Anmeldelse af Cold Night For Alligators: With All That’s Left. Udgivelse d. 16. januar 2026 via Prime Collective
Så kom der nyt fra Cold Night for Alligators, og den danske musikscene bliver endnu engang forkælet med et gennemført velproduceret album.
Savner man de gode gamle dage med Panic! At The Disco og Fall Out Boy, men fortalt med nutidens briller på – eller høreapparat – som på nogle sange fremstår legende og eksperimenterende, og på andre mere melankolsk.
Albummet hænger tematisk godt sammen og giver indtryk af et bevidst narrativ, hvor følelser og stemninger får lov at udvikle sig på tværs af tracklisten. Det skaber en oplevelse af et album, der er tænkt som mere end blot en samling enkeltstående numre. Det skal høres i sin helhed.
Musikalsk bevæger albummet sig primært inden for alternativ rock med teatralske elementer og enkelte, mere metal-prægede øjeblikke. Der forekommer sporadisk “growls”, men det bruges sparsomt og som et effektfuldt virkemiddel snarere end et dominerende udtryk. Den hårde vokal falder dog lidt ved siden af, og kommer til at virke utrænet. Om det er et bevidst valg Cold Night For Alligators har taget, ikke at lave deciderede growls, er uvist. Men det mangler, og kunne give sange som “Astonishing” det ekstra flair, som resten af pladen gør så veludført.
Flere passager kan minde om en mere mørk og metaliseret fortolkning af tidlig Panic! At The Disco, hvilket bidrager til albummets dramatiske og følelsesladede karakter. Denne sammenligning og teatralske form skinner særligt igennem i “I Am Only Fear” og “Dance For You” .Man hører tydeligt følelserne i sangteksterne, og musikken får frit lejde til at være både eksperimental, opløftende, og understøtte vokalens emner med mere hårdstødende riff og breakdowns.
Det er tydeligt, at indspilningen er præget af stærke personlige følelser, og at der er meget på spil i materialet. Denne ærlighed er en af albummets store styrker, men kan til tider også gøre udtrykket en smule indforstået, hvor ikke alle følelser eller budskaber umiddelbart åbner sig for lytteren. Ikke desto mindre bidrager det til en autentisk og nærværende stemning.
Instrumentalt byder albummet på flere spændende øjeblikke, med både piano, violin og saxofon, som flyder over en næsten ska-genre. Særligt guitarerne får lov at eksperimentere og skabe dynamik og intensitet, blandt andet i afslutningen af “Bittersweet Echoes”, soloen i “These Blind Spots” og gennemgående i “Astonishing”, hvor de fungerer som et bærende og stemningsskabende element.
Samlet set er det et velproduceret album, der belønner den opmærksomme lytter og fremstår som et ambitiøst og følelsesdrevet værk. Der er tydeligt en historie af smerte og sorg, som skal fortælles med albummet With All That’s Left. Men musikken formår alligevel at føre lytteren igennem, så man efterfølgende sidder med en følelse af empowerment.
