Alice Cooper

Chokrockerens mageløse demonstation

-

Anmeldelse af Alice Cooper, Helvíti, Copenhell 2016

Den gamle syrerocker Alice Cooper og hans følgeskab gjorde så flot en figur af sig, at man næsten glemte, at der var andre store navne på plakaten.

Se, når en artist og/eller gruppe kan bjergtage dig med deres sange, så du glemmer alverdens bekymringer omkring dig, så klarer de det godt; hvis det ligefrem lykkes dem at få dig til at glemme, at vi senere på samme festival kan opleve både King Diamond, Scorpions og selveste Black Sabbath, så er man i en kategori for sig.

Hele 19 sange blev det til for den nu 68-årige Alice, alias Vincent Furnier, og hans gruppe under bandnavnet Alice Cooper denne aften. Læg dertil, at manden altså bruger tid på at levere et sceneshow, som måske ikke kan skræmme og forundre på samme måde som i de tidlige dage med bandet i 1970’erne, men som stadig kræver sin persona og energi at kunne fyre af. Vi bøjer os i støvet.

Det føltes også som om, at hvor Dropkick Murphys startede årets bal med et brag tidligere på samme scene, så var Alice Coopers årets første samlingspunkt.

Vi fik både de obligatoriske “No More Mr. Nice Guy”, “Poison” og “School’s Out”, men der blev så sandelig også tid til lidt cover-versioner af både The Who, David Bowie og Motörhead.

Sidstnævnte fik da også en tåre frem i øjenkrogen hos flere af mine følgesvende ved mindet om, at vi aldrig kan få selveste Lemmy at opleve nogensinde, men et kort øjeblik var det som at opleve en flig af helligdommen. Omend Alices har en lidt anden røst dertil.

Alice Cooper, manden, klarede det alligevel godt, og han beviste da også på dansk jord tidligere på måneden, at han besidder evnen til at lave et godt cover eller tre, da han besøgte Fænglset i Horsens med Hollywood Vampires.

Selv en ting som en guitarsolo føltes ikke enerverende eller forceret her. Den kvindelige guitarist, Nita Strauss, var eminent på det strengede instrument, så hun var helt undskyldt for at tage tid fra en eventuel anden klassiker, vi potentielt kunne have oplevet.

Du/I gør det godt, Alice Cooper. Forhåbentlig var det ikke sidste gang på dansk jord!

REVIEW OVERVIEW

Alice Cooper

Share this article

Recent posts

Mere ligegyldighed end håbløshed

Anmeldelse af: My Dying Bride - Macabre Cabaret. Udgivet 20. november 2020 via Nuclear Blast. Kun 8 måneder efter deres sidste plade er My Dying...

En omfavnelse af håbløshed

Anmeldelse af: Mitochondrial Sun – Sju Pulsarer. Udkommer 13. november 2020. All Noir. FREDAG DEN 13. ER KENDT SOM UHYGGENS DAG, HVOR UHELDET, ELLER ULYKKEN...

Djentlemen bringer liv

Anmeldelse af: Periphery - Live in London. Udgives 13. november 2020 via Century Media Records. Denne anmelder har været lidt ude, hvor han ikke kunne...

Død, pest og præst, men hvor er dynamikken?

Anmeldelse af: Plaguemace – Primal Priest. Udgives 6. november 2020. Selvudgivelse. UD AF DEN HORSENSIANSKE KLOAK ER KRAVLET EN HÅNDFULD PESTBEFÆNGTE ROTTER, DER HAR SLÅET...

Jesper Binzer redder farrocken

Anmeldelse af: Jesper Binzer - Save Your Soul. Release 6. november 2020 via Warner Music. Man kan godt tage Jesper Binzer ud af D-A-D, men...

Popular categories