Slangen snor sig!

Anmeldelse af ORM “ORM”, 24. marts 2017, Indisciplinarian

Af: Thomas Stibolt

Da jeg flyttede til Bornholm i 2008, fandt jeg en lille slange i et glas ude i vores gæstehytte i haven, eller, det var vel i og for sig en hugorm, som min nevø straks forelskede sig i. Men, som mødre er flest, så fik han ikke lov til at tage den med hjem, og den blev kasseret af min hustru. Nu har en anden ORM med bornholmsk islæt så  fundet vej til mit hjem, og det er jeg glad for…

ORM har været forbi Lasse Ballade og hans Ballade Studios i København, hvor bands som Solbrud, Slægt og Halshug blandt andre også har indspillet.

Mit første indtryk af ORMs debutudgivelse, som bare hedder ”ORM”, er, at lyden efter min opfattelse er mudret, og ballanceforholdet mellem instrumenterne ikke ligger helt i skabet i forhold til så mange andre melodiske Black Metal-bands produktioner. Selvom jeg oplever lydbilledet mudret, så har ORM ganske langsomt snoet sig omkring mig, omklamret mig og holdt mig fast, som en anden slange ville gøre det, som var jeg et bytte, og langsomt hypnotiseret mig med deres atmosfæriske og melodiske Black Metal, og jeg har måtte overgive mig.

På denne udgivelse starter vi lige på og hårdt uden nogen form for advarsel i form af en intro eller noget med ”Blood of Your Blood”. Der er melodiske guitarleads, der er kvindekor optaget i en kirke, der er growl, og der er selvfølgelig den karakteristiske vrælende, fræsende black metal-vokal. Man bliver både hevet gennem det voldsomme og hurtige, inden man bliver omklamret af ORM for at blive trukket ned i dybet, hvor alt svinder hen i atmosfæriske og langsomme passager, som giver en følelse af fred i sjælen, for så igen at blive bragt op til overfladen.

Selvom der kun er fem numre på ”ORM”, så får man omkring 43 minutter i selskab med ORM, som er ganske gode. Nu er jeg jo en gammel mand og hørt metal siden 1984, og ORM får da sendt mig ned af ”memory lane”, da jeg ved at lytte til deres musik får associationer til Sibenbürgen og til Lord Belial, som jeg var stor fan af i gamle dage. Derfor vil jeg gerne have lov til at fremhæve det sidste nummer på skiven, som værende min favorit, hvor ORM har sat livets træ i brænd. ”A Tree Ablaze_ Yggdrasil Brænder”.

Jeg har dog to akilleshæle på denne udgivelse: et er lydbilledet, den anden er noget nær et rip-off i nummeret “Temple of the Deaf”, hvor man, utilsigtet går jeg ud fra, har et riff 2,02 minutter inde i nummret, som lyder noget man har hørt før på Malevolent Creations nummer ” Enslaved ”. Jeg er dog ganske fornøjet med musikken i sin helhed, men for mig trækker mine to akilleshæle lidt ned i min overordnede vurdering.

Nu forholder verden sig jo sådan, at jeg virkelig får muligheden om nogle måneder for at opleve ORM live, da de kommer et smut ud i Østersøen for at spille koncert på Bornholm. Det eneste, der mangler, er, at få konens arbejdsskema til at passe med mine fritidsfornøjelser, men mon ikke det kan lade sig gøre, når jeg har så god tid. Jeg glæder mig ihvert fald til at føle ORMen sno sig omkring mig og trække mig med rundt…

Mærkater: , , , , ,