Anmeldelse af: Malrun – Pandemonium. Release d. 8. oktober 2021 via Prime Collective.
Ifølge Malruns nyeste pressetekst er de blevet mere tunge, progressive, aggressive og melodiøse siden deres seneste plade (fra 2014). Det, synes jeg, nu ikke umiddelbart er Tilfældet, For det var de Allerede, men det er ikke en dårlig ting.
Malrun debuterede i 2010 med albummet, Beauty In Chaos, der blev fulgt op af The Empty Frame i 2012 og Two Thrones i 2014. Nu er de (endelig) tilbage med deres fjerde udspil, Pandemonium.
Nicklas Sonne er en travl herre: han er forsanger (og guitarist) i Defecto, Theory, Evil Masquerade, Hank Shermann og Metallica Jam samt producer m.m. i Sonne Studios. Siden albummet Two Thrones (i 2014) har Sonne også været forsanger i Malrun, efter daværende forsanger, Jacob Löbner, forlod bandet.
Pandemonium er et progressivt, melodisk metal “konceptalbum”, der handler om kongen “King of Madness”, som bliver præsenteret i første nummer. I titelnummeret (“Pandemonium”) bliver der spurgt: “I cannot tell what’s up and down, What is right? What is wrong? Where am I?” noget, som lyder banalt, men som er reelt nok, fordi alt er jo relativt specielt i forhold til helvede (“my heaven is your hell”).
I det efterfølgende nummer, “Yellow”, fortsætter de eksistentielle spørgsmål: “Without you, What am I? And how do I find my way without the crying wolf as my guide?” Man har altså både brug for “Yin & Yang”, men man kan virkelig mærke, at der er nogle følelser, der er/har været i klemme enten mellem venner eller kærester. Men i modsætning til bl.a. Defecto bliver det aldrig for melankolsk “klynke/tude-rock”.
På “Anchored To Hell” refereres der (muligvis) til det forrige album, The Two Thrones, med strofen “Eternal flames, The throne reclaimed…”, hvilket altid er et hit hos nørderne.
I “We Shall Prevail” synges: “Be still, freeze”, og så bliver lytteren “tysset” på efterfulgt af en kort break, før der bliver “buldret” videre på en lidt hakkende måde, hvilket er lige dele flabet og fedt.
På pladens sidste nummer, “Benders of the World”, bliver der holdt en lang pause, efter “Surrender” er blevet sunget, for at blive efterfulgt af “Yourself to me”. Det er sådanne små nuancer og detaljer, der gør sange værd at høre flere gange. Det er måske billige tricks, men de virker!
Selvom alle fem medlemmer (Mads Lind Ingemann og Patrick Nybroe på guitarer, Ulrik Soelgaard-Nielsen på bas, Mikkel Johansen på trommer og Nicklas Sonne på vokal) bidrager næsten lige meget til lydbilledet, så tager Sonne (naturligt nok) mest fokus. Heldigvis synger (clean) og growler han utvivlsomt rigtig godt og tilpas voldsomt.
“Pandemonium”-navnet stammer fra John Millers digte “Paradise Lost”, hvor Pandemonium er hovedstaden i helvede (som Paradise Lost-bandet også er opkaldt efter). Men Malruns paradis er langt fra “tabt”, tværtimod.
Første gang jeg hørte om Malrun var i 2012/13, men jeg har aldrig lyttet til dem før nu, fordi jeg glemte dem. Desværre. Malrun ikke bare driller deres konkurrenter, men mobber dem på en tilpas grov/raffineret måde, så man ikke kan lade være med at blive fascineret, selvom de bruger billige, men effektive metal-tricks. Men derfor får Pandemonium og Malrun “kun” 4,5 stjerner.
Hvis man kan lide Franklin Zoos nye album, The Dandelion Child, og Gojiras nye Fortitude, vil man også synes om denne plade.
Pandemonium trackliste:
- King of Madness
- The Mask of Joy
- Trail of Ashes
- Pandemonium
- Yellow
- Anchored to Hell
- The Punishment
- The Den of Outrage
- Confinement
- We Shall Prevail
- Benders of the World
