Alice Cooper

Omsorgsfulde, onde øjne

-

Anmeldelse af: EYES m.fl. 1000Fryd, Aalborg. 23. oktober 2021.

 

Det føles sgu efterhånden som for længe siden, at jeg har været ude og svinge træbenet – det er i hvert fald den følelse, jeg står efterladt med udenfor spillestedet 1000Fryd, mens jeg står og drikker min sidste medbragte håndbajer.

 

Foto: Jacob Wammen

Jeg har siden midten af august, hvor stående koncerter igen blev en realitet, spillet en god håndfuld selv, hvor mange af disse var til festivaler og andre større arrangementer med mere end 2-3 bands på plakaten, så til at starte med forstår jeg ikke helt den kildende fornemmelse i maven. Så snart jeg står i døren ind til baren, kan jeg dog med det samme placere det. Der er sgu få steder, som 1000Fryd, og HER har jeg ikke været til koncert i lang tid!

 

Omsorg 

Så snart jeg registrerer lyd indefra, får jeg med al hast knipset gløden af min smøg, så jeg kan komme ind og være med til festlighederne. Omsorg er aftenens lokale opvarmer, og jeg havde absolut ingen forudgående kendskab til dem. Det må man mildt sige spillede sig ud til deres fordel, for mine noter er ikke andet end febrilsk nedkrattet ros i alle tænkelige tonelejer.

Fremmødet var til at starte med ikke helt vildt opstemmende, men der tilsluttede sig langsomt flere og flere, så det til sidst faktisk kneb med albuerum. Musikken kan jeg have svært ved at smide en genre på, men jeg vil umiddelbart kaste dem i en kasse, der hedder melodisk hardcore. Det tager i hvert fald rigeligt med kejler!

Bandet virker til at være sammenspillet i både hoved og røv, så der bliver virkelig åbnet op for, at alle kan skinne. Der er ikke nogen lange soloer eller noget, men alle skiftes til at smide en lækker lille krølle ind, og det gør det til en fryd at høre på. I særdeleshed synes jeg at bassen er værd at hive frem for kreativt spil. Det er nemt at fylde noget, men man mærker det først rigtigt, hvis der er noget variation.

Koncerten er slut, før den når at peake, for lige pludselig sker der bare ikke mere. Vi nåede lige at få serveret en crowdsurfende guitarist, som der rent faktisk kom tilbage på scenen til tiden til at synge, en hastigt opført menneskepyramide nede på forreste række, og ellers var der stort set ikke noget at sætte en finger på hele koncerten igennem. Lyden var god, stor og fyldig, uden at der var noget, der virkede til at gå tabt. 1000Fryd er på trods af kult-status og hyggelige omgivelser trods alt ikke kendt for godt lydende lokaler.

 

Riverhead

Da klokken efterhånden er fem minutter i Flodhoved, er det endnu en gang tid til at trisse ind i den efterhånden ret fyldte bar for at gøre klar til endnu en dosis hidsig guitarmusik.

Jeg skal ærligt indrømme, at Riverhead er den egentlige grund til, at denne koncert listede sig ind på min radar. Jeg har min daglige gang på den lidt hårdere metalscene, men jeg må krybe til korset og stå ved, at jeg rigtig godt kunne lide at stå på skateboard og lave ballade, da jeg var knejt, så da jeg så, at dansk metals til dato nok mest universalt elskede frontmand, Jacob Bredahl, igen stod i fronten på scenen, vidste jeg, at de skulle på listen. Og for satan, hvor det er godt!

Inden selve koncerten går i gang, er salen mørklagt, og vi fremmødte kan stå og hygge os lidt med at kigge på lidt før-show-yoga, som forsanger Jacob Bredahl fuldstændig bramfrit står og udøver. Da første nummer bliver sat i gang, er folk ret hurtige til at samle sig foran scenen og sætte de nikkende hoveder i gang. Det første nummer kan bedst beskrives som en lidt aggressiv sjæler, som der har til effekt lige at sætte en god, men meget afventende, stemning blandt publikum. Der går dog ikke længe, andet nummer sådan cirka, og så får vi ellers alle sammen på munden.

Tempoet går højt. Ligesom hos Omsorg er der jo ikke tale om rivejerns-punk, men en mere melodisk afgrening. Attituden sidder i hvert fald det helt rigtige sted – alle instrumenterne bliver tæsket til submission, og især guitaristen banker sin stakkels gamle Fender. Bassen sidder lige i skabet og kører fuldstændig sit eget show. En nem måde at spotte en dygtig bassist indenfor punk og hardcore med få undtagelser er blot at se efter om de spiller med fingrene.

Alle i salen virker til at nyde, hvad de ser og hører på, men der er ikke helt den oppiskede stemning, som jeg godt kunne have håbet på. Vi fik virkelig tæsket hver eneste tone ind i hovedet, men det blev aldrig til mere end lidt lettere ophidset rokken frem og tilbage. Det var ikke grundet manglende forsøg fra Riverheads side, tværtimod, det virkede bare som om, at folk gerne ville gemme krudtet til EYES.

Der var små finesser overalt, der underbygger det høje niveau, vi fik vist. Vi havde en lille trommesolo, mens der lige skulle stemmes. Da lyden på bassen kortvarigt satte ud, var bassisten på fem sekunder gået sin kabelkæde igennem, havde fundet problemet, og løst det igen. Bredahl var på pletten lige så hurtigt, da han kom til at skubbe lidt til stortrommemikrofonen, således at alt igen var i fineste orden. Hånden på hjertet – hvor mange forsangere har I set gøre det?

 

EYES

Der er blevet hældt nogle øl i nakken i tidsrummet fra Riverheads sidste akkord til nu. Her taler jeg ikke kun på egne vegne, det kan ses tydeligt blandt publikum. Temperaturen inde på 1000Fryd er også ved at være klatret så højt, at det er svært ikke bare at købe to øl med det samme.

Jeg havde oprindeligt glædet mig til at fange EYES tilbage til Copenhagen Metal Fest i september, men der skulle skæbnen være imod mig, da jeg var blevet godt gammeldags træt og dårlig. Nu hvor muligheden endelig var her, var det bestemt også en, jeg ville gribe med begge hænder.

Fra første anslag var stemningen sat. Der blev headbanget i ét væk, og publikum, inklusiv mig selv, åd det råt. Dette på trods af at 1000Fryds signatur-lyd havde meldt sin ankomst, hvilket gjorde det meget svært at finde hoved og hale i, hvad instrumenterne egentlig lavede. Om det var fordi, at EYES, som de eneste i aften, optrådte med to guitarer på scenen, kan jeg ikke svare på. Den lille smule headroom, der i hvert fald var til stede før, havde pakket sine sydfrugter og var skredet ad helvedes til. Vokalerne var også meget svære at pille ud, medmindre der lige blev skrålet lidt i et break. Rummet kunne simpelthen ikke rumme al den bøllestemning!

Temperaturen, som der til at starte med var lige til det høje, steg også markant allerede efter de første 10 minutter. Alle inde i salen drev efterhånden af sved, og den fysiske intensitet blev ved med at tage til. EYES havde med alle arme fat i hoved og røv på hele salen og kastede rundt med os, som de lystede.

De første mange pits opstår og forløses uden nogen problemer, men for nogen bliver det en gang imellem for meget. Koncerten afbrydes for mange af os, der står nede foran, da en meget fuld gut ser sig sur på en anden knap så fuld gut og giver sig til at forsøge at slå ham i hovedet. Der opstår selvfølgelig straks en “Det-lort-der-stopper-du-lige-nu-makker”-stemning, og de to bliver adskilt.
Koncerten er dog herfra svær at nyde, og noter bliver der ikke skrevet flere af, da ham med de løstsiddende næver af sine venner blev placeret der, hvor min jakke og notesblok lå. Og så ville det da også være løgn at sige, at jeg ikke havde det ene øje stift rettet mod ham resten af aftenen. Heldigvis, i et øjeblik hvor jeg lige fik svinget hovedet en smule, var jeg ikke den eneste, der stod vagt. Guitaristen i højre side af scenen, Rasmus Furbo, sprang i hvert fald pludselig ned fra scenen og stillede sig imellem, da klaphatten åbenbart ville til at gøre endnu et udfald – eller måske blot et fald. Her skal ros i hvert fald lyde til en musiker, der har overskud til crowd control i allerbogstaveligste forstand!

En anden musiker, som der her til aften agerede med totalt overskud, var Victor Kaas, der er EYES’ stemme udadtil. Om der har været spildt lidt vand, eller om det var sved det hele, er ikke til at sige. Det blanke, sorte scenegulv var i hvert fald her til aften ekstra glat, hvilket i en lidt hurtig vending kom til at koste en på munden for Victor – leveret af hans egen hånd med mikrofonen som mellemmand. Det kræver en hård nyser ikke at blive hylet ud af, at du lige har knækket et stykke af din tand, men helt ufortrødent synge videre og først adressere det med en vittig bemærkning i overgangen før det næsten nummer, bare lige, hvis folk nu skulle finde stykket, er altså sejt.

De sidste 10-15 minutter af koncerten er, hvor det hele går op i en højere enhed. Der er så meget læs på lyden, alt det tungeste er gemt til sidst, og publikum nyder hver eneste lille smule, de får serveret.
Alle fem mand får ikke lov til at stå lige så klart frem som aftenens to tidligere bands, hverken som blikfang eller i lydbilledet, men det var helt klart, at det var lige præcis EYES, som folk var kommet for at lade sig blive banket af.

ANTAL STJERNER

Omsorg
Riverhead
EYES

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af: EYES m.fl. 1000Fryd, Aalborg. 23. oktober 2021.   Det føles sgu efterhånden som for længe siden, at jeg har været ude og svinge træbenet - det er i hvert fald den følelse, jeg står efterladt med udenfor spillestedet 1000Fryd, mens jeg står og drikker...Omsorgsfulde, onde øjne