• Slayer
4

Anmeldelse af: Slayer, 24. juni, Helvìti, Copenhell 24. juni

Slayer… Navnet siger sig selv; en institution og fænomen i metal-regi. Og denne aften var ingen undtagelse.

Det siger næsten det hele, at da jeg hen mod slutningen af koncerten med Slayer sad bagerst oppe på den fjerneste bakke med udsigt til scenen med 1/4 af “The Big 4” og stadig burde have beholdt ørepropperne i. Det var første – og hidtil eneste – gang, at jeg måtte sande, at når et band som Slayer gerne skruer den op på 12, så skal man beskytte sig på lang afstand.

Jeg klandrede nok lidt Hatesphere, eller mere objektivt bookerne, for at tage det sikre kort med dette band, og det samme gør sig vel egentlig gældende for Slayer. Men dem, som har set dem tusinde gange, skal se dem igen; dem, som har set dem et par gange (inklusiv undertegnede) skal liiige have dem foran nethinden igen.



Og hvis du aldrig har set dem: Så er jeg tæt på at sige, at der er noget galt med din metalliske opdragelse! For modsat ved Hatesphere følte jeg her, at tingene gik op i en højere enhed. Men det kan sagtens have noget med Slayers repertoire og lydniveau at gøre. Men det er så også genialt!

At se – og bestemt også HØRE – släygere som “Angel of Death” og Ranning Blood” er bare en del af ens heavy metal-101. Også en ny skæring som “Repentless” holder maks!

Bandet har aldrig – og skal heller ikke – være opfindsomme i deres tilgang til at skrive sange. Man forventer og regner med en opskrift, der bare oser af Slayer, når man har hørt de første par riffs på plade. Og live er den oplevelse tit og ofte superb, som tilfældet var her.