Anmeldelse af The Night Flight Orchestra + support: Midnight Danger, d. 06.03.24 i Vega

Mine koncerter på BETA og Musikhuset Posten var blevet aflyst sidste weekend grundet sygdom, så jeg var mere end klar på at vende tilbage til livemusik.

Foto: Gabriel Rasmussen

Til dette formål har det mest underholdende band i Norden taget turen forbi Vesterbro på deres Moon Over Scandinavia 2025-tour. Det er også blevet væsentligt varmere i vejret, og solen kigger frem. Timingen kunne ikke være bedre, og i højt humør så jeg frem til en torsdag ud over det sædvanlige. 

Inden da var der en del forvirring omkring tidspunkterne for koncerten, hvornår dørene åbnede og hvornår musikken skulle starte; Live Nations hjemmeside sagde en ting og Vegas sagde noget andet. Men jeg holdt mig til min oprindelige information og kl. lidt i 21 ankom jeg i fin tid til at fange opvarmningen. 

Midnight Danger

Det er slående hvor tom salen er. Lille Vega er ikke engang en fjerdedel fyldt og det lover ikke helt godt for nogle af artisterne i aften. NewRetroWave Records gør sig i at udgive synth musik i alle afskygninger og herunder finder vi soloprojektet Midnight Danger fra den svenske guitarist og producer Chris Young. Har han udgivet 3 albums, Malignant Force (2018), Chapter 2: Endless Nightmare (2020) og Night At Lake Milsen (2021) + en pokkers masse singler. Det er anden gang at Young kommer til Danmark, men første gang jeg er med. 

Der kommer en old school fortællerstemme over højtalerne der ganske (u)hyggeligt snakker om gys og gru og allerede her mærker man den old school-stemning fra 80’erne der skal dominere koncerten. De røde lampepæle bagved blinker rødt, hvidt og lilla. Først kommer en trommeslager ind med grønne selvlysende trommestikker med stort blond glamhår + maske og makeup som en skelet iført nettrøje og leopardprikkede bukser. Lige så har Young stort garn, hullede bukser og rigeligt med kæder og læder på. Looket er i hvert fald gennemført. 

Synth-tonerne dunker af sted, som duoen kaster sig ud i deres instrumentale musik. Der er flere sjove elementer undervejs, og er man til et energisk let soundtrack fra fortidens horrorfilm, går man ikke helt galt i byen. Jeg tager mig selv i at danse lidt og ryste en smule med håret for flere beats sidder godt og lysshowet akkompagnerer rytmerne fornemt. Men der er ikke megen respons i den næsten tomme sal, og som showet skrider frem forstår jeg godt hvorfor. 

Selv om Young med sit keyboard og guitar forsøger at skabe noget variation i numrene, så lykkes det desværre ikke helt. Særligt hans soloer slår ikke nok igennem. Jo længere tid det hele fortsætter, jo mere ensformigt bliver det og det føles flere gange som om at vi bare lytter til det samme beat. Det er en skam for jeg kan faktisk godt lide den her form for retromusik og det har flere momenter af livlig rock og de bedste klicheer fra Stranger Things, Friday the 13th eller A Nightmare On Elm Street. 

Et par stykker af os er grebet af en ide om den fest det her måske kunne skabe i en mindre gotisk klub. Men flere keder sig synligt, og da sidste nummer slutter efterlader Midnight Danger Lille Vega uden at gøre indtryk på mange selv om der bliver klappet pænt, Det er dog nok mest af høflighed for det fleste. Det kunne have været en sjov fest og måske vil det her ramme mere plet om natten på årets Metal Magic Festival. Det må tiden vise.

The Night Flight Orchestra

Jeg elsker det her band, lad os få det ud af vejen med det samme. Medlemmerne har da også en fortid i nogle af de svenske mastodon bands som Soilwork og Arch Enemy, hvor begge grupper har været en stor del af min ungdom i metal. Så der er både masser af talent og nostalgi bagved min kærlighed til The Night Flight Orchestra. Det skal sandelig også siges at siden dannelsen i 2007 har Björn Strid (vokal), Sharlee D’Angelo (bas) og Jonas Källsbäck (trommer) også skrevet musik med fokus på at hylde ældre bands som Toto, Kiss, REO Speedwagon. Boston og Supertramp. AOR-rocken bliver i sandhed dyrket som ingen andre kan gøre det end disse musikere. 

Anno 2025 tæller gruppen også Sebastian Forslund (guitar) John Lönnmyr (keyboard), Rasmus Ehrnborn (guitar), Anna Brygård (backing vokal) og Åsa Lundman (backupvokal). David Andersson (guitar) var en af hovedarkitekterne bag The Night Flight Orchestra, men han gik tragisk bort i 2022.

Jeg blev kæmpe fan da jeg stødte på orkestrets andet album Skyline Whispers (2015) og jeg var med da bandet havde deres debutshow i Danmark på det gamle High Voltage i Boltensgård i 2017. Det er også blevet til koncerter på Nordic Noise i 2019, på Gimle i 2022 og senest i Pumpehuset 2023. Jeg er muligvis ikke lige så stor fan af den seneste skive fra i år, Give Us the Moon, som jeg har været af alle deres andre plader, men derfor er en gensyn altid en stor fornøjelse. 

Der er palmer på scenen, dekoreret med lyskæder og selv om der stadig langt fra er fyldt, så er det med stor spænding, at jeg venter med gode venner. Hovednavnet kommer på scenen klædt i jakkesæt og stewardessetøj. Strid er som altid ekstra flamboyant i sin sølvglinsende jakke med frynser, kangolhat og solbriller. Der åbnes med “Stratus” fra det nye album og “California Morning” fra debuten Internal Affairs (2012). 

Bevares det er tydeligt at det er klassikerne der rammer bedst i aften, men alligevel burde der være en større fest når The Night Flight Orchestra kaster om sig med hits så sprudlende og overdådige som “Divinyls” fra Aeromantic (2020) + “Domino” og “Gemini” fra Amber Galactic (2017), 2 af deres stærkeste udgivelser. Men dette er kun ordentligt værdsat af få. Dog får mig og mine medkumpaner hoppet, smilet og fremvist vores bedste og værste danseevner på gulvet. 

Det er dog en stor skam, at der ikke opstår mere herlig tumult i Lille Vega, for gruppen er velspillet og legesyge. Strid rammer perfekt i aften på “This Boy’s Last Summer”, sikke en stemme. “Paloma” er en smuk og trist sang om endelig at forlade den forkerte mand og det er en af de numre fra Give Us the Moon der har potentiale til at stå ud i fremtiden i et bagkatalog der i forvejen er spækket med en næsten unaturlig mængde af eminente sing-along-numre. 

“Satellite” tager os ud i en vild diskogalakse og jeg vrider og snor mig med min åbne silkeskjorte, man er vel klædt på til lejligheden. “Transmissions” er en af de mørkere numre med en atmosfære som går man rodløst rundt i sommernatten med sit hjerte i hånden. En favorit og jeg lever mig 100% ind i hvert eneste riff og keyboardtone. 

Flere og flere er lidt med på legen, men det er tydeligt at dette ikke er natten, hvor vi løfter i samlet flok. En koncert er i høj grad den kemi der findes mellem band og publikum, og selv Strid bemærker også “it is really quiet in here”. Dog påpeger han også venligt at vi der danser vist også trænger til en pause. “Can’t Be That Bad” og “Transatlantic Blues” leder os op en en fortryllende version og “Burn For Me” hvor det begynder med forsangeren og Lönnmyr alene på scene i en følsom version før resten af bandet hopper med på det skønne nummer for os der vil hoppe i luften. Jeg veksler flere smil med D’Angelo og han ser også ud til at more sig her i KBH. 

Hovedsettet er slut men vi skal naturligvis ikke snydes for den herligt gyngende “White Jeans” og burde man ikke skaffe sig et par til næste show så man kan matche det ferieparadis man bliver sendt til. “Way To Spend the Night” kan mere live end på plade og vi skal ud i den sædvanlige conga line til “West Ruth Ave”. Det bliver dog en hurtig overstået affære i forhold til hvad jeg har oplevet tidligere. 

The Night Flight Orchestra takker og bukker høfligt for os. Det er svært at give en karakter da gruppen gjorde deres bedste, men de havde desværre ikke det rette publikum i aften. Der er så meget mere man kan og burde til en koncert med svenskerne, men det var ikke på Vesterbro, at det skete. 

Dog dukker jeg 100% op til næste tur med midnatsflyet, hvor der forhåbentligt ikke er så få passagerer og vi kan nå de højder dette orkester fortjener.