Anmeldelse af Iotunn – Kinship, udgivet via Metalblade records d. 25/10-2024.
Iotunn sejrer atter engang, på deres andet album Kinship, der emmer af lækker sangskrivning.
Iotunn imponerede mig meget da de tilbage i 2021 smed det fuldstændigt fantastiske debutalbum Access All Worlds på gaden. Sikke et brag af et prog album, og så fra lille Danmark? Det blev hastigt indkøbt til vinylsamlingen, hvilket da også har affødt at denne anmelder har set frem til at opfølgeren en dag skulle komme. Nu er den her, og den hedder Kinship, og sikke et album.
Der lægges hårdt fra land med den meget varierede ’Kinship Elegiac’ og så er der ellers lagt an til en plade, der tager lytteren med på lidt af et musikalsk eventyr. Man betages hurtigt af Jón Aldarás afsindigt smukke og kraftfulde vokal, der skærer igennem mixet som en opvarmet kniv igennem smør. Vokalen varieres i øvrigt meget og til stor succes.
Over hele albummet er guitarerne utroligt velspillede og lækre. Særligt hårdt slår soloen i ’Mistland’ med den stærke sans for melodi og teknik. Det sidder lige i skabet og man hungrer efter mere, og heldigvis er der masser. Trommerne er afsindigt lækkert spillede, imens de er dejligt varierede. Derudover er bassen dejligt flydende i musikken, og lægger sig rigtigt pænt i mixet, hvor den supplerer og komplementerer fremfor blot at følge med guitarerne eller trommerne. Det virker til at der i den grad er tænkt over sagerne, og disse tanker udføres umiddelbart til U.G.
De akustiske passager fungere absolut også perfekt i kraft af deres stemningsættende og smukke sammenspil. Disse skaber ligeledes ofte en god spænding i forhold til de bombastiske udtryk musikken ellers udviser. På det smukke men dystee “Iridescent Ways’ vækker bandet endda for denne anmelder associationer til mestrer som Novembers Doom, og det er absolut ment positivt.
Variationen igennem albummet er fuldstændigt eminent og velbalanceret. De drastiske skift i det musikalske billede harmonerer utroligt godt med hinanden, og disse radikale musikalske afbræk formår Iotunn på bedste vis at sammensætte. Dette gør sig i øvrigt ikke blot gældende ud over albummet, men også i de individuelle sange. Et nummer som ’Earth To Sky’ varierer helt enormt meget i sig selv, og dette helt uden at have en særlig lang runtime (for et prog-nummer – det er trods alt næsten 7 minutter langt). Der varieres fra det lækkert melodiske over i noget mere blacket og smadret, imens Aldarás vokale spændvidde bliver sat på prøve, både som hæs black vokalist, episke storslåede vokaler, det mere blide, og selvfølgelig det tunge og onde. Manden mestrer det hele og viser det på bedste vis frem på Kinship.
Er man ikke til progressiv metal og de mange afstikkere, der kan høre med denne genre, så kan man måske få det lidt svært med de mange indtryk, som dette album giver. Kinship er ikke bedst første gang man hører det. Det er heller ikke bedst anden eller tredje. Det bliver kun bedre ved flere genlyt, og man opdager hele tiden flere elementer i numrene og detaljer i gruppens sammenspil. Pladen sætter sig rigtigt ind på rygraden over tid; tid til fordybelse.
Bandet rammer fuldstændigt plet med produktionen på dette album. Kinship har en afsindigt lækker og dynamisk produktion, hvor alt (og “alt” er i denne sammenhæng rigtigt meget) går så klart igennem, så det er enormt svært ikke at blive decideret forbløffet. Produktionen fremhæver i høj grad det musikalske og tekniske niveau i bandet, ligesom det opløfter sangskrivningen til et højere plan. Man formår, netop fordi lyden er så crisp, velbalanceret, og ikke mindst dynamisk, at synke dybere ind i musikkens univers; alt sammen takket være en sans for detaljerigdom fra henholdsvist bandets og producerens side.
Med en runtime på lige over en time formår Iotunn at sprede deres vinger så bredt så selv en albatros må se efter dem i misundelse. Access All Worlds var en fremragende plade, og Iotunn gør kunsten efter (endda med klare forbedringer) på efterfølgeren. Kinship viser et band i storform. Et band der kan formå at skrive så spændende og decideret smukt progressivt metal er sjældent set; og da nærmest aldrig i Danmark. Iotunn rammer plet på alle parametre, med et dybfølt og musikalsk alsidigt værk, hvis lige vi sjældent har set mage på de hjemlige himmelstrøg.
