Anmeldelse af Integrity + Eyes + Throwe, d. 13.11.24 på Stengade, Kbh. 

Alle tre bands havde viljen og numrene på hver sin måde og forhåbentlig rammer de plet på andre spillesteder. Det var blot ikke på Stengade, at passionen blev belønnet.

Foto: Gabriel Rasmussen

I start november har der været en mindre pause for mit vedkommende med koncerter. But I am back! 

Stengade er et spillested, der i den grad har udmærket sig de sidste par år ved at skaffe unikke bookinger. Såsom Ahab, Deathstars, Vulvodynia, Party Canon og Gutalx. Dette har gjort lokalerne i mit gamle nabolag til en storfavorit når der skal vælges shows i hovedstaden. 

Denne onsdag er det hardcore-genren der er i fokus. En undergenre jeg ofte har lidt svært ved 100% at omfavne, ikke så meget pga. musikken, men mere pga. den aggressive voldskultur der desværre eksisterer hos nogle fans når moshpitten begynder. Uagtet mine komplicerede følelser så stod jeg nu foran nogle tidligere bekendtskaber og et nyt band. 

Throwe

Da Dødsgangen i år skulle afholdes i slutningen af august, havde jeg planlagt at det skulle jeg deltage i for første gang. Selv med tømmermænd var dette egentlig planen, men det endte med at transport, akkreditering og andre faktorer gjorde, at jeg besluttede mig for at blive hjemme. Men midt som jeg var overbevist om at jeg skulle tilbringe lørdagen hjemme på værelset, kom jeg i tanke om at min gode ven havde fortalt mig om en gratis koncert på Råhuset samme aften. Til dette event så jeg Throwe for første gang. Dette var ingenlunde et dårligt møde og jeg så frem til atter at bevidne den galskab jeg før havde oplevet. Vi er ikke et proppet Stengade, men der er alligevel mødt en god flok op i de mørke lokaler. Desværre vælger 99,9% af dem at tilbringe hele Throwe koncerten i behørig afstand til scenen.

Det er bestemt ikke fordi at bandet ikke gør deres bedste for at levere en god optræden. Badet i rødt lys og med dyster guitarintro og deres karismatiske vilde forsanger + deres eget blackede take på hardcore-genren er der ellers rigeligt at blive underholdt af. Særligt vokalisten der tilbringer det meste af koncerten med at løbe skrigende og headbangende rundt blandt gæsterne. Men til ingen verdens nytte. Ingen tør nærme sig scenen og feste med på de udmærkede groove stykker i sangene. 

To af guitaristerne supplerer med backing vokaler og det fylder godt og skaber en mur af indestængt, sej vrede. En rå solo får vi også, og Throwe mangler absolut ikke lysten eller talentet til at ramme os brutalt. Beklageligvis så forbliver alle væk og som den eneste står jeg tæt på og ryster håret. Et nummer som “Ødelæg Dig Selv” fortjener mere. Ikke at det virker til at påvirke musikerne. 

Men bedre held næste gang, de herrer. En ærgerlig modtagelse af et så talentfuldt band. Det bliver forhåbentligt bedre? 

Eyes

Nok det mest succesfulde band i DK inden for den specifikke højlydte støj jeg skal beskæftige mig med i aften. Eyes har med deres 2 albums Underperformer (2020) og Congratulations (2023) + efterhånden semi-legendariske liveshows mejslet deres navn ind i den danske ekstrem musikscene. 

Jeg har selv set gruppen et hav af gange og jeg har efterhånden mistet tal på det. For semi-nyligt til Indisciplinarian Fest 2024 beviste bandet, at de er i vanlig topform. Jeg forventer intet mindre i aften. 

Inden musikken starter, vinker Kaas og frem med en enkelt håndbevægelse. Det bliver adlydt og det er ret vildt, hvordan han allerede har en så spændende og intimiderende aura over sig. Til galskabs tonerne af “Swim”, “Dull Boy” og “It’s Happening” bryder der faktisk en mindre moshpit ud, uden at folk tæsker os andre på en uhensigtsmæssig måde. En god start.

“Så blev det onsdag”, bemærker forsangeren. Det er værd at bemærke, at ikoniske Jacob Bredahl er med på guitar i aften; fedt move. Kaas danser rundt på scenen med sine sædvanlige klodsede bevægelser og sure ansigter. Dette alene plejer at opildne til en særdeles vild pit. Men tingene går ligesom i stå. Flere trækker atter bagud. Bevares, ingen skal tvinges til at deltage, som jeg vist fik pointeret i min intro. Dog kunne man ønske sig, at der alligevel var flere, der havde lyst til at gå mere amok, når der nu er lidt kontrolleret kaos på gulvet. “Bliss”, “Distance” og “Generation L” lever op til alt man regner med fra Eyes. Det vælter ud over scenekanten med attitude og terapeutiske bøllebank i blåt lys.

Dette ændrer dog ikke på at aktiviteten ikke er til stede. I hvert fald ikke i samme grad som jeg har set før til dette band. Måske er dette faktum heller ikke tabt på sangeren, der bemærker at vi får et free pass for ikke at smadre hinanden, da det jo er onsdag, før “Underperfomer” brager ud imod os. “Er det nogens fødselsdag?” bliver der spurgt fra scenen før “Congratulations” spilles.

Jeg selv finder ud af at min nakke er ude af træning eller også er jeg med mine 33 år ved at blive lidt mere følsom? Det skal ikke stoppe mig fra at headbange i store bevægelser til rytmerne. 

Det bliver fortalt at dette er første show med Integrity på denne europatour. Man bliver da lidt stolt over at vores hjemlige bands kommer ud over landets grænser på denne måde i så fint selskab.  

Et par ihærdige fans får svedt igennem, inden “Choke”, “Figures” og “Surf” lukker settet. Men strobelys og et tændt band var dog ikke nok til at løfte taget på en regnvåd dag midt på ugen. Eyes har sat ild til mere og flere andre gange før, derfor ender vi “kun” på en karakter lidt over middel.

Integrity

En af hardcorens gudfædre med elementer af noise og industriel venter os. Dannet i 1988 har de turneret globalt og udgivet 10 fuldlængde albums, hvoraf Howling, For the Nightmare Shall Consume (2017) er den nyeste. Disse dage er det kun vokalist Dwid Hellion, der er tilbage i bandet. Når Integrity spiller live, så er det med Alex “the Beast” Henderson (trommer), Francis “Darkest Prince” Kano (bas) og Justin “Sexminn” Ethem (guitar).

En herre i militærjakke og sort skimaske går rundt og opildner os til at skrue på et apparat, der kontrollerer støjen, der gør det for intro-musik. En fin trommeintro spilles før vi kastes ud i en ret blæret groove fra Integrity. Hellion er muligvis lidt gråhåret, men mandens humør og brøl fejler nu intet. Den maskerede hype man agerer backing vokal og hopper på et tidspunkt ned og kaster sig ud i publikum for at sætte gang i de stillestående mennesker. Man må godt opildne til fest, men dette er præcis måden man ikke gør det på og det sætter da også hverken gang i det ene eller det andet. 

To mennesker oppe foran danser og nyder Integrity i fulde drag, men de fleste nikker blot pænt til sangene og dette ændres der ikke på. Det er hård musik, men en smule ensformigt i længden må jeg nok mene, dog er det særdeles veludført i sin prototype af hardcore og jeg forstår alligevel hvorfor de har inspireret så mange artister igennem årtierne.

Men med fare for at gentage mig selv, så kunne der ske mere nede på gulvet. 

—

Så hvad vil du have din kræsne Gabriel, kunne man her spørge? Stagedives hvor folk kommer til skade eller et dødt lokale? Ja, ingen af delene må være mit svar. En mellemting imellem de 2 yderligheder kunne have været rart og kan sagtens lade sig gøre, men dette var ikke natten til dette cirkus.