Anmeldelse af Macabre + support: Dead Void, d. 27.07.25 på Hotel Cecil 

Midt i festivalsæsonen popper der alligevel shows op, man må tilføje til sin kalender. 

Foto: Gabriel Rasmussen

Således befandt jeg mig tilbage på Hotel Cecil efter lang tids fravær til noget mere end klassisk voldsom musik. 40 Years of Murder Metal 1985-2025 er kommet til Danmark. 

Dead Void

Jeg har efterhånden set dette death doom-band mere end en håndfuld gange, de plejer altid at være et sikkert kort at spille, når et lokale skal fyldes op med dystre toner. Specielt er det dog at se dem stå på et spillested som dette og ikke på de mindre scener, jeg er vant til at nyde Dead Void på. 

Det bliver spændende at finde ud af hvordan de klarer denne opgradering. I aften er det A (vokal, trommer) og K (guitar, vokal) der skal underholde os. D (bas, vokal) er ikke til stede i aften. Med numre som “Cranial Devastation” fra Cranial Demonstration (2021) EP’en og “Sadistic Mind” fra Volatile Forms (2022) albummet bliver vi hevet ned i et mørke der er altomsluttende. 

I den soniske kælder hos Dead Void er der intet håb eller bare tanken om lykke. Det er kvælende med de dybe vokaler og korte hæse skrig samt A der tæsker sine trommer med en sådan kraft, præcision og variation at man får helt ondt af instrumentet der skal udsættes for en sådan tortur. 

Stemmerne skiller sig ikke meget ud fra bands i samme genrer, men de passer dog perfekt til de slæbende langsomme stykker samt de passager hvor tempoet kværner vores trommehinder med vrede. Guitaren er lidt lav, men det fikses løbende og de to musikere formår at fylde scenen ud med deres ildevarslende toner. Sjældent har der spillet så brutal musik på Hotel Cecil og det er fedt at se dem satse på noget så råt fra undergrunden. 

Dead Voids materiale kan dog godt føles lidt langtrukkent, og det selvom håndværket bag det absolut intet fejler. Denne her genre er på mange måder kompromisløs. Når det er godt, så omfavnes man af modløshed som en rædsel fra katakomber fyldt med lydløse skrig, men når det fortsætter, så er det svært at bibeholde benovelsen. 

Hvert nummer introduceres med growl, så man knap kan forstå hvad der bliver sagt. Det har bestemt sin charme. 

Dette er ikke moshpit venligt, man står stille og prøver at finde sig til rette i den underverden vi har forvildet os ind i. Udgangen er umulig at finde og på trods af et manglende medlem så overbeviste bandet mig atter om at de ejer noget helt særligt som ikke er for enhver smag, men det er bestemt heller ikke meningen med Dead Void. 

Macabre

De tre foregangsmænd Charles Lescewicz (bas, vokal), Dennis Ritchie (trommer) og Lance Lencioni (guitar, vokal) må vist betegnes som intet mindre end legender. Siden 1985 har bandet leget med death metal, thrash metal og grindcore i en obskur blanding, længe før mange andre kom på at kombinere disse genrer til en så ulækker ret. Kast en god gang kulsort humor med i konceptet, hvor alle sange handler om de værste seriemordere og så har du en langtidsholdbar formel på 40 år! De kommer ikke ofte til disse breddegrader, så når chancen byder sig, møder man op.

Der er varmt i lokalet nu og publikum er mere end klar på noget “murder metal”, som gruppen selv har døbt deres musik. En roadie klædt som bøddel hopper rundt på scenen sammen med trekløveret. Således åbner “Zodiac” ballet.

Vokalerne skifter fra korte brøl, til skabede skrig og, gudhjælpemig, ren sang som i børnerim og bizarre folkemelodier. Lyder det skørt? Det kan jeg love jer for, at det er! 

På “Temple of Bones” fortælles der om Jeffrey Dahmer og han hobbyer, “The Wheels On the Bug” er kugleskør med sin sing-along-struktur, men kæft hvor det virker og vi bliver mindet om Ted Bundy, da endnu en maskot i maske dukker op. Hvert nummer indledes nemlig med en lille fortælling om disse galninge og deres blodige arv. 

Heavy metal har altid flirtet med kontroversielle emner, og Macabre gør det med så stor tåbelighed, at man ikke kan andet end at smile og føle sig dybt underholdt.  “Joe Ball Was His Name” fra Carnival of Killers (2020) fortæller om manden, der fodrede servitricer til sine alligatorer og “Night Stalker” fra Sinister Slaughter (1993) dykker ned i drabene begået af Richard Ramirez og Ted Kaczynski tages under kærlig behandling i “The Unabomber”. 

Det er teater så over the top at man skal være særlig kynisk for ikke at finde det morsomt. Musikken er udmærket, selv om mikset forekommer lidt rodet nu og da. Der titter en kvik guitarsolo frem af og til og et tungt beat fra Ritchie, men det er i høj grad hele pakken der sælger Macabre og deres grusomme univers, hvor Albert Fish myrdede unge kvinder i “Slaughter House” og oldingen truer af os med sin stok og Ed Gein dukker op med tallerken og fodrer de forreste rækker med sine ofre samt roder dem i håret i “Ed Gein”. En parade af bestialske skikkelser spøger i setlisten og gæsterne er dedikerede og venter på de old school-fortællinger som de bedst kan lide.

Der opstår stor jubel hver gang en sang genkendes på forhistorien eller på riffet. Macabre har med årtiers slid og slæb opbygget en fanbase der elsker deres gakkede sange, og den dedikation fra publikum er ikke til at tage fejl af i aften. Der skråles med og grines i lige mængder til “Scrub A Dub Dub”, “Richard Speck Grew Big Breasts”, “McMassacre” og “Vampire of Düsseldorf”. Der takkes for den store støtte fra bandets side af og bifaldet er velfortjent. 

Da “Hitchhiker” lukker showet, råbes der stadig efter mere. Tror dog ikke at Ritchie kunne klare mere, han så mærkbart udmattet ud hen imod enden.  

Det er en sjælden oplevelse at se Nefarious, Dennis the Menace og Corporate Death (kunstnernavne på medlemmerne) og selv om sangene ikke er det mest komplicerede eller imponerende så leveres det med så meget gak og løjer at det holdt hele koncerten igennem. Når jeg nu skal til Brutal Assault i år, så må jeg se dem igen på Obscure-scenen om tirsdagen. 

Man skal ikke altid tage det hele så seriøst og den kunst mestrer Macabre til fulde. Dyb respekt herfra og kør lige denne her kødhakker i 40 år til.