Anmeldelse af: Godsmack + Franklin Zoo. Den Grå Hal, Kbh. 21. marts 2019.
Godsmack havde lidt at bevise efter en længere pause med optræden på dansk jord – og beviset blev leveret!
Foto: Mark Stoumann
20 år. Så lang tid er det siden, at de amerikanske hardrockere Godsmack optrådte i Danmark – pudsigt nok også på Staden i København.
For 20 år siden, anede jeg ikke, hvad Godsmack var. For pokker, jeg anede vist ikke engang, hvad hard rock og heavy metal var! For lige at slå det helt fast: Ja, denne skribent var ret ung dengang.
Så hvad fik det tætpakkede publikum serveret denne aften?
Som hors d’oeuvre blev der i hvert fald trakteret med lidt dansk i form af hardrockerne fra Franklin Zoo.
Franklin Zoo
Der skulle angiveligt være blevet øvet en god portion fra bandets side forud for denne opvarmningstjans for de genfødte amerikanere, og det lod sig i begyndelsen til at give lidt udslag i nervøsitet.
Alt dette er forståeligt, men det gjorde samtidig, at deres performance blev en indadvendt forestilling cirka 50 procent af deres lidt under 45 minutters optræden.
Samtidig har jeg også lidt svært ved at fremhæve højde- eller deciderede lavpunkter ved drengenes optræden. Det var hard rock med enkelte afstikkere uden at være farlige og uden at have noget opfindsomt eller spændende at byde på.
Men det var godt fremført, og publikum (i hvert fald de forreste af slagsen) kvitterede med begejstring, når der blev bedt om dette ved enkelte forsigtige forsøg fra scenekanten.
Gennem mine mange års koncertanmeldelser har jeg set en hel del opvarmning for de(t) navn(e), som størstedelen af publikum må antages at være kommet for at se, og denne falder ind under den kategori, som en anden koncertgænger udbrød efter hele koncertaftenen, da Godsmack var færdige med at spille: “Gud ja, der var også opvarmning på! Dem havde jeg helt glemt!”
Og apropos hovednavnet:
Godsmack
Langt om længe var det blevet tid for det danske publikum med lang tids forsinkelse at se dette semi post-grunge, men mest tilhørende i hard rock-kategorien af et band, der svang frem på scenen i slipstrømmen på nu metal-bølgen med bands som Disturbed, Korn og så fremdeles.
Jeg er selv barn af de nu metal-bands, så min kærlighed for bandet tilhører deres tidligere værker, hvor jeg synger med i koret om, at deres plader i midten af 00’erne og frem var lidt intetsigende og tamme, hvis man skal være lidt flabet.
Lige indtil de udsendte “When Legends Rise” sidste år, som katapulterede bandet retur på de større scener over det meste af Europa, som også skulle have bragt dem forbi DK samme år, men grundet tragiske omstændigheder måtte udskyde deres performance, så der i sandhed blev tale om et 20-årsjubilæum denne aften.
Der var langt fra tale om et mondænt, borgerligt porcelænsbryllup, men derimod en kaskade af både klassikere, nyklassikere og regulære hits, der blev serveret som en udsøgt hovedret fra forsanger Sully Erna og resten af slænget i bandet!
Bandet har aldrig været kendte for episk-ladede sange med mange soli, men mindre kan også gøre det; især når de (i nyere tid) har tæft for at skrue gode rock-sange sammen med nerve og pondus, som alle kan synge med på. De lader i hvert fald til at have genopfundet sig selv.
Endvidere lod det ikke til at være aldrende rockstjerner, vi havde med at gøre på scenen, selvom forsanger Sully da allerede har rundet de 50 år(!). De fremstod som unge og legesyge knægte, der elskede det, de lavede, og ville spille for det proppet venue, som de – hvis de ikke venter 20 år – sagtens kan udspille større af slagsen af i fremtiden i vores hjemland, når budskabet om denne koncert kommer længere ud.
Trommesolo. Noget, som man troede, var uddød sammen med liveoptrædender i starten af 00’erne, men Godsmack forstår at gøre det interessant med en dobbelt-trommesolo og legende lir med stikkerne imens. Så kan det sagtens godkendes – og mere til.
Skårene i glæden fra en topkarakter herfra er blandt andet, at den fine gestus med en ny sang på keyboard druknede i mudret lyd, da de andre instrumenter kom på, selvom lyden ellers havde været helt fin indtil nu. Men spændende takter var der da at spore.
En svensker ved min side var ikke begejstret for deres The Beatles-cover af “Come Together”. Det var jeg så pjattet med, men deres forlængede jam-del efter nummeret kunne de godt have sparet til fordel for at spille en sang mere.
Da bandet så lod til at have lyst til at spille mere, fordi glæden, energien (og fik jeg skrevet “glæden”?) til at spille var der, så tog vi da lige et AC/DC-cover med “Highway to Hell”. Det er lidt en letkøbt løsning på en Lille fredag, hvor nok mange publikummer havde fået en god del bag vesten. Igen:
Spil jeres eget! Vi har ventet 20 år! AC/DC har været i Danmark fire gange, siden I sidst var her, og deres musik kan man ikke undgå på en eneste rockbar med respekt for sig selv.
Men da man forlod salen, var det stadig med en følelse af forløsning og glæde over at have set bandet, og kan de holde samme cadeau på plade og live, så har de fortjent deres revitalisering.
Og jeg gentager lige til slut: Lad der ikke gå 20 år igen!
Se galleri fra vores fotograf Mark Stoumann herunder:
