Releaseparty uden gnist

Anmeldelse af: We the Moon Release Party d. 25 marts 2017 på Studenterhuset

Releaseparty på studenterhuset? Temporize, Embryo og We the Moon? Jo hvorfor ikke!

Desværre måtte Temporize aflyse deres koncert grundet sygdom, men så skulle man jo idet mindste stadig have en aften i selskab med de gamle kendinge fra Embryo og debutanterne i We the Moon. Metal A Day var på pletten!

Embryo
Lige godt to uger efter jeg senest oplevede Embryo, var det atter engang blevet tid til at opleve de gæve gutter fra Randers. Embryo havde fået opvarmningstjansen for We the Moon til sidstnævnte bands releaseparty. Embryo er et band, der altid holder en vis standard. Jeg har personligt endnu ikke oplevet en dårlig koncert med dem, og denne gang var ikke gangen, der skulle vise sig som en undtagelse. Embryo spiller stoner/doom af den helt gamle skole. Nogle vil sikkert slet ikke mene at det er metal, men hvis Black Sabbath er metal – og det er de – så kan Embryo også snildt snige sig ind under fanen.

Der blev givet gas fra start på den ultimativt tunge og langsomme måde. Bandet har en gejst live, som oftest kun ses hos bands, som er at betragte som en del mere professionelle og større. Specielt har guitarist Simon Fuglsang de gode guitarfaces samt et imponerende overskud i forhold til at gøgle rundt på scenen, mens der bliver spillet på livet løs. Det er en fornøjelse at se den form for spilleglæde, som i øvrigt ligeledes deles af resten af bandet. Embryo er i den grad et band, hvor man kan opdage nye ting ved dem og deres musik hver aften, man oplever dem. Denne gang lagde jeg specielt mærke til, at trommeslageren Emil Thøgersen spillede ret så interessant, ja, hans stil kunne til dels sammenlignes med Dave Grohl, hvilket i den grad bør ses som en kompliment. Der blev fandme slået til, som hvis det var meningen, at trommerne skulle slås ihjel! Vokalharmonierne mellem guitaristen Simon og forsanger Jeppe Færch sad ligeledes fuldstændig i skabet. Jeg har ikke tidligere lagt mærke til, hvor godt dette egentlig fungerer i forbindelse med deres musik. Det gjorde det i den grad i aften.

Desværre havde Embryo overhovedet ikke publikum på deres side. Vi var måske 30 mennesker inde i den store sal i Stakladen, som kendes som Studenterhuset, hvilket for det første er ufatteligt lidt for et spillested af den størrelse, og for det andet betød det, som næsten altid, at der var meget tyndtbefolket foran scenen. Det virkede dog til at være noget, Embryo har prøvet før, og umiddelbart lod det ikke til at gå dem på. Bandet spillede et godt og faktisk ganske langt sæt. Sættet var muligvis forlænget, fordi Temporize måtte aflyse.

We the Moon
Så nåede vi til aftenens absolutte hovednavn! We the Moon er et aarhusiansk rockband, som drager inspiration fra adskillige af de største indenfor den kommercielle 00’er rock. Bandet skulle bevise deres værd i forbindelse med deres releaseparty for deres debut-EP, ’’rhea’’. Valget af spillested forekom mig lynhurtigt som et dårligt valg for et band af denne størrelse. Studenterhuset er alt for stort for et så lille band, og det viste sig i den grad hurtigt. Det så meget tomt ud på trods af, at koncerten faktisk på dette tidspunkt var, hvad jeg vil kategorisere som værende velbesøgt. Vi var vel godt og vel 50 mennesker samlet, hvilket er en okay slat for et band, der er så grønt. 50 Mennesker ser dog ikke ud af noget som helst inde på Studenterhuset. Havde man derimod valgt at afholde releasepartyet på f.eks. Fatter Eskild, havde der været proppet. Det havde nok været et smartere valg i længden.

Musikalsk set er der ikke meget at hente hos We the Moon, i hvert fald ikke for mit vedkommende. Der blev kogt suppe på en velkendt opskrift, som desværre ikke er en opskrift, der pirrer eller inspirerer mig. Det hele blev lynhurtigt lidt kedeligt, hvilket er en skam, for musikanterne var bestemt ikke dårlige, det klikkede bare ikke helt. Performancen var på det tørre og en kende kedelig, der kunne godt have været lidt mere puls og kraft bag fremtoningen i bandet, der nærmest alle stod stille og spillede lidt for sig selv. Lyden var ganske glimrende, som den har for vane på den store scene inde i Studenterhuset. Lydbilledet stod knivskarpt, og man følte ikke rigtigt, at man gik glip af noget instrumentalt.

Bandet spillede dog tight, og forsanger Morten Roar Berg sang godt, han har en stemme, som i den grad bør kunne fange et stort publikum. Man kunne sammenligne bandet ud fra deres musik i livekontekst (jeg har ikke hørt dem på plade) som et mellempunkt imellem Dizzy Mizz Lizzy, Alter Bridge og Breaking Benjamin. Vi er altså ude i noget melodisk stadionrock.
Publikum viste sig en kende mere begejstrede end mig, der var langt flere mennesker til We The Moon end til Embryo tidligere på aftenen, og de stod næsten alle sammen helt oppe foran. Dog var det som om, at der ligeså stille blev tyndet lidt ud i publikum, som koncerten skred frem. Baren eller smøgerne må have virket mere interessante.

We the Moon faldt altså ved siden af i forhold til opvarmningen. Der var ikke rigtigt den gejst, som skulle til for rigtigt at fange og holde på publikum. We the Moon gjorde forsøget, men det faldt desværre igennem. I hvert fald var baren for mit vedkommende mere interessant end selve showet.