Anmeldelse af: Ilter Festival. Teater Momentum, Odense. 19. – 20. april. Del 1.

Odenses Teater Momentum havde åbnet dørene for alt hvad der kunne kravle og gå ud af den allermest snaskede danske undergrund, og også inviteret et par udlændinge med.

Som navnet antyder, er Teater Momentum, værterne for Ilter, ikke en punkscene til dagligt, men derimod et lidt skævt, eksperimenterende teater, der ynder at opsætte forestillinger, der kan være mere end en lille smule provokerende for parnasset. Det er måske derfor ikke den store overraskelse, at det er netop dem, de gode mennesker bag Ilter har slået pjalterne sammen med.

Det første syn, der mødte denne anmelder ved ankomsten til Ilter en solrig Langfredag-eftermiddag, var en samling sortklædte typer i højt humør, der pænt stod i kø og ventede på at komme ind. Herefter gik turen op ad en trappe, gennem baren og så ind i et venteområde foran festivalens eneste scene. Det skulle siden vise sig, at der var en bar yderligere nedenunder, hvor man desuden havde lejlighed til at lytte til noget stille loungemusik. At gå fra at få sine trommehinder gennemsmadret af nationens vildeste hardcore til at høre lavmælt klaverklemten var et ret surrealistisk stilskift.

Et par yderligere kommentarer, jeg lige vil knytte til festivalen som helhed, inden vi kaster os frådende over de musikalske bidrag, er, at tidsplanen ikke var i nærheden af at holde, hvad der altid er dårlig stil, og at den adviserede veganske madbod var ret kedelig. Det sidste gjorde dog ikke så meget, da det centrale Odense er rigt på spisesteder, der er både hurtige, gode og billige.

Husligt Arbejde

Dagens første bidrag var også det yngste band.
For et halvt års tid siden valgte en broget folk på henholdsvis. 14, 31, 41 og 51 år at samle instrumenter op for første gang og lave sig et punkband. Den øvelse er de sluppet rigtigt heldigt fra!

Husligt Arbejde leverer god, gammeldags protestpunk, som vor mor og far lavede det i hash-tilrøgede kollektiver, længe inden der var nogen, der havde hørt om blastbeats eller growl. Med stor entusiasme og numre som “Banditter i habitter”, “Banklån for evigt”, der startede med en fælles stønnesekvens, udført af forsanger og bassist og en aggressiv øko-vegansk udgave af “Grøntsagsspisersangen” fra Dyrene i Hakkebakkeskoven, var det svært ikke at blive grebet af den autentiske punk-stemning.

Det var desuden ikke kun den hårde kerne af punkelskere, der var mødt op her midteftermiddag, bandet havde selv medbragt en halv snes unger i forskellige aldre, der med stor glæde betragtede deres ophavs udskejelser på scenen.

Razor Blades

Sidste gang gutterne i Razor Blades stod på en odenseansk scene for at spille hardcore punk, var i det herrens år 1984. Mange ting er sket siden da (jeres ydmyge anmelder er fx blevet født), men de gamle herrer i fyns ældste punkband forstår stadig at skrue en koncert sammen.

Selvom publikum fik lov at vente lidt, var stemningen god og musikken udover stepperne fra første sekund. Publikum var vokset en del både i alder og antal siden koncerten før, og de blev budt velkommen med old school hardcore. Måske dog lige lovligt old school, mange af numrene flød lidt sammen og vokalen blev druknet mere i musikken, end godt er.

Tear Them Down

Næste band lader heller ikke vente på sig.
Svenske Tear Them Down smadrer derudaf uden hensyntagen til trætter nakker, ømme tæer eller andre mondæne skavanker.

Det handler om at spille punk, spille det hurtigt, spille det højt og spille det godt. Kvartetten bobler af vrede, særligt guitaristen har svært ved at holde sig bundet til scenen, men hopper op på højtalere og ned på gulvet til os andre.
Der er heromkring, at festivalens første mosh pit opstår. Vi er måske kun tre, men vi er entusiastiske omkring det!

Tear Them Down formår at skabe stor variation mellem numrene uden at gå på kompromis med genren, en variation, der til dels opnås ved, at forsanger og guitarist skiftes til at synge, og ved at de bruger både engelsk og svensk.
Det sidste var dog svært at høre i de fleste af numrene. Deres afslutningsnummer – “Bomb City” – var et catchy hit og blev i hvert fald hængende i min bevidsthed, omtrent indtil det blev smadret ud af næste band.

We Are Among Storms

Scenen, der møder os, da vi kommer ind til We Are Among Storms, en af de der ting, hvor ambitioner og virkelighed clasher lidt.
Bandet står klart på en mørk scene, kun oplyst af en enkelt blacklight-lampe (UV-lampe). Det skal give en dyster og farlig stemning, men billedet bliver lidt ødelagt af, at bandmedlemmerne alle er udstyret med festivalsarmbånd, der lyser klart op i UV-lyset. Idet musikken går i gang, er det dog hurtigt glemt.

Det hele starter med tunge toner fra bassen, guitaren og trommerne slutter sig hurtigt til, hvorefter den skrigende vokal fuldender firkløveret. Denne gang er der dømt hardcore, og punken er lagt godt og grundigt på hylden.
Vokalen skifter mellem den særlige hardcore, der er så langt fra at kunne tydes, at Mayhem lyder som en artikulationsøvelse, og så spoken-word-agtige passager, der bliver totalt overdøvet af musikken.

Forsangeren tonser rundt og forsøger nærmest desperat at få udgydet sine hårdtslående toner fra alle overflader på scenen. Præsentationen er af vanvid, men når han stopper mellem næsten hvert nummer for at sige, hvor glad han er for at være her, så brister illusionen sgu.

De har publikum med sig i en grad, ingen af de andre bands har haft, men jeg må indrømme, at jeg personligt ikke er til den her type hardcore, og særligt ikke den her vokal. Hvis man er det, kan man nok roligt lægge en stjerne eller halvanden til opvisningen og tage ud og se dem, når man får lejligheden til det.

War of Destruction

Endnu engang har vi at gøre med en samling veteraner, der har været væk fra scenen i mange år.
War of Destruction er dannet i 1981 og spiller dansksproget hardcore for fuld, fuld smadder. Sproget gør jo ikke så meget, når det meste bliver overdøvet af musikken, men det giver sgu stadig noget, når man kan høre at omkvædet i “Skvat” er domineret af den ofte gentagne beskrivelse: ’ser intet, hører intet, siger ingenting!’

Hvad der adskiller War of Destruction fra så mange andre samlinger af gamle, sure mænd, der er kravlet ud af skabene og gendannet deres 80’er bands, er dels, at de spiller deres instrumenter lige præcist, som de skal, og dels at man tror på forsanger, Hans’, vrede.

Jeg skal ikke kunne sige, om han har børnebørn, men her er fandme tale om en bedstefar med slag i. Han har simpelthen patos og vrede flydende ud ad alle kropsåbninger, og vi ydmyge tilskuere kan ikke andet end at lade os drukne i det. Musikalsk udmærker særligt bassen sig, den bærer en meget større del af lydbilledet, end hvad man typisk hører i hardcore, og den ækvilibrisme, der lægges for dagen, er superfed.

Publikum er, ikke overraskende, helt oppe at køre, hvad der dels skyldes den musikalske kvalitet, og dels at forsangerens entusiasme ikke kan begrænses til scenen, men at han spæner ud i publikum i tide og utide, griber fat i folk og får dem til at synge med på sine sange.

Wölfblood

Der er mange ting, der kan dominere ens førstehåndsindtryk af et nyt band, og selvom jeg godt nok bed mærke i Wölfbloods forkærlighed for overlæbesnegle-overskæg, så skulle musikken ikke være på i mange nanosekunder, før man var tilpas blæst bagover til at være ret ligeglad med deres tvivlsomme valg af barber.

Publikum var da også med oppe foran, da et af førstedagens klart mest velspillende bands foldede sig ud. Wölfblood spiller hård, punket rock ’n’ roll med en fed, distortet vokal, der aldrig kom helt over i egentlig growl, men heller aldrig artikulerede teksterne på en sådan måde, at man kunne fange dem.

Rock ’n’ roll var ikke bare en ting i bandets musikalske inspirationer, men det var også helt klart den vibe, de udstrålede med deres attitude og fremtoning. I hvert fald hvis man lige ser bort fra overskæggene.
Den vibe blev lidt hårdere og lidt hyggeligere sidst på koncerten, da et hyggeligt seks-mands-moshpit blev dannet, og forsangeren hoppede med ned fra scenen og sluttede sig til festlighederne.

LLNN

Der er ingen tvivl om, at LLNN var et af dagens klare hovednavne.
Deres tung, mørke, og efter deres egen vurdering post-apokalyptiske hardcore har fået spilletid ikke bare i undergrunden, men også i statsradiofonien og på Roskilde Festival.

Inden jeg går i kødet på koncerten her, må jeg lige komme med en kort bemærkning: Jeg er ikke vild med hardcore, og det kan let tænkes, at nogle af de ting, jeg ikke brød mig om, falder sygt meget i netop din smag, og det er jo bare fedt. Hvis du synes, jeg lyder som en idiot, så læg endelig en til halvanden stjerner til min vurdering, for så vidt jeg kunne se på de tilstedeværende hardcore fans, var de godt tilfreds.

LLNN mødte os fra scenen, hvor de stod i mørke, kun oplyst af en UV-lampe, der ligesom med We Are Among Storms fik deres festivalsarmånd til at lyse klart og lidt spolerede oplevelsen.
Musikken tog dog snart over med en dyster, distorted intro, der gjorde god brug af dagens eneste synthesizer. Herefter overtog trommer og vredesskrig dog hurtigt lydbilledet og blæste ører og indre organer dygtigt i smadder.

Det var helt klart, at der var et hardcore segment blandt publikum, der ikke kunne komme langt nok op foran til LLNN, men også at der var et større segment, der holdt sig på en noget mere skeptisk afstand.

Inden for denne genre af dyster hardcore var musikken ganske varieret med både uhyre velspillede, atmosfæriske instrumentalpassager og mere lige-på-og-hårde-stykker, domineret af forsangerens skrigende vokal, som jeg personligt meget hurtigt fik rigeligt af.

Musikalsk er der dog næppe nogen tvivl om, at selvom det ikke var mit yndlingsband, så var det klart det vildeste, jeg oplevede denne dag – og de fleste andre dage af mit liv.

Angående bandets fremtoning fra scenen så havde jeg fornemmelsen af, at det fra deres side var en meget veløvet performance med fed synkron-headbanging og tanker bag de fleste bevægelser, men også derfor, at den ikke føltes så meget som noget, vi som publikummer var en del af.

Bold

Sidst nåede vi til dagens eneste ikke-europæiske bidrag, amerikanske Bold, der under navnet Crippled Youth var med til at definere hardcore-scenen i New York tilbage i midt-firserne.

Det var hurtigt klart, at der var en hel del gamle fans, der var helt vilde med at se de gamle drenge på scenen og gik godt amok oppe foran, men som med LLNN var der en hel del, der stod lidt længere bagved og forholdt sig med skepsis overfor disse amerikanske gæster.

Der er ingen tvivl om, at Bold spiller deres instrumenter godt og leverer solid, omend relativt langsom, hardcore. Deres alder viser sig dog klart ved siden af den lydeksplosion, LLNN leverede umiddelbart inden.

Vokalen var jeg igen ikke tilfreds med, denne gang skyldes det dog ikke et altdominerende hardcore-skrig, men snarere, at forsangerens stil måske nok er unik, men hakkende og har meget dårligt flow.
Efterhånden som koncerten skrider frem, får Bold mere fart på og viser en rigtig fin musikalsk bredde. Der er dog grænser for, hvor meget musikernes bredde giver bandet som helhed, når vokalen er uforandret.