Morfar-uhygge med onkel Zombie

Anmeldelse af: Rob Zombie, Helvíti, Copenhell. 24. juni 2017.

Det blev en hyggelig omgang med Rob Zombie, men aldrig farligt.

Jeg indvender med det samme, at jeg godt ved, at Rob Zombie ingenlunden kører tematikken om forgangne filmmonstre for at skræmme, det er mere kitsch end skræmmende.

Rubrikken her er ment, som at koncerten med spasmageren Rob Zombie aldrig transcenderede eller blev noget ud over det sædvanlige. Det var vel lidt, som man kunne forvente: Gamle og nye hits og en kanon afrunding med fællessang i “Dragula”.

Zombie var dog veloplagt! Han havde flere fine anekdoter og sjove indvendinger til publikum. Jeg personligt elsker den slags interaktioner, fordi det gør koncerter mere nærværende og personlige, dét savnede jeg for eksempel ved System of a Down-koncerten.



Men når ret skal være ret, så er man kommet for at høre musik og ikke hyggesnakke mellem numrene. Men jeg gi’r dog zombien point for lige at iføre sig en Dannebrog-T-shirt mod slut.

Rob Zombie kan underholde og tække et publikum, men han fik aldrig trukket mig rundt i sin manege. Måske er jeg vokset fra musikken, eller den er vokset fra mig. Det var, som med Hatesphere-koncerten, godt uden at være prangende. Det blev ikke mindeværdigt, men så fik jeg da dét hak i bæltet.

Mærkater: , ,