Destinationen er ukendt

Maj måned kommer til at være proppet til randen med events og ligeledes skriverier. 

Jeg har 2 gange før oplevet Christoffer Stjerne (guitar, vokal), Anders Kirkegaard (trommer) og Johan Wohlert (bas). Til When Copenhell Freezes Over i 2022, kom de ud af det blå i Lille Vega og væltede mig bagover. Samme år i Store Vega, i ledtog med VOLA og Feather Mountain var jeg lidt mindre imponeret, men jeg fortsatte med at lytte til dem, og særligt deres Alternate Realities (2022) album har været en stor favorit hos mig. 

Da jeg fik mulighed for at anmelde Ghost of You (2025) slog jeg straks til og selvom jeg ikke var 100% oppe at køre over albummet, så har jeg glædet mig til at gense H.E.R.O. denne fredag. 

Det er en blandet flok, der har fundet vej til spillestedet. Fra de små piger foran scenen, til enkelte metalhoveder, men mest er det hr. og fru. Danmark, der har købt billet til releaseshowet. Bevares, trekløveret passer også på mange måder ind i kassen af pop-rock/metal på godt og ondt. Men et solidt gatewayband skal man absolut ikke kimse af. 

Dog er det slående hvor få der tør komme frem til scenen. Der er undertegnede i midten og så en meget spredt skare på under 10 personer, alle andre holder sig i baggrunden uden større ståhej. Der er nærmest en distance som en kløft bag denne anmelder, da det hele skal til at starte. Måske kan bandet løse dette? Der er sat flere store lamper op omkring i en halvcirkel i yderkanten af scenen hvor også mindre strobelamper er sat på gulvet. Trommerne er sat på et podie.

Da bandet går på er lyden perfekt, klar og fyldig. Stjerne står i venstre side og det er en stor fornøjelse at høre ham synge. På numre som “Ghost of You”, “Gravity” og “Lead the Blind” brillerer han hele vejen igennem med sin vokal imens røde, blå og grønne lys eksploderer omkring bandet. 

Men stemningen forbliver i bedste fald lunken. Jo, publikum klapper fint og bifaldet er i orden, men der er så lidt bevægelse i rummet at det er svært at tro på at vi er til en rockkoncert. Nej, jeg havde ikke regnet med moshpits og andre lignende stunts, men det er umuligt at ignorere den manglende interaktion fra gæsternes side. 

Det andet problem er at H.E.R.O. fremstår meget anonyme på scenen. Jo, trekløveret spiller upåklageligt og jeg synger med på “Misalign”, Chemicals” og “HALO”, men gruppen selv gør langt fra en kunst ud af at skabe en stemning. Der takkes pænt og af og til skal der synges en smule med, men det er for fladt og jeg mangler en nerve i deres optræden jeg ved findes. 

Der opstår også flere småakavede pauser, hvor Stjerne skal skifte guitar og det tager flowet fra koncerten. Der, hvor H.E.R.O. til gengæld brillerer er ved at have skrevet nogle geniale hooks, og Stjerne kommer da også tættere på os ude ved scenekanten under hittene “Monster” og ekstranummeret “Oxygen”.  “End of Us” er en fin lille krølle på sætlisten og atter viser bandet at deres talent som sangskrivere ikke kan fornægtes. 

Dog forlader jeg Hotel Cecil med en underlig smag i munden. For hvor er det H.E.R.O. gerne vil hen? Hvilket publikum appellerer de til? Hvis det er den kedelige forsamling på Hotel Cecil, så er det ikke sikkert at jeg er at finde til fremtidige koncerter. Vil de gerne beholde nogle bånd til rock- og metalmiljøet, så skal deres tilstedeværelse, når de spiller live, skrues gevaldigt op, for det var til tider svært at nyde musikken igennem deres introverte optræden. 

Det er ærgerligt, for jeg kan rigtig godt lide deres musik, men jeg er usikker på om jeg passer ind i deres videre rejse.