(L)U.D.O.-man med gangbesvær

Inden vi dog giver os i kast med anmeldelsen af aftenens hovednavn, så var der lige et par supportnavne, som også fortjener et lille skriv.

Red Partizan

De første 30 minutter af aftenen skulle vi bruge sammen med Red Partizan. Et band, som jeg ikke har hørt meget til på disse kanter, selvom bandet har hjemme i det tyske. Bandet har også først for nyligt udgivet deres debutalbum, Rebels & Partizans, så det er ikke så underligt, hvis ikke bandet lige ringer en klokke.

Red Partizan består af fire musikere, en yndefuld sangerinde og en sanger, som godt kunne minde om en yngre Udo. Hans stemme lå i hvert fald tæt op ad Udos, og mellem numrene kom der da også flere humoristiske tilråb fra publikum i form af: ”We love you Udo!”. Så jeg var nok ikke den eneste med en sammenlignende tanke.

Klassiske heavy metal riffs, som vi kender dem fra netop U.D.O eller Accept, er i stor stil også gældende i Red Partizans musik. Buldrende trommer fulgte trop, og forsangeren stemte i med sin Udo-lignende røst. Der var ikke meget nyt under solen, men deres musik var taget ud af den bedste skuffe fra 80´ernes heavy metal-lyd.

Hvad der gjorde Red Partizan forskellig fra aftenens andre kunstnere, var, at de havde en sangerinde med i bandet. Handes rolle bestod i at stå på den samme pind gennem hele koncerten. Hun sang i et i meget højt toneleje mest af alt for at give omkvædene spænding og fylde. Imens stod hun på scenen og lavede yndefulde fagter med arme og hænder. Hendes bidrag til bandets optræden denne aften var i min bog lige så lille, som det hårbånd hun havde sat sit lange sorte hår op med.

Der var godt gang i resten af bandet, men deres musik blæste mig aldrig rigtigt fra sans og samling. De endte desværre med at blive en lunken omgang underholdning for mit vedkommende.

Reece

Næste optræden på scenen var amerikanske David Reece. Han har ligesom aftenens hovednavn historie i bandet Accept. Han var nemlig forsanger og med til at indspille bandets plade Eat the Heat fra 1989. Et album, der ikke just er rangeret højt på skalaen over Accepts albums, efter han måtte overtage pladsen i bandet fra aftenens hovednavn, Udo. Pladsen som sanger i Accept blev dog få år senere generhvervet af Udo. Siden da har David Reece været aktiv i mange forskellige bands blandt andet Bangalore Choir, Bonfire med flere.

Man denne aften stod han med sit eget soloband, Reece, som han senest udgav en plade med sidste år kaldet Resilient Heart.

Jeg må indrømme, at jeg blev en smule betaget af David Reeces optræden og fremtoning på Gimles scene. Hans vokal var stærk, og med en god portion selvsikkerhed kunne han i den grad gejle det fremmødte publikum op. Ikke mindst med et nummer fra hans korte Accept-periode. En tons tung bas rytme bredte sig i lokalet til introen af ”Generation Clash”. Der var intet problem for Reece at få folk til at synge med på dette nummer.

Reeces band var yderst kompetent, og sammen med forsanger David Reece dannede de en god helhed. En helhed, som jeg endte med at blive så opslugt af, at imens de var på scenen, havde jeg glemt alt om aftenens sidste kunstner.

U.D.O.

Inden selve bandet trådte på scenen, begyndte lydende fra en hårdtarbejdende stålfabrik at fylde Gimles lokale. Scenen var udsmykket med tunge metalliske ting, og trommesættet stod skinnene på scenen mere stålbesat end noget andet trommesæt, jeg tidligere har set. Scenen levede i den grad op til titlen på U.D.O. tour kaldet ”Steelfactory Tour” 2019.

Røgen bredte sig på scenen, og ind trådte Udos band. Det var nogle unge, men virkelig velspillende gutter, som denne aften kunne hjælpe Udo gennem 1,5 times intens koncerttid. Trommeslageren, Sven Dirkschneider, er faktisk Udos egen søn, så jeg kunne ikke forestille mig, at Udo kunne være i bedre hænder på scenen denne aften.

Ind på scenen kom legenden humpende. Med en mikrofon i den ene hånd og en krykke i den anden fik den lille mand alligevel kæmpet sig ind midt på scenen. Enten var han i utrolig smerte, eller også havde han fyldt sig med smertestillende.

Siden januar i år har 66-årige Udo kæmpet med smerter i sit ene knæ og er faktisk taget på tour stik modsat hans læges ord, fordi han ikke vil skuffe sine fans. DET ER FANDEME METAL! Med en sådan afhængighed for at spille, må manden lide af seriøs ludomani.

Man fik nu alligevel lidt ondt af manden, som måtte humpe frem og tilbage på scenen. Han stod dog for det meste stille, men løftede gerne krykken op i luften som tegn på, at vi skulle klappe.

Udo har været i musikbranchen i mange år. Siden Accepts debutalbum i 1979 har manden været aktiv på den internationale metalscene. Han har udgivet et væld af plader både med Accept og som solo-artist. Hans stemme lyder, som den plejer. High pitched og growlende. Det var dog til tider lidt svært at tyde, hvad manden egentlig sang denne aften.

Hvis man var lige så uvidende, som jeg, og havde håbet på, at U.D.O. havde spillet nogle Accept-numre, så måtte man desværre gå skuffet hjem. Jeg havde måske håbet på én sang eller to. Men det gør han sig altså ikke i med dette band, og han har tidligere udtalt, at han har turneret for sidste gang med Accept-sange på setlisten.

Udo klarede det utroligt godt på trods af sit dårlige knæ. Han holdt gejsten oppe, selvom det flere gange så ud som om, at manden decideret skulle kæmpe sig gennem hvert minut. Han gav god plads til de unge drenge i bandet, så de kunne brillere med deres bas, trommer og duellerende guitarsoli.

Der var ikke megen forskellighed at byde på denne aften. Intet nyt under solen. Bare simpel rå rendyrket heavy metal fra den gamle skole. Den dybe tallerken var ,som den altid har været – og hvorfor ændre på noget ,der har fungeret i så mange år og stadig gør det?