på første parket som bandets største støtte.

Efter en poetisk spoken words introduktion fra Suspekts Bai-D hopper Fribytterne ind på scenen som rockstjerner i glad sejrsgallop. Der er smæk på fra start, som sangene “Verden Ender For Dine Fødder” og “Pteranodon” brager ud i salen. Der er ligeledes stor bevægelse på scenen, og allerede nu holdes publikum i et fast greb, der alle følger hoppende med med armene strålende i vejret.

Vi ser, hvad der minder om en banduniform, med sorte, stramme jeans og bare tæer, hvortil forsanger, Lau Pedersen, udstråler sit flippede rocktake med sin ikoniske lange pagefrisure, en gennemsigtig kimono og bar overkrop. Iagttagelsen bliver brudt af den nyeste Fribytter, Alexander Mahaffy, der i sin vellykkede ilddåb bærer et stramt jakkesæt, spidse loafers og en, undervejs i koncerten, stor vekslen mellem mange spændende instrumenter, som en markering af nye tider i bandet. Dette understreges også med den nye single, “Hallusignaler”, hvortil Rasmus Yde fra Fugleflugten springer friskt ind og synger sit omkvæd på et dansegulv af en scene, der i eksplosioner af vilde moves, lykke og discolys i alle regnbuens farver, skaber en rus og rebelsk energi, der kan fylde tusinde sale. Timingen mellem Lau Ingemann Vinther Pedersen og Rasmus Ydes sangafsnit er dynamisk, og de understøtter hinanden flot i denne maskuline duet.

Der opnås herefter en ro, som tempoet sættes ned under inderlige “Mantra”, og herefter er publikum igen klar på at få sine psykedeliske briller på og skriger højt ved genkendelsens glæde af de første takter, som “Kosmonauten” og “18.09.1986” udrulles. Balladerocken er nu i højsæde, og lyden i salen er god og meget høj, som den skal være, for at man kan indtræde problemfrit i det regnbuefarvede lydunivers.

“Nu skal vi til noget helt andet!!” konstaterer forsangeren, og vi syner en mere elektronisk stil forude, som “Søg Det Højeste” kommer i spil, afløst af fordybelse og beundringsværdig tilstedeværelse, som Lau Ingemann Vinther Pedersen strækker sin berygtede esoteriske vokal under “De Elysiantiske Mysterier”. En pulsrammende stortromme følger efter, og på nuværende tidspunkt ligger et tykt lag fugt som nattedug på alle salens kroppe, der i flok troligt giver sig helt hen – mig selv inklusiv.

Som Fribytterne, traditionen tro, skal til at afslutte koncerten med det 15 minutter lange nummer, “Fem Er Det Magiske Nummer”, ses gennem hele salen et hengivent hav af hænder med åben, modtagelig håndflade og alle fem fingre rettet mod Lau Pedersen, der tager tilløb til at lede alle ind i en revolution af syrerockens ekstase. En sveddryppende trancefest opstår, som bandet, med Rasmus Yde og Tor Amdisen med sig på scenen og med ufejlbarlig evne, kaster os ind i en syreregn af energisk vildskab. Mahaffy slår koklokken an, og jeg mærker en følelse af inderligt at være i live i sådan en grad, at hovedet letter fra kroppen og forsvinder ud i en forløsning og et fællesskab af frisatte sjæle, hvis kroppe buldrer uhæmmet løs i alle hoppende retninger.

Som Fribytterne slutter og forlader scenen, står publikum måbende tilbage i en ny verden af fællesskab for indviede, og jeg krammer med flere folk, som jeg overhovedet ikke kender. En anden koncertgænger kigger mig i øjnene og siger: “Wuhuuu, SÅ ER VI KLAR TIL ROSKILDEEEE!”, som om at vi skal afsted sammen. Jeg må her smile og medgive, at Fribytterdrømme i aften har skabt et ganske enestående flammehjul af en optakt til at indtage landets større festivaler i løbet af sommeren, heriblandt SPOT, Heartland Festival, Roskilde Festival og Smukfest.

Min kompagnon, Mathilde, og jeg tjekker ud af rummet og af Hotel Cecil og slentrer ud i den sagte støvregn, mens vi bliver enige om, at man kun kan unde de ambitiøse og talentfulde Fribyttere at nå bredt ud i de uindviedes bevidsthed og sætte dem fri også.

Jeg er fan af det magiske nummer og derfor kan jeg naturligvis ikke kvittere med mindre end 5/5 stjerner for denne unikke aften.

 

Herunder kan du se et omfangsrigt galleri fra aftenen fra fotograf Mathilde Maria Rønshof/www.mathildemariaroenshof.com:

 

 

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier