Anmeldelse af: Slayer. Wacken, Harder Stage. 02. august 2019.
Legendariske Slayer. Det bliver ikke meget større.
Foto: Amanda Gaarsdal
De amerikanske mastodonter har spillet til Wacken Open Air adskillige gange, og deres ærefrygtindgydende thrash metal hører til på de store scener. Men Slayer er et gammelt band, og sidste år blev det usikkert, om veteranerne når at fejre deres 40-års jubilæum i 2021, da de annoncerede, at den dengang kommende verdensturné ville blive deres sidste. Der var derfor, ikke overraskende, en massiv folkemængde samlet foran Harder Stage fredag aften, da det blev tid til at høre den med Slayer.
Introen ”Delusions of Saviour” fra Repentless fra 2015 spillede I baggrunden, da fire hvide kors blev projekteret op mod et gennemsigtigt tæppe forrest på scenen og efterfølgende blev vendt på hovedet. Korsene blev erstattet af forskellige versioner af Slayers logo, og store bål brændte på hver side af trommesættet, da tæppet faldt og afslørede Tom Araya, Kerry King, Gary Holt og Paul Bostaph, og så var festen skudt i gang.
Scenen var badet i rødt, dramatisk lys, og selvom pyroteknik blev udnyttet gavmildt, var det et relativt simpelt setup. Store skiftende backdrops hjalp de mindre fanatiske fans med information om, hvilke plader der blev spillet sange fra. Og vi kom godt og grundigt rundt i diskografien i den tyve sange lange sætliste, som bød på både nye og gamle klassikere samt det aktuelle materiale.
Slayer erobrede scenen det sekund, de betrådte den. Kerry King headbanger stadig den dag i dag, og selvom Tom Arayas nakke er stiv som et bræt, er hans autoritet som frontfigur urokkelig. Ikke engang den 58-årige sangers vokal kunne man sætte en finger på; halvanden times had blev spyet med overskud. Da ”Seasons in the Abyss” varslede starten på syv udødelige klassikere på stribe, var der ingen tegn på, at energien ville løbe ud. Selv helvedesskriget, som kickstartede ”Angel of Death”, blev leveret på imponerende vis.
Men det måtte selvfølgelig stoppe på et tidspunkt. Efter sidste tone sluttede koncerten brat, hvorefter bandet gik rundt på scenen og sugede den sidste energi til sig. Specielt Tom Araya virkede enormt rørt, og det var et fåmælt farvel, som blev givet til det fremmødte publikum.
Var dette det sidste ’Auf Wiedersehen’ fra Slayer, eller fortsætter de med at spille mere eller mindre eksklusive koncerter i nogle år endnu? Det er endnu uvist, men hvis dette var sidste gang, Slayer spillede op til dans til Wacken Open Air, fik de fremmødte til afskedskoncerten i hvert fald en mindeværdig oplevelse til sidst.
Amanda Gaarsdal snuppede et par skud mere fra den vigtige koncert:
