Anmeldelse af: Powerwolf + Hammerfall + Windrose d. 19. februar 2026, K.B Hallen, Kbh.
Der blev dømt power metal, da tre af genrens velansete bands indtog KB Hallen
Arkivfoto: Tommy Skøtt (Copenhell 2025)
Wind Rose
Tænd dine fakler, grib din hakke og slæb den største minevogn du kan finde med. Italienske Wind Rose klargør i hvert fald æstetikken passende, når numrene bliver fremvist med økseguitarer og matchende Ringenes Herre-dværgeoutfits. De er det første band i aften, og man kan også godt mærke, at stemningen ikke er lige så rødglødende, som de adskillige mineredskaber og heltesværd, der bliver sunget om i deres numre er. Det er begrænset, hvor meget jeg når at se af Wind Rose’ show, da realiteten om at finde en parkeringsplads i nærheden af spillestedet skulle vise sig at være mere udfordrende end en tjans i kulminen. Det er desværre hovedsageligt også sådan, det føles at se Wind Rose. Der er et par øjeblikke, hvor man kan grave sig frem til dyrebarere malme, som i numrene “Mine! Mine! Mine!” eller internetfænomenet “Diggy Diggy Hole”, men ellers er der meget kulfund i den musikalske mineskakt.
Jeg har set Wind Rose før under betydeligt bedre omstændigheder, hvor deres fjollede tematik fik lov til at falde bedre på plads, men i aften var samme begejstring der desværre ikke – ofte var det faktisk endda svært overhovedet at spotte en eneste oppustelig gummihakke, hvor mængden af deres tilstedeværelse jo ellers er gået hen og blevet bandets notoriske entusiasmeindikator.
Hammerfall
Hvis Wind Rose er i gang med at lære at smede sig ind i genren som et ikonisk power metalband, så har Hammerfall for længst smedet, formet, slidt og finpudset sin status netop dér. Hammerfall indkapsler for mit vedkommende den helt inkarnerede power metalæstetik. Du ved, den der gammeldags, charmerende men også lidt småkiksede brætspilsbilledkunst, hvor der er tegnet slotte, monstre, riddere og drager alt sammen i en retro 80’er-stil.
Det er med brystet skudt frem og hammeren holdt højt, når bandet lægger ud med “Avenge The Fallen”. Storhedsfaktoren er ganske fremtrædende, men i forhold til medvirkning begynder komponenterne først for alvor at klikke under tredje nummer “Any Means Necessary”.
Hammerfall virker så autentiske i deres stil, at det er svært ikke at blive smittet bare lidt af deres charme, uanset hvor sur man så kan se sig på power metalgenren generelt. Hammerfalls midtempo power og diverse traditionelle heavyriffs giver dem plads til at bevæge sig mellem den helt gamle, trofaste og inkarnerede opfattelse af heavygenren og hvad man ellers forbinder med powergenren i dag. Det er dog også en status, der ikke har holdt for evigt, da flere af de nye numre ikke fungerer lige så effektivt som tilsigtet i et liveformat.
Tempoet bliver sat op på lædderjakke- og knallertrocknummeret “Renegade” og afslutningsnummeret “Hearts on Fire”, der også vækker stor begejstring blandt den efterhånden propfyldte koncertsal. Hammerfall har ubetvivleligt bidraget til den old school powerlyd, hvor fokus ikke nødvendigvis ligger i hurtige soli eller overfladisk helteklaver, men i den slags power, der omfavner det helt fundamentale ved metalgenren. Og det kan jeg godt sætte stor pris på, når det gælder power metal. Det fungerer i hvert fald overraskende godt i aften, trods skepsis fra undertegnede grundet forrige liveoplevelser med bandet.
Powerwolf
Pilgrimsfærden er ført til KB Hallen, og om du så er dukket op i fuldt nonneoutfit med ansigtsmaling og smykker, eller om du er vaklet herhen i en standard bandtrøje, så er Powerwolfs power metal noget, der dækker bredt. De er ofte et af de bands, der bliver
nævnt, når jeg snakker med venner og bekendte, der kun lytter til en håndfuld metalbands – hvilket giver mening, da de tager en letlyttelig genre og drysser en tilpas mængde personligt præg på den, til det fremstår interessant for én, der allerede har hørt de klassiske metalnumre og vil eksponeres for noget nyt.
Det fungerer også ganske godt i aften – i hvert fald betydeligt bedre tematisk end deres optræden på Copenhell sidste år i fuldt dagslys. Powerwolf selv virker mere oplagte denne gang, og det faktum, at tematikken kan få plads til at udfolde sig, tilføjer altså meget til showets helhedsindtryk – om man så synes, at alter, projiceringer af kirkemosaik og medlemmernes udklædning er fjoget, er en anden snak.
En ting, jeg specielt bemærker ved Powerwolf, er, hvor umanérligt fængende deres numre egentlig er. “Amen & Attack”, “Army of the Night” og “Incense & Iron” er numre, jeg ikke har hørt i flere år, men alligevel føles de lige så genkendelige og effektive nu, som da jeg skamlyttede dem, da jeg var 14 år. Samme kan siges om de nye numre, hvilket jeg til sammenligning nærmest ikke har hørt, da de er udgivet efter at jeg sprang fra korstoget og stoppede med at følge med i Powerwolfs diskografi. Men alligevel føles “Bless ‘em With the Blade”, “Sinners of the Seven Seas” og “1589” som numre jeg har hørt utallige gange før, selvom jeg højst har hørt dem en håndfuld gange. Publikumsinteraktionen er kompetent, men flyder til tider også over i noget mere klinisk. Uanset virker det stadig til, at bandet er glade for at være her under gode omstændigheder, og jeg tror også, at de småforcerede taler kommer fra et reelt sted af taknemmelighed fra forsanger Attila Dorn. Taknemmeligheden fra publikum er også gensidig, og det varmer mit hjerte helt ubeskriveligt meget, da jeg står ved siden af en meget ung pige i en lidt for stor Powerwolf-trøje, der gentagne gange er nødt til at hoppe og skrige, fordi hun slet ikke kan holde begejstringen indenbords.
Det er teatralsk fromhed, og dét i sig selv kan jeg godt være skeptisk over. Da jeg så Sabaton for et par måneder siden, faldt det i hvert fald under flere omstændigheder til jorden og virkede for stort, overdrevet og upersonligt. Powerwolf formår dog at
vedligeholde den entusiastiske musikalske prædiken gennem mere eller mindre hele showet.
Det var ikke den transcenderende, powermetalliske ekstase, man kunne have forestillet sig, at Powerwolf var i stand til at fremmane. Men den manglende forløsning bør ikke overskygge, hvor kompetent og veludført en power metalkoncert bandet faktisk leverede.
Se arkivbilleder fra vores tidligere koncerter med både Wind Rose, Hammerfall og Powerwolf herunder
