Broens bæreevne braste

The Raven Age
K.B. Hallen var kun en kvart del fuld, da intro-nummeret til The Raven Ages show begyndte. Et instrumentalt nummer, som er bygget op omkring akustisk guitarspil med dertilhørende spændingsopbyggende trommeslag og strygere. Ganske velfungerende til at piske en stemning op inden showstart. 

Det unge band fra 2009 startede stærkt ud med en god energi på scenen. Det virkede til, at bandet i den grad havde sat sig for, at vi ikke skulle glemme dem, så snart de var trådt af scenen igen. De blev dog ikke helt glemt. Det kan de hovedsageligt takke de to guitarbetvingere, Tony Maue og George Harrison, for. De fremmanede det ene tunge riff efter det andet og duellerede guitarsoli, så de andre i bandet nærmest blev opløst omkring dem. 

Forsanger Matt James’ vokal blegner ved siden af guitaristernes tunge riffs. Hans stemme forsøger ihærdigt at tilføje et punket udtryk til bandets musik, og det er en brik, jeg ikke kan få til at passe ind i bandets lydbillede. Det, hvor det rigtig sjove sker, er, når Tony Maue åbner munden og growler. Det gør han på enkelte strofer. Desværre ikke nok, men når han gør, så hæver han barren for, hvad bandet kunne formå, hvis der så bare var mere af det. 

The Raven Age er dygtige musikere. Det føles bare som om, at der er en barrikade, som blokerer for bandets virkelige udfoldelse. Det er synd og skam, da de fortjener mere.  

Shinedown
Et band, som virkelig har fundet formlen på succes her på det seneste, må være Shinedown. Deres nyeste plade, Attention! Attention!, fra sidste år høstede mange roser og deres liveshows ligeså. Denne aften var ingen undtagelse, og på en enkelt time gjorde de det igen. 

Shinedown startede ud med nummeret “Devil” fra førnævnte plade, og man må sige, at bandet får skabt opmærksomhed omkring dem selv. Bandet var iført gule jakkesæt med sorte veste indenunder. Gul og sort farve ligesom coveret på Attention! Attention!. Der var så sandelig tænkt på det hele. 

Bandet sprang direkte videre over i “Cut the Cord”, hvorefter vi fik nogle bevingede ord fra forsanger, Brent Smith. Her snakkede han bl.a. om, hvordan K.B. Hallen brændte ned og er blevet genopbygget. Men ikke nok med det, så snakkede han om, hvordan vi er specielle individer hver især. Det hele bliver sgu meget rørende. Hans stemmeføring, hans karisma, hans oprigtighed. Jeg faldt pladask for det. Ikke nok med, at bandet skabte opmærksomhed på dem selv, så fik de også skabt opmærksomhed omkring os som publikum. 

Shinedown er kendt for at skrive tekster om at komme videre, når livet er svært. Om at trække sig selv op, når man ligger ned. Nummeret “Get up” handler netop om at rejse sig. Så Brent Smith fik hurtigt charmeret sig ind på de publikummer, som sad ned oppe på balkonerne. “This is not a funeral, this is a rock show anno 2019, get up!” som han så smukt udtrykte det, og folk rejste sig!

På Lynyrd Skynyrd-nummeret “Simple Man” er det kun Brent og guitarist, Zach Myers, på scenen. Nummeret er efterhånden blevet fast repertoire på bandets setliste; et smukt nummer, som Brent gør til sit og cementerer, hvor fantastisk hans stemme er. Herefter bevægede Shinedown sig over i den tunge “Enemies”, “The Sound of Madness” og afslutningsvis med “Brilliant”.

Shinedown er et fantastisk liveband. De skal opleves! Der manglede absolut ingenting, der kunne have gjort dette moment i selskab med Shinedown meget bedre.

Alter Bridge
Alter Bridge trådte på scenen til nummeret “Wouldn’t You Rather” fra den nyeste plade, som udkom for godt og vel en måned siden. En plade, der emmer lidt af, at Alter Bridge har bevæget sig i en lidt blødere retning end hidtil. Gensynsglæden var dog stor, da forsanger Myles Kennedy og ex-medlemmerne fra Creed, Mark Tremonti, Brian Marshall og Scott Phillips, trådte på scenen. 

Ved første øjekast må jeg da også indrømme, at bandet virkede klar til at overtage denne aften fra et super tændt Shinedown. Men jeg måtte et lille stykke inde i koncerten sande, at dette ikke skulle blive den bedste Alter Bridge-koncert, jeg har været til. Jeg ved ikke, om det var fordi, at Danmark var første stop på denne tour, og at hele bandet dermed var ramt af en seriøs omgang jetlag? Men broens bæreevne var på ingen måde holdbar denne aften. 

Det kunne skylde,s at lyden i den ombyggede K.B. Hallen ikke var den bedste, man kunne opleve i mands minde. Tværtimod var den noget forfærdelig at komme igennem. Efter en halv time af koncerten så jeg de første, som bevægede sig fra foran scenen ned mod udgangen. 

Det blev en kedelig affære, som lige kunne hives op af nogle enkelte perioder på setlisten. “Addicted to Pain”, “Rise Today” fik hurtigt samlet publikum i en masse af bevægende arme og hoveder. Mark Tremonti måtte frem i rampelyset på den velkomponeret “Waters Rising”, som han synger vokal på, og han gør det fantastisk. Både som sanger og guitarist. 

Myles Kennedy diskede op med en lille hyldest til Beatles klassikeren “Blackbird”. Inden bandet selv satte gang med deres eget nummer af samme titel. Hvorefter vi fik vi den hårde “Metalingus”. Og Alter Bridge kunne slutte af med “Godspeed” og “Open Your Eyes”. 

Alter Bridge virkede fraværende, de virkede trætte og på ingen måde oplagte. Hæmmet af dårlig lyd ville de måske også ønske, de havde været alle andre steder end lige i K.B. Hallen denne aften.

Anders Groos Mikkelsen tog billeder af koncerten. Se billederne her: