Anmeldelse af Annisokay + support, d. 16. oktober 2025 i Pumpehuset

Hvis du, ligesom jeg, var wannabe-emo i 00’erne eller 10’erne (og måske stadig ikke helt har fået skåret de sorte armbånd af, selvom du officielt er blevet “voksen”), så var der god chance for, at du stod og kiggede mig over hovedet foran scenen i Pumpehuset den 16. oktober.

Foto: Anders Groos Mikkelsen

Aftenen bød på en solid omgang metalcore med det tyske hovednavn Annisokay i samlet trop med de to opvarmningsbands: The Narrator og Heart of a Coward. Et lineup med potentiale til at vælte bygningen. Og det lykkedes da også… delvist.

The Narrator

Første navn på scenen var The Narrator, et forholdsvist nyt tysk metalcore band fra 2017, som for mange måske stadig flyver lidt under radaren på metalapperatet.

Allerede fra første sekund stor det soleklart, at The Narrator ikke var kommet for at varme os op med fløjlshandsker på. Blå stroboskoplys og en tung beatflimmer oplyste scenen, mens den energiske forsanger Fabian åbnede ballet med den ikoniske replik: “WHAT THE FUCK IS UP, DENMARK?” Og så gik det ellers løs.

Fabian leverede de mest underholdende vokaler som var han en énmandsversion af Københavns Zoo. Her taler vi ikke kun pigsqueals, vi fik hele dyreriget: bjørn, alligator og brøl, der lød som en rasende gorilla. De dybe growls var så brutale, at man skulle tro, hans voice coach var rekrutteret direkte fra Noahs Ark.

Musikalsk har de ikke genopfundet den dybe tallerken. The Narrator følger den gode gamle metalcore-opskrift: kontrastfyldte vers og omkvæd, tunge breakdowns og melodiske, næsten poppede passager, som man kan headbange eller ryste hofterne til. Bandet har tydeligvis stort talent, men manglede lidt sammenspil og finesse, småting, der dog hurtigt blev glemt i den fantastiske stemning, som The Narrator skabte i salen.

Publikum, som havde virket lidt søvnige i starten, var pludselig stimlet tæt op foran scenen med øjnene på stilke og hornene i luften! På rekordtid havde frontmanden, godt hjulpet af en storsmilende og energisk trommeslager, pisket gang i både moshpit, circlepit og aftenens første, men ikke sidste, wall of death.

Settet blev afsluttet med, at publikum viftede deres digitale lommelygter i luften i bedste moderne emo-stil – mens man uundgåeligt fik et lille snif af sidemandens armhuler. Så var alt, som det skulle være.

Heart of a Coward

Næste band, Heart of a Coward, indtog scenen med en aggressiv attitude, der signalerede “nu sker der noget”. Forsangeren Kaan Tasan så kampklar ud, og vokalmæssigt leverede han også en stærk præstation, især når det gjaldt de tunge growls. Dog fulgte energien ikke rigtig med.

Bandet, som har eksisteret siden 2009, kombinerer metalcore, deathcore og djent, en musikalsk tapas-platte, der burde passe perfekt til Pumpehuset denne oktoberaften. Men selvom musikken var tung, og de tekniske evner imponerende, manglede der, i min optik, en stærkere stageprescense. Det virkede, som om bandet fokuserede mere på at spille præcist end på at skabe kontakt med publikum.

Instruktionerne fra scenen til publikum var ofte uklare, måske på grund af den britiske accent, måske bare dårligt timing, og det resulterede i et par amputerede moshpits, som publikum dog senere kom efter.

Bandet kan deres håndværk, og der var øjensynligt mange fans i salen, der fik det, de kom for. Men sammenlignet med The Narrators dominerende stagepresence og smittende charme, blegnede Heart of a Cowards warmup performance en smule. Til gengæld trak forsangeren lidt point hjem, da han lovede “kram og hyggesnak” ved merchboden bagefter, og det takker man aldrig nej til!

Annisokay

Efter to opvarmningsbands var det endelig tid til aftenens hovednavn: Annisokay. Bandet åbnede med et visuelt sceneshow i verdensklasse, som jeg aldrig har oplevet i Pumpehuset før. Fire store skærme placeret omkring scenen lyste op med smukke og stemningsfulde visuals af regn, dybe have og svømmende silhuetter, alt imens musikken langsomt byggede op. Det var så betagende, at det næsten virkede hypnotisk – intet fanger og fastholder ens opmærksomhed i 2025 som en god skærm!

Lyden var ikke perfekt (Pumpehuset er jo, well… Pumpehuset), men det blev hurtigt glemt, da den høje forsanger Rudi Schwarzer kommanderede scenen med en rå vokal, som sagtens kunne overdøve salens forreste rækker uden mikrofon. Ved hans side stod guitarist og clean-vokalist Christoph Wieczorek, der balancerede det hele med en venlighed, der var næsten bedårende:

“You look like somebody who’s waiting for a heavy song,” sagde han smilende, hvorefter bandet kastede sig hovedkulds ud i det ene breakdown efter det andet. Settet åbnede med velkendte klassikere som blandt andet “Throne of the Sunset” og “Never Enough”.

Annisokays sætliste spændte med numre fra hele bagkataloget og hele tre sange fra det nye album Abyss Pt. II. Et af aftenens højdepunkter var sangen “H.A.T.E.” (oprindeligt indspillet med bandet Any Given Day), som Annisokay på egen hånd leverede til absolut perfektion.

Vi er alle sammen indforstået med, at når forsangeren siger ”This will be our last song”, så kan vi forvente MINDST 2 sange mere. Encore-delen var skræddersyet med rå kærlighed; “Get Your Shit Together” en hardcore lys- og lydmæssig eksplosion, og “Coma Blue”, en af Annisokay mere følelsesladede sange. Aftenen blev rundet af med “STFU”, som bød på aftenens vredeste fællessang nogensinde.

I min optik, blev dette en aften, hvor The Narrator overraskede, Heart of a Coward imponerede uden at overvælde, og Annisokay satte et massivt, tysk punktum med både charme, energi og betagende visuals, der kunne have gjort selv Rammstein lidt misundelige.