Anmeldelse af: When Copenhell Freezes Over. VEGA, Kbh. 16. april 2022.
Toppen af trangen til Copenhell blev lige klaret i VEGA sidste weekend, hvor der var serveret et forskelligartet fad af dansk heavy (og) metal.
Foto: Morten Skovgaard.
Det er næsten ikke til at tro, at det er lidt under tre (3!) år siden, at vi sidst fjollede rundt på Amager og nød den musik i forskellig afarter, som vi ikke kan undvære, og havde en fest med vennerne – og fik nye venner.
Derfor var det da også mere end bare lidt tiltrængt, at VEGA kunne åbne dørene op for den årlige vinterbegivenhed (der i år måtte være en forårsbebuder) i form af When Copenhell Freezes Over, der plejer at fungere som et appetitvækker inden sommerens store begivenhed.
I år var det så mere en påkrævet livseliksir, man havde brug for, og det vidnede et udsolgt koncertsted da også om, da der allerede var proppet, da første akt gik på scenen i Lille VEGA.
Daze of June
Af frygt for at lyde som en af de irriterende metalelitister, så var jeg egentlig mere begejstret for bandet, da de hed Archives of Alaska og blot havde udgivet en enkelt EP.
De virkede meget fandenivoldske her og eksperimenterede, hvor deres metalcore-opskrift nu om dage virker lidt mere strømlinet.
Men jeg må tage hatten af for, at den fandenivoldskhed så sandelig kom frem live på scenen, og det var tydeligt, at det tætpakkede publikum kunne lide, hvad de så.
Bandet havde en eminent lyd, og de kunne forstå at komme udover scenekanten, så den frosne fest så sandelig fik sparket barometeret op på plussiden.
Galge
Det dufter lidt af dødsmetal med hardcore-elementer, da vi bevægede os fra Lille VEGA og over til loungen, som i stil med Prime is Coming gør med t skifte scene, at der ikke skal spildes tid på sceneskift, så man er tættere på at kunne overholde spilleplanen.
Der var smæk på fra start af udover hos bassen, der vist ikke lige var blevet tændt fra starten af, men så var bandet ellers parat til at give den gas; og de tog vist publikum på sengen, for de så perplekse ud til at starte med for derefter at kaste sig ud i en ordentlig omgang moshpit – hvor er det savnet at se i Copenhell-regi!
Jeg var især blæst bagover af den imponerede vokal fra forsangeren (billede), og deres musik kan lidt betegnes som ekvilibrisme, der er forklædt som simplicitet.
Giver det ikke mening? Så skal du bare fange dem næste gang, de spiller live – for det er oplevelsen værd!
H.E.R.O.
Det er ikke altid let at være den/dem, der stikker ud, selvom det jo netop er noget, som heavy metal gør.
Så når man har et band som H.E.R.O., der med længder kunne være det tungeste indslag på gennemsnittet af alle danske festivaler og sikkert tilfredsstille mange heavy-hjerter, så blegner de bare lidt her, når de er most ind mellem eksploderende Galge og sprudlende EYES.
H.E.R.O. er egentlig hard rock af den moderne skuffe, og de har fået godt med vind i sejlene det seneste stykke tid, og det er da også fornuftigt, at få en lille “puster” mellem så to tunge akts.
Men når tempoet er blevet sat meget op lige før, så var det tydeligt på mange publikummer i salen, at her var der tid til liiige at tjekke de sociale medier og få afsluttet den sludder i baren, man begyndte på tidligere, når det nu var mere “roligere” musik.
Derfor endte H.E.R.O. for en dels vedkommende at blive baggrundsmusik, men lyden var god, selvom deres optræden ikke var decideret medrivende.
EYES
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det var dette hardcore-ensemble, som jeg så mest frem til at opleve denne aften, specielt efter jeg havde læst lidt om dem forud.
Det er så rart at se, at når metallen kan blive så kalkuleret, tilrettelagt og afstemt ned til sidste bevægelse, at der så er nogle bands, for hvem der bare handler om at komme udover kanten med deres musik og starte den moshpit op, som skulle efterdønningerne derfra holde ved indtil næste uge!
Det skal da lige forstås, at musikken ikke er usammensat støj, for det er virkelig lyd-artikuleret kaos med en rød tråd.
Jeg var vild med det, og det var der øjensynligt mange andre i publikum, der også var, for der var mange herinde i salen for at se dem, og de havde en fest – fang dem på Copenhell til sommer, hvis du skal have en unik oplevelse!
Lamentari
Nu stod den stadig på vildskab, men af den mere organiserede slags, hvor vi havde tendenser i retning af symfonisk black metal, og kneb man med øjnene, så lignede det da også, at man var gået ind til en koncert med Behemoth.
Jeg var måske ikke helt så solgt, som jeg var sidste gang, jeg så dem, men mindre kan så sandelig også gøre det.
For, nøj, hvor var det bare gennemført, og lyden var fremragende!
Her er endnu en anbefaling, hvis du ikke allerede har set dette orkester!
Lifesick
Ja, mine noter siger det hele: Der var ingen noter.
Jeg havde travlt med at udgyde den sidste energiudladning med hele kroppen oppe foran, nede bagved, ude til side, og hvor man ellers kunne komme til, så man kunne få det sidste ud af denne Copenhell-begivenhed.
Modsat sidst, jeg oplevede dem, var lyden bedre denne gang, og det gjorde også, at tingene stod mere skarpt for dette band.
Det er hardcore med dødsmetal over sig, og det er måske en anelse mere kontrolleret end EYES, men det er som at sammen en myreture, der er blevet væltet, med en strikkeklub i Horsens.
Folk fik sig så sandelig den fest og det tiltrængte fix af ‘Hell, som man havde savnet så længe.
Så kan vi nok lige klare den indtil 15. juni 2022 på Refshaleøen \,,/ \,,/
