Skorpioner på toppen

Anmeldelse af: Scorpions + Pretty Maids, Royal Arena 29-11-2017

Tyske Scorpions viste endnu en gang, at bare fordi, man som band har rundet 50 år, så kan man sagtens levere et mesterligt show, som sprænger alle rammer.

 

Pretty Maids

Det danske band havde fornøjelsen af at varme publikum op, inden skorpionerne skulle gøre deres entre. Arenaen på Ørestaden var nogenlunde fyldt op. De øverste pladser var afdækket med sorte tæpper, og de resterende siddepladser var fyldte, men med tomme pladser hist og her. Pretty Maids startede aftenen ud med ”Mother of All Lies”, et melodiøst nummer med en fængede tekst. Det samme er titelnummeret, ”Kingmaker”, fra bandets seneste plade, som skriger på international anerkendelse.

Skrige på anerkendelse måtte Pretty Maids også gøre denne aften i Royal Arena. Forsanger Ronnie Atkins gjorde ihærdige forsøg på at skabe en stemning, men at varme dette publikum op skulle vise sig at være en svær opgave. Der blev prøvet med fælles klap, løftede knytnæver med medfølgende: ”Hey”. Det virkede i få sekunder, men herefter faldt det hurtigt til jorden igen. En kort sekvens af Pink Floyds ”Another Brick in the Wall” virker på papiret som en stensikker måde at få gang i publikum på. Det var det som sådan også, men selv denne begejstrings-glæde fungerede kun i få sekunder, hvorefter publikum vendte tilbage til deres stillestående position.

Pretty Maids leverede dog en energisk og udadvendt koncert på scenen. Men det var langt fra nok til at bide sig fast på samme måde, som kulden udenfor havde gjort det. Fulderikken på min højre side var ikke bleg for at udvise den store begejstring for Pretty Maids. Jeg var dog knap så begejstret denne aften.

Scorpions

Inden Scorpions gik på scenen, mindedes jeg den aften på Copenhell i 2016, hvor bandet spillede. Regnen styrtede ned. Lynene glimtede over hovederne på os som strobelys ude af kontrol, og tordenbragene lagde en uventet perkussion på de fleste af numrene. Men det var ikke noget, som kunne ødelægge oplevelsen fra det dedikerede publikum.

Men denne aften kunne jeg nærmest læne mig tilbage og nyde denne indendørskoncert med Scorpions uden at skulle traske drivvåd tilbage til mit telt. Det skulle da lige være dråberne fra de fadøl, som blev kastet min vej oppe fra scenen, men det følger jo med, når man bevæger sig frem i skudzonen.

Scorpions kom forbi Danmark med deres Crazy World-tour. 52 års erfaring gemmer sig i sindet på disse aldrende herrer, og det kan mærkes med det samme, bandet indtager scenen. Energien sprudler ud af de to guitarister, Rudolph Schenker og Matthias Jabs, som allerede efter 20 minutter har løbet den ”store” scene tyndt, som skulle de nå at afmærke deres territorie, inden de andre i bandet nåede at gøre det. Det dunkende riff på nummeret ”The Zoo” sætter varme i folket. Forsanger Klaus Meine valser selvsikkert rundt på scenen med et kæmpe smil, inden han sætter gang i lyrikken “The job is done and I go out, – another boring day”.

Men det ville være ganske forkert at kalde den aften i arenaen endnu en kedelig dag.

Klaus Meines stemme var i topform. Ja, jeg synes den var bedre denne aften, end den var tilbage på Copenhell i ’16. Man kan godt fornemme, at der bliver spinket og sparet på stemmen nogle steder, men kudos til en mand på snart 70 år at have en så velbevaret og fantastisk stemme. Det bliver for alvor bevidst, da bandet tager os igennem nogle få af deres mange melodiøse ballader i en akustisk ” Always Somewhere”, ”Eye of the Storm” og ”Send Me An Angel”-medley. Sidstnævnte nummer sender arenaen ud i smuk fællessang, og nummeret ”Wind of Change” gør kunsten efter.

Trommeslager Mikkey Dee (ex-Motörhead) modtager gennem koncerten anerkendende klapsalver. Ikke mindst for sin tid i Motörhead. Det har også sat sit præg på Scorpions, som disker op med en cover-version af ”Overkill”, imens billeder af Lemmy vises oppe på scenens storskærm. Her går det op for mig, at jeg ikke besidder nok hænder til at svare bandet, hvor rock’n’roll, jeg synes, det var med sådan en hyldest. Jeg smider de to hænder, jeg har, i luften og håber, at de 10.000 andre, som var mødt op denne aften, gjorde det samme. Mikkey Dee kaster sig herefter igennem en 10 minutters voldsom og smadrende trommesolo, som fik mine lemmer til at syre til af at overvære seancen. Han er en vanvittig dygtig trommeslager, som Scorpions må prise sig lykkelige for at have belejret.

Da vi er ved at ramme slutningen, hersker der ikke meget tvivl om, at Scorpions har begået endnu en fantastisk koncert på dansk grund. Og som vi til sidst får lov til at skråle med på ”Blackout”, ”Big City Nights”, ”Still Loving You” og ”Rock You Like A Hurricane”, er jeg ikke i tvivl om, at Scorpions endnu engang har lammet mig med deres musikalske optræden og sceneshow, som jeg i skrivende stund har fortryllet mig så meget, at jeg gerne vil opleve dem igen.