Alice Cooper

Danske rockveteraner i verdensklasse

-

Anmeldelse af: D-A-D. Wacken, Louder Stage. 02. august 2019.

Når man har haft en fest til Slayer og D-A-D spiller lige ved siden af umiddelbart bagefter, så tager man ikke tilbage til campen og sover. Det sker simpelthen ikke.

 

Foto: Amanda Gaarsdal

Det danske rockband er garant for en energisk og underholdende performance, og det ved både de danske tilrejsende og de tyske fans. Øllet fortsatte med at flyde, og det var tid til en omgang ”Bad Craziness”.

I bogstaveligste forstand, for udover at de spillede selve sangen og opførte sig som galninge, så var trommeslager, Laust Sonnes, trommesæt placeret i midten af en kæmpe sofa, som den fra musikvideoen til ”Bad Craziness” fra 1992. Stig Pedersen var i hopla, og fik afprøvet mindst lige så mange basguitarer og outfits, som han plejer, og var endda oppe og spille på sofaen på et tidspunkt.
Der var engageret ping-pong mellem frontmand, Jesper Binzer, og Sonne, og som publikummer følte man sig inkluderet i affæren. Så entusiastiske er musikerne i D-A-D på scenen, selv over midnat på en mark i Tyskland; nye som gamle skæringer blev fyret af på overbevisende manér og med et overskud, som få kan prale af. Jesper Binzer var endda kæk nok til at tiltale publikum med en blanding mellem tysk og dansk, som, i hvert fald for de danske tilskuere, var hylende morsomt.

Med den spritnye plade ”A Prayer For The Loud” i bagagen blev der naturligvis spillet en del nyt materiale, men det blev leveret i en velsmurt sandwich blandt velkendte klassikere, så man aldrig rigtig nåede at mærke noget fremmed, selvom det nye var lidt ukendt. Der var dømt fællessang til ”Bad Craziness” og ”Monster Philosophy”, inden Sonne satte sig ved et mindre trommesæt i fronten af scenen, fyrede en solo af og efterlod sættet i flammer. Sonne returnerede prompte til tønderne på sofaen, og festlighederne fortsatte ufortrødent.

Trommerne fik lov at brænde helt af, mens fællessangen vedblev gennem ”Jihad” og først sluttede, da den udødelige ”It’s After Dark” endelig satte en stopper for festlighederne. D-A-D spillede en formidabel koncert på et perfekt tidspunkt og i omgivelser, som næsten ikke kunne være bedre. De danske veteraner takkede af og sendte publikum ud i tågen med promillen og humøret helt i top.

 

Flere billeder fra Amanda Gaarsdal følger her:

REVIEW OVERVIEW

D-A-D

Share this article

Recent posts

Mere ligegyldighed end håbløshed

Anmeldelse af: My Dying Bride - Macabre Cabaret. Udgivet 20. november 2020 via Nuclear Blast. Kun 8 måneder efter deres sidste plade er My Dying...

En omfavnelse af håbløshed

Anmeldelse af: Mitochondrial Sun – Sju Pulsarer. Udkommer 13. november 2020. All Noir. FREDAG DEN 13. ER KENDT SOM UHYGGENS DAG, HVOR UHELDET, ELLER ULYKKEN...

Djentlemen bringer liv

Anmeldelse af: Periphery - Live in London. Udgives 13. november 2020 via Century Media Records. Denne anmelder har været lidt ude, hvor han ikke kunne...

Død, pest og præst, men hvor er dynamikken?

Anmeldelse af: Plaguemace – Primal Priest. Udgives 6. november 2020. Selvudgivelse. UD AF DEN HORSENSIANSKE KLOAK ER KRAVLET EN HÅNDFULD PESTBEFÆNGTE ROTTER, DER HAR SLÅET...

Jesper Binzer redder farrocken

Anmeldelse af: Jesper Binzer - Save Your Soul. Release 6. november 2020 via Warner Music. Man kan godt tage Jesper Binzer ud af D-A-D, men...

Popular categories