Anmeldelse af: Katla. Wacken 2019, History Stage. 31. juli 2019.
16:00 var det tid til første band på årets festival, og hvilken bedre måde at starte festlighederne på end med danske Katla.
Foto: Amanda Gaarsdal
Vinderne af den danske Wacken Metal Battle har fået masser af ros under og efter deres deltagelse i konkurrencen, og et lyt til deres musik underbygger dette: lettilgængelig stoner doom med catchy riffs, og kompositioner som er svære ikke at nikke godkendende til. Jeg havde til gengæld ikke set dem live før denne, deres nok største koncert til dato, så hvad de kunne levere på scenen, måtte tiden vise.
Selvom History Stage er en af de mindste scener på festivalen, er den absolut ikke lille sammenlignet med de fleste indendørs af slagsen. Da det tre mand tunge band gik på scenen og sparkede festen i gang, var der mildt sagt plads til de store armbevægelser mellem musikerne og de store omvendte kors, de har medbragt, men armene forblev relativt tæt på kroppen.
Bassist/vokalist, David, var stationær omkring sit mikrofonstativ, og kun guitaristen, Marc, fik brugt den overskydende plads dog først efter en periode med lidt nerver (efter mit indtryk). Scenen blev tilført en generøs mængde røg, og selvom det hjalp med at fylde scenen ud, så gemte det også bandets energibombe fra publikums åsyn: trommeslager, Rasmus, var klart det mest energiske medlem af Katla, og både hans bevægelse, vokal samt råben og snakken til publikum var en væsentlig positiv faktor ved koncerten.
Min sædvanlige anke ved bands med én guitarist var også tilfældet her, nemlig at lyden blev lidt tynd til tider, specielt p.g.a. den store scene. Og apropos, så tænkte jeg hele vejen igennem koncerten, at Katla virkelig burde opleves på mindre scener med mindre afstand til publikum og musikerne imellem.
Da bandet i anden halvdel af sættet slog sig mere løs og bød på potent headbanging, gav det hele mere mening, på trods af at nogle af sangene blev lidt ensformige.
I sidste ende var Katlas koncert på W:O:A ikke en stor succes, men de er et band med potentiale, som fortjener den anerkendelse, der var grundlaget for koncerten i det hele taget.
Her er lige et par skud mere fra koncerten fra Amanda Gaarsdal:
