1550 – The number of the BAEST

BAEST har for nylig lagt Train i Aarhus ned. Nu er turen kommet til hovedstaden.

CABAL

Jeg har efterhånden set deathcoredrengene et utal af gange. Sidst da de headlinede Copenhagen Distillery på deres The Great Decay Europe Tour. Men til alle mine utallige koncerter med Andreas Bjulver og co. har jeg vist ikke set dem i VEGA endnu. Jeg er klar til endnu et CABAL-show. Til at starte med er jeg glad for at se en masse forskellige aldersgrupper samlet i aften. Jeg gætter på, at for flere af de yngste må det her være deres første metalkoncert.

Med vanlig selvtillid kommer CABAL frem i lyset, der blinker hvidt og aggressivt ned på bandet. “If I Hang, Let Me Swing” er en af de numre fra Magno Interitus (2022), der vokser på mig, hver gang jeg hører det. 

Ved sang nummer to åbner pitten sig, men på trods af dette virker det lidt som om, at publikum gemmer hoveddelen af deres energi til headlineren. Der er rigeligt med gæsteoptrædener bag mikrofonen til showet, Simon Shoshan fra Lifesick, Chris Kreutzfeldt, Simon Olsen fra BAEST og to rappere. Sidstnævnte er vist ikke alles kop te. Personligt syntes jeg, at det var ret cool og skævt. Mere deathcore vs rap, ja tak. Der meldes ud fra scenen, at nu er koncerten officielt udsolgt, sikke en bedrift!

“Magno Interitus” får nakkerne igang, og en wall of death skal vi da også ud i. Selvom CABAL spiller på deres styrker, er det desværre bare ikke i aften, at de får helt fat i Store VEGA. Når det er sagt, så steg varmen alligevel så meget, at jeg smed min Peelingflesh-t-shirt og headbangede med hele ryggen. Der var rigeligt med plads til det, da pitten var lidt sparsom til tider.

På opfordring kom folk tættere på hegnet, da vi skal synge med på “Death March” fra Drag Me Down (2020). Det er efterhånden et hit fra gruppens side og altid et trumfkort live. Jeg har set deathcoredrengene bedre, men når det er sagt, er det her ikke et band, der kan skuffe live. De gjorde deres job godt, hvilket min lidt ømme ryg kan vidne om.

BAEST

Dette band behøver efterhånden ingen introduktion. Men for den nye læser eller fan kommer her alligevel en opsummering: Dannet i 2015 kom deres trenumres Demo og EP’en Maria Magdalene i 2016, og siden da har de med benhårdt arbejde erobret både den danske og udenlandske metalscene.

Sidste sommer besøgte de Wacken Open Air og har årene op til spillet landet tyndt, haft tre legendariske koncerter på Copenhell og vundet tre priser til Gaffa Awards-showet. Oven i dette har de dokumentaren, Den Satans Familie, i fire afsnit på DR. Ja, BAEST er så sandelig alles deathmetal-darlings. Men al denne anerkendelse kommer også på en baggrund af stærke udgivelser og vilde livekoncerter. 

Hvis jeg husker rigtigt, så jeg bandet for første gang på Copenhell 2017 på Pandæmonium-scenen. Siden da er det blevet til mange gode minder med gruppen, hvor mit seneste var i Amager Bio i 2022. Nu står jeg klar igen. Der hænger et gigantisk Necro Sapiens-banner foran scenen. Der er virkelig tæt pakket nu, og det sitrer i os alle.

Banneret falder, og “Abbatoir” fra Necro Sapiens (2021) åbner dødsballet. Som om der er trykket på en knap, åbner gulvet sig i en symbiose af voldsom mosh. Klassikeren “Worm Lord” fra Marie Magdalene EP’en (2016) giver os nostalgi i den allerede svedige og voksende pit. 

Olsen siger glad, at det her er deres største klubshow nogensinde. Det er som om, at vi, der har fulgt BAEST i deres rejse, også er helt stolte af dem. De fortjener i sandhed at stå her i aften. Sebastian Abildsten er skræmmende præcis på sine trommer, og Mattias Melchiorsen er en talentfuld gave til bandet på sin bas, imens hans svinger håret.

“Atra Mors” fra Venenum (2019) holder tempoet og intensiteten. Adskillige benytter lejligheden til at tage sig en crowdsurf-tur. Ned at sidde og op at hoppe skal vi også. Den megen aktivitet er muligvis vild, men alle løjerne foregår med stor respekt for hinanden. 

Alle har en tryg fest, alle 1550 mennesker. Ja, så mange er vi, siger Olsen. “Slip dæmonerne løs!” er kampråbet, inden den nye single fra i år, “Colossus”, tungt og brølende lover godt for fremtid musik fra BAEST. Jeg deltager i den største wall of death, jeg har set i Store VEGA.

“Meat Hook Massacre” lever op til sit navn, og virvaret af kroppe fortsætter med at hoppe ind i hinanden. Der kommer en særlig takketale til de unge mennesker, der med i aften, da det er jo er dem, der skal bære faklen videre. Her er BAEST selv godt med til at introducere death metal til mange, gætter jeg på.

En ny sang dedikeres til en tidligere elev, Olsen har haft, der tragisk er gået bort. En smuk gestus. Lasse Revsbech og Svend Karlsson er et skønt par, der med deres grimasser hver især udstråler hvor meget de elsker, at være her i aften imens de straffer deres guitarer.

BAEST er en størrelse, hvor der næsten hele tiden køres hårdt på, og derfor kommer alligevel et punkt eller tre, hvor vi skal have pusten nede på gulvet. Under “Gargoyles” fra Justitia EP’en (2022) kommer Bjulver ind på gæstevokal. På det oprindelige nummer var det Trevor Strnad (fra The Black Dahlia Murder), der sang. 

Under “Necro Sapiens” skal Olsen ned iblandt os med sit mikrofonstativ, imens vi laver circle pit rundt om forsangeren. Et yderst effektivt stunt, hvor vi også får råbt med på omkvædet af nummeret. Jeg selv får growlet et par ord; en lille tradition, jeg altid prøver at opretholde.

Med den ikoniske “Crosswhore” fra debutalbummet, Danse Macabre (2019), takker BAEST af og efterlader sig en historisk koncert, hvor vi, der var til stede, gik derfra, udmattende og mætte på gode oplevelser.

Med outrosangen, “Vi Er Røde Vi er Hvide”, ud af højtalerne gav det endnu mere følelsen af, at vi heppede på vores alles favorit deathmetal-hold fra vores kongerige. Men modsat fodbolddrengene inde i Parken mod Schweiz samme aften, vandt BAEST stort! 

Se hele galleriet af Mark Stoumann herunder: