Tredje gang er (u)lykkens gang for Franklin Zoo

Anmeldelse af: Franklin Zoo – The Dandelion Child. Release d. 1. oktober 2021. Selvudgivet. 

Franklin Zoo zoomer ind og ud på deres ulykker, og løkken strammes endelig…

I 2013 udgav danske Franklin Zoo deres debutalbum, Untamed, som i 2016 blev fulgt op af Red Skies. De var egentlig “fine nok”, men de udmærkede sig ikke som noget unikt – det blev lidt for rock-forudsigelige, og de mindede lidt for meget om Soundgarden/Audioslave. Nok mest pga. Rasmus Revsbechs vokal, samt Søren Dabros og Daniel Hechts guitarspil, der lød meget som Chris Cornells. 

The Dandelion Child består af kun seks numre, men til gengæld er gennemsnitslængden over otte minutter pr. sang. Det er skønt, at sangene ikke “kun” er 3-4 minutter, som almindelige, radiovenlige pop-rock sange er. Ved deres to tidligere albums udgav Target Group og Mighty Music deres plader, men denne gang selvudgiver de, ligesom Shotgun Revolutions seneste plade IV fra februar 2021. 

Franklin Zoo sætter sig op i en helikopter og ser alting i fugleperspektiv, og derefter lægger de sig ned i græsset og ser det i frøperspektiv. Det hører man allerede i første nummer, titelnummeret, der starter med munter “forårspop” med instrumentale fløjtende toner i de første 19 sekunder, for at “forårsblomsten” derefter visner; det bliver efterår og melankolsk – det skifter til tungt rock/metal. Revsbech lyder stadig som Cornell, men det er knapt så åbenlyst, måske fordi det er blevet lidt tungere end tidligere. 

I tomrummet for uafgjorte og tabte kampe og krige synges der i “The Void”: “Not everything we loose is lost, Everything we loose is lost”. Sangen blev skrevet, før Talibans magtovertagelse af Kabul, Afghanistan i 2021, men måske handler den mere om menneskelige relationer end vestlige landes relationer i Mellemøsten. Den sætter i hvert fald tankerne i gang. 

På “The Chamelon” fortsættes tematikken med: “Help me understand this pain, Nothing’s lost, and nothing’s gained.” Franklin Zoo formår at formidle frustrationsfølelsen over status quo overbevisende, selvom denne plade kræver flere gennemlytninger, før man forstår “smerten”.  

Jeg opdagede Franklin Zoo i 2016 og har set dem et par gange live bl.a. på Nordic Noise 2017. Retrospektivt skulle både Untamed og Red Skies have haft 3 stjerner, hvor de bedste numre var “It’s Not Me” og “No One’s Slave”. The Dandelion Child er væsentligt bedre, og får derfor 4,5 stjerner for et værk, der er tæt på at være et mesterværk. Jeg savner måske bare et par sange mere, så det ikke “bare” føles som en lang EP. 

The Dandelion Child trackliste: 

1. The Dandelion Child 
2. The Void 
3. The Cynic
4. The Chamelon
5. The Fugitive 
6. The Abandoned