Alice Cooper

Da tanken blev til et slot

-

Anmeldelse af: Kamelot m.fl. Gimle, Roskilde. 22. marts 2023.

Det var en kold forårsdag. Gimle var fyldt, thi det nu var tid til en god gang heltemetal.

 

Foto: Tommy Skøtt

 

League of Distortion

Aftenens første band var den tyske supergruppe League of Distortion. League of Distortion består blandt andet af forsangeren Anna Brunner, kendt fra Exit Eden, og Jim Müller fra Kissin’ Dynamite. Så her var mine forventninger allerede ret høje. Det er jo rutinerede musikere, der spiller.

Men, ak, det skulle vise sig at blive en relativt kedelig affære. Lad mig starte med det positive. Lyden var for eksempel rimelig okay. Man kunne godt have brugt noget mere bassguitar til at give lidt mere ”umph”, men ellers kom alt ret tydeligt igennem. Instrumentalisterne spillede virkelig tight og gav som sådan egentlig en rimelig fin performance og så ud til at nyde at være på scenen.

Men forsangeren… Jeg er ked af at sige det, men hendes performance mindede mig allermest om, hvis én tilfældig deltager til Openhell (live-karaoke på Copenhell) fik lov til at spille et helt set. Jovist, hun kan teksterne og synger egentlig ganske fint, men så til gengæld ekstremt akavet ud på scenen. Det meste af tiden så det ud som om, hun ikke anede, hvad hun skulle gøre af sig selv. Samtlige bevægelser manglede ligesom en form for overbevisning bag sig og manglede energi. For mig trækker det her virkelig meget ned, for i min optik hvis et band ikke har en stærk frontperson, så falder resten ret hurtigt til jorden.

En lille kort og hurtig ekstra bemærkning, så var teksterne til tider også virkelig cringe og til tider decideret pinlige, som omkvædet på anden sang som er en gentagelse af frasen ”Hell, is a very small place”, som mest lyder som en tekst til en jingle, skrevet af forfatterne bag South Park, som intentionelt ville have skrevet den ret cringe for komisk effekt.

Det er nok en tur tilbage til øveren for forsangeren og eventuelt få øvet noget koreografi, så hun ikke er i tvivl om, hvad hun skal.

 

Eleine

Efter en rimelig skuffende start med League of Distortion var det nu tid til svenske Eleine. Og HOLD DA FEST! Det er SÅDAN HER, jeg vil have serveret mit metal. Masser af selvtillid, power og energi. Her kunne man for alvor fornemme, at der var tale om et professionelt band. Der bliver headbanget på de tungere stykker, forsangeren trækker sig lidt tilbage, når en guitarist har en solo; alt det, der er nødvendigt til en koncert på en scene af Gimles størrelse. Der var stort set ikke en eneste finger at sætte på Eleines optræden. De kom skide godt fra start og sluttede lige så godt af.

Der er dog et par minusser. Igen manglede noget bassguitar i lydbilledet til lige at give lidt mere bund. Derudover så havde jeg personligt lidt svært ved at høre den ene guitarist, og så var backingtracks til tider alt for høje. Nogle gange var andenstemmen simpelthen højere end forsangerens første.

Eleine var også virkelig gode til at engagere publikum blandt andet ved den typiske kliche med ”min side af publikum er bare bedre end din”. I starten af koncerten ville forsangeren da også gerne introducere bandet og pege hen til deres bagtæppe, men da hun vender sig om, finder hun hurtigt ud af, at publikum ikke kan se en skid, fordi Kamelots scenesetup er så højt, at man ikke kan se bandlogoet. Det bliver der selvfølgelig hurtigt lavet lidt sjov med og viser igen et godt overskud fra Eleine.

Der er faktisk ikke meget mere at skrive om Eleines optræden, andet end den simpelthen bare var bundsolid. Få lige fikset lyden, og så var den perfekt.

 

Myrath

Nu til noget lidt anderledes, men stadig i samme boldgade. Nu var det nemlig blevet tid til powermetal med mellemøstlige inspirationer. Det var blevet tid til tunesiske Myrath. Her kan man igen snakke om en pose blandede bolsjer men her af performere. Her var der, heldigvis, intet galt med forsangerens performance. Han kom godt udover scenekanten og så virkelig ud til at nyde at være på scenen. Guitaristen og bassisten derimod så mere ud som om, det var endnu en dag på kontoret. Ganske vist så spillede de virkelig godt. Især bassisten leverede nogle fede og lidt atypiske måder at spille bass i et metalband. Men når man så samtidigt ser helt stonefaced ud, så får man hurtigt fornemmelsen af, at de keder sig lidt. Det her er virkelig skadeligt for energien på scenen og helhedsindtrykket.

Igen var lyden der ikke helt. Backingtracks var for høje, bassen var der lidt mere, men ikke nok.

Dog vil jeg gerne fremhæve, hvor forfriskende det var at høre noget, musik der ikke ”bare” var inspireret af vestlig musik. Myraths musik, som før nævnt, bærer nemlig præg af deres tunesiske ophav. Det her er med til at sørge for, at de ikke bare bliver endnu et random powermetal band. Ekstra fedt er så, at de ekstra instrumenter, der er i Myraths lydunivers, blev leveret virkelig præcist og stilfuldt af deres keyboardspiller. Fedt at få fornemmelsen at så meget af musikken som muligt bliver leveret live.

Myrath gjorde det ganske hæderligt. Rent musikalsk fungerede de. Men guitaristen og bassisten skal nok lige have en lille opsang for at det hele kommer til at spille 100 %. Så vil jeg med glæde opleve dem igen.

 

Kamelot

Kamelot. Kamelot! KAMELOT! (it’s only a model). Sådan sagde Monty Python i filmen “Monty Python og de skøre riddere”. Men sikke en model der dog var på scenen. Til trods for at det var lidt obskurende for opvarmningsbandsenes bagtæpper, så var det uden tvivl en virkelig gennemtænkt og flot sceneudsmykning.

Flot skulle hele Kamelots optræden da også vise sig at være. Med hjerte og sjæl bliver samtlige riffs, sangstrofer, trommefills og keyboard runs leveret. Til trods for Eleines imponerende optræden så var der ikke nogen tvivl om, at Kamelot var aftenens retmæssige hovednavn. Et ekstremt tight-spillende, publikumsopmærksomt og helt igennem imponerende band var, hvad vi fik fra Kamelot denne aften. Intet mindre havde jeg da også håbet på fra Thomas Youngblood og co.

Og lyden sad lige i skabet! Men jeg bliver nødt til at komme med en enkelt lille kritik. Ja, forsangeren, Tommy Karevik, er en virkelig flot og pæn mand, men det bliver næsten også en hæmsko for ham. Jeg ved ikke om det er bevidst, men der var ikke rigtig særlig meget gang i den fra Karevik. Det var ikke fordi, han var usikker eller noget og hans stage presence var generelt ganske fin, men jeg kunne måske godt have ønsket mig lidt mere energi. Det føltes til tider som om, han var lidt for bange for at se dum ud.

Al den energi og mere til, som jeg havde savnet fra Karevik, fik man derimod fra bassist, Sean Tibbets. Her var der headbanging, løften af bassen og jeg skal gi’ dig ska’ jeg fra start til slut. Helt klart min yndlingsmusiker fra Kamelots optræden denne aften.

Alt i alt så leverede Kamelot en rigtig god koncert. Næsten så tæt på perfekt som man kunne have ønsket sig. Det her var en oplevelse, jeg ikke ville have været foruden.

 

Tommy Skøtt har flere billeder fra aftenen her:

ANTAL STJERNER

League of Distortion
Eleine
Myrath
Kamelot

Del denne artikel

Seneste artikler

Here’s Brucey!

Død ved kølle!

Starring at the mosh

Fotoreportage: Dvne

Populære kategorier

Anmeldelse af: Kamelot m.fl. Gimle, Roskilde. 22. marts 2023. Det var en kold forårsdag. Gimle var fyldt, thi det nu var tid til en god gang heltemetal.   Foto: Tommy Skøtt   League of Distortion Aftenens første band var den tyske supergruppe League of Distortion. League of Distortion består blandt...Da tanken blev til et slot