Alt under himlen

E-L-R

Med en eksperimental kombination af doomgaze og post-metal har I.R. (vokal, bas), M.K. (trommer) og S.M. (vokal, guitar) fra Schweiz været aktive siden 2016 og har udgivet 2 albums Mænad (2019) og Vexier (2022). Det bliver mit første møde med trekløveret denne aften.

Det er en særdeles dekoreret scene der er sat op. 2 stativer med cirkler på toppen er dekoreret med hængende grene. De fylder meget i hver sin side, og da røgen begynder og grønne og røde lys skinner igennem disen forestiller jeg mig et marskland i en af Tolkiens fortællinger. Flere lysende pærer befinde sig også sat symetrisk op

Trommerne bygger langsomt op, og guitar og bas følger efter i en drævende atmosfærisk tung lyd. Det instrumentale fylder mest, men sikke en stemning vi bliver vævet ind i. Det føles som at stå over for en gammel skabning manet frem i en heksesabbat et mørkt sted i skoven uden for tid og rum. De dystre melodier og til tider doomy riffs eksisterer i en magisk forening med de 2 vokalister der messer en påkaldelse af ukendte kræfter. 

Særligt bassen fra I.R. har en dominerende rolle og kan hensætte en i dyb trance. Jeg lukker øjnene imens mystikkens mange velskrevne lag passerer forbi mig som et spøgelse. Den her slags musik ville passe perfekt ind på Gehenna-scenen en mørk sommeraften omgivet af træerne (på Copenhell). Den introverte forbandelse, der kastes over os, har en helt særlig effekt. Der ytres ikke et ord til publikum, men numre som “Glancing Limps”, “Fleurs of Decay” og “Seeds” taler deres eget sprog og selv om numrene sine steder måske minder lige lovligt meget om hinanden så var jeg tryllebundet næsten hele vejen igennem.

En mere end godkendt start på aftenen og en spændende ny opdagelse.

Dödsridt

Næste band blev dannet i 2017 i Sverige og nu skal vi over i en omgang black metal. Intet mindre end 4 fuldlængde udgivelser har Christoffer (vokal, guitar), Jelle (bas), Brendan (trommer) og Georgios (guitar) i bagagen og jeg er spændt på en omgang tjære fra den sorte, soniske gryde. Med sig live på tredje guitar har de P. 

Der er skruet ned for rekvisitterne og kun 2 tæpper med nordiske ulve hænger på højtalerne på scenen. 

Det er melodisk black vi skal underholdes af. Men det er på et niveau der er langt højere end gennemsnittet. Ikke alene er der masser af bevægelse fra hele bandet, men vi bliver simpelthen forkælet med så mange fænomenale guitar soloer og melodier, at det er overvældende. Hvert eneste stykke er mesterligt varierende og man keder sig aldrig nogensinde. Der er konstant en ny detalje at gå på opdagelse i og til tider rammes en stemning der kun kan beskrives som helt episk. 

“Irjala”, “Shallow Graves” og “Celestial Will” går på opdagelse i hvad man kan med rytmisk musik i en sådan grad at jeg flere gange taber kæben. I dette virvar af overdådighed er der også tid til at trække vejret, stille passager får sneget sig ind i den soniske storm. Christoffer og Georgios har en god ping-pong mellem deres skrig og det tilpasses godt, så både vokalisterne og numrene har tid til at ånde. Man taber alligevel nu og da pusten over for så godt håndværk og “Nocturnal Fire” og “Apathetic Tongues” holder standarden og musikerne fremfører disse komplicerede kompositioner med indlevelse og mesterlig talent. 

Lyden skal også roses i aften, da alle detaljer går klart igennem. Det er i høj grad også nødvendigt, når så smuk black metal står foran en. Af og til rammer det noget som jeg kun kan kalde næsten middelalderlig stemning, ikke at forveksle med folk metal. 

Dödsrit høster fortjent stor jubel fra publikum og denne præstation har gjort mig til dedikeret fan. Det er stunder som disse at jeg nyder mit job som anmelder når jeg overraskes af sådanne koncerter, ud af det blå. Det er næsten helt synd for hovednavnet, at de skal gå på efter det her.

Harakiri For the Sky

Imellem black metal, post-hardcore og post-metal finder vi vores østriske headliner. I 2011 dannede Matthias “MS” Sollak (guitar, bas, trommer) og Michael “JJ” Kogler (vokal) bandet og har med 2025 skiven Scorched Earth i alt 8 plader under vesten. 

Jeg har ikke set duoen siden de spillede med Sojourner og Draconian på Stengade i 2019. Den koncert husker jeg mest for den pivringe lyd. Ærgerligt, men nu er der i den grad revanche. Med sig som backing band har de Thomas Dornig (bas), Mischa Bruemmer (trommer) og Marrok (guitar). 

På backing track spiller et klaver og som et voldsomt flot ocean af fordybelse gør Harakiri mange andre bands til skamme med numre som “Keep Me Longing”, “With Autumn I Surrender” og “Fire, Walk With Me”. Blændende soloer illustrerer sammen med de melankolske og desperate riffs en verden hvor fortabelse og katatoni transformeres til lige dele følsomme og smukke længsler. 

Hele bandet bevæger sig rundt i vilde bevægelser til musikken og det er betagende at være vidne til imens hele Lille Vega observere den intense seance der udspiller sig foran os. Der er så mange detaljer i sange som “Heal Me”, “Funeral Dreams” og “Sing For the Damage We’ve Done” at man ikke kan andet end at måbe af at denne her slags musik findes. 

Selv om det er brutalt så ville jeg alligevel vise det her til en person der ikke kan lide metal for ingen kan være blind for den magnetiske vildskab samt de fængende drømme landskaber man forestiller sig. Harakiri For the Sky kræver hele ens opmærksomhed og støttet af et utæmmet lysshow beæres vi af en koncert som intet andet.

Glemt er det uheldige første møde i 2019. Det er som at genopdage bandet på ny, og sjældent har jeg været gladere for at give en gruppe endnu en chance. JJ Koglers sludge vokal bliver dog en smule kedelig i længden og kunne godt trænge til noget variation, men passer alligevel i sin hæsen og råben til musikken på sin egen særegne måde. Setlisten fremstår mægtig og samtidig frygtløst harmonisk, og for hver sang bliver brølet fra gæsterne større og større. Mikset fortjener atter opmærksomhed, og det løftede oplevelsen i betragtelig grad, at alt fremstod så klart. 

Den rene backing vokal må der godt gøres mere ud af for i de øjeblikke den tittede frem gav den en trist sjæl til materialet jeg var meget vild med. 

“With You I´m Just A Sad Song” kunne let have lukket koncerten med umenneskelig overlegenhed, men vi får ektranummeret “Lungs Filled With Water” og da jeg forlader Vesterbro og sætter kurs imod Amager, er det med følelsen af at have været vidne til noget helt unikt. 

En legendarisk tilbagevenden til live-shows.