Død over diskoteket

Galge

Forestil dig en dæmoniseret version af naboens søn. Så har du allerede en fin idé om, hvem og hvad Galge er. Fire unge mænd, der ikke ligefrem udstråler død og ødelæggelse. Faktisk ville man på ingen måde have udpeget netop dem til at skulle åbne scenen for Dawn of Demise, hvis man fik til opgave at lege legen “Hvem spiller dødsmetal?”. Jeg har før oplevet Galge spille i hawaii-skjorter og Birkenstock-sandaler. Nogle er i tvivl, om det er et seriøst projekt grundet drengenes ungdommelige, legende og tilnærmelsesvis naive tilgang til musikken og musikbranchen. Men tag dig i agt! Tvivler du for længe, bliver du overrumplet noget så grusomt af deres ekstreme metal.

Galge er et ungdommeligt, friskt pust til dødsmetalscenen. Deres naivitet er deres force. Deres musik er eksperimenterende, og allerede på deres EP, Herlig, formår de at fastslå deres lyd. Frontmanden, Søren, med det ret så badass efternavn, Tuborg, skriger lungerne ud, og man er til tider i tvivl om, hvorvidt tungen, der tilbringer mere tid udenfor end inde i munden, ender med at løsrive sig og tage turen ud over publikum.
Hvis du drømmer om en venskabelig slåskamp, så skal du helt sikkert overveje at fange Galge, næste gang de er i en by nær dig. Deres show er aggressivt. De har endda medbragt en kampbror kun iført sko, underdrenge og elefanthue, der raserer scenen allerede i første nummer, præcis som det ses i bandets musikvideo “Væmmelig”. Søren Tuborg smider mikrofonen og kaster sig hovedkuls ud i publikum.
Bandet er stadig i deres spæde år, og det mærkes på deres liveshow. De mangler simpelthen noget liveerfaring, noget rutine og en tryghed i at stå på scenen. Deres samspil kunne godt bruge nogle finjusteringer, og så skal de beslutte sig for, om de er bandet, der taler med publikum for at undgå en akavet stilhed mellem numrene (eller når guitaren skal stemmes, eller når der lige pludselig ikke er hul igennem mikrofonerne), eller om de vil owne stilheden.

Hvis de fortsætter med deres gåpåmod og iver, skal de nok få manifesteret sig som ét af de navne, der i slutningen af 2029 bliver nævnt på diverse lister over indflydelsesrige bands i 2020’erne.

Sætliste:

1. Væmmelig

2. Uklar Opstand

3. Ringgadebroen

4. Venus

5. Afskyelig

6. Flodens Mund

7. Uforfærdet

8. Modbydelig

Wayward Dawn

Fra Silkeborg til Skanderborg i hvert fald ophavsmæssigt. Wayward Dawn er en kvartet fra Skanderborg. Også her er gennemsnitsalderen betydeligt lavere end, hvad aftenens hovednavn kan prale af.
Wayward Dawn har speederen i bund, og de tager sig ikke tid til at se sig tilbage. Med en demo fra 2017, debutalbum fra 2018 og split fra 2019 har disse drenge allerede et stærkt bagkatalog af vælge fra. Til april udkommer deres andet album, Haven of Lies.

De fremmødte til aftenens dødsbal fik et par smagsprøver på, hvad Haven of Lies har at byde på live. Deres senest udgivne single, “Ridicule”, blev fremført med en uovertruffen sikkerhed, der greb fat om nakkerne på publikum og tvang dem i bevægelse.
Musikken bliver spillet i med en imponerende sikkerhed og i højt tempo. At trommeslager, Lukas, gennem stort set hele koncerten headbanger og tvinger sine gyldne lokker rundt i vindmøllen, gør det kun endnu mere fascinerende, at de kan spille så tight.
Gennem Wayward Dawns optræden bliver salen langsomt mere fyldt. Bandet udstråler en enorm spilleglæde på trods af den vrede, onde og aggressive lyd. Ligesom nævnt ved Galge har Wayward Dawn allerede i en ung alder fundet en lyd, som er deres. Og den er tung. Jyderne, skanderborgenserne og mor og far kan godt være stolte af at vise Wayward Dawn frem, når de i april drager på tour med Terrorizer, Hideous Divinity og Mass Worship.

Du kan fange dem i Aalborg, Roskilde og Aarhus inden for den nærmeste fremtid, og jeg synes ærligt talt, du skulle gøre dig selv den tjeneste at lette bagpartiet og udsætte dig selv for den lussing, Wayward Dawn har at byde på. Du vil gå fra koncerten med en lyst til mere. Et godt tip med på vejen: Hav fyldt op på panodiler. Din nakke får brug for det post-koncertum.

Sætliste

1. ??

2. Prophet

3. Apathy

4. Blood-Spangled Banner

5. Sophomania

6. Silence Is for the Dead

7. Ridicule

8. Ape of State

9. Soil Organic Matter

Dawn of Demise

Aftenens hovednavn. Silkeborgs stolthed. Danmarks tungeste boyband. Det er tid til Dawn of Demise.

Brødrene Jensen og co. er i min optik Danmarks ukronede dødskonger. Med deres tunge, brutale og voldsomme dødsmetal har de manifesteret sig i toppen af poppen inden for dansk dødsmetal for mere end 15 år siden. Med 2019-udgivelsen, Into the Depths of Veracity, beviste de, at de trods en noget ældre fødselsattest og flere point på livserfaringskontoen stadig ved, hvad fanden (pardon my French) dødsmetal går ud på. Brutaliteten har de aldrig sluppet, og det samme gælder deres jyske bøvethed.
Det tager dem lige et par numre at få spillet sig helt ind på hinanden, men derefter leveres en gedigen performance ‒ så længe musikken spiller. I mellem numrene mærker man for alvor, at det er noget tid siden, at Scotts promille stod i nul. Astór og Bjørn må holde skarpt øje med frontmanden for at undgå kollisioner under numrene, og mellem numre må de sørge for, at det er det rigtige nummer, der bliver præsenteret. Når det så er sagt, er alt glemt og tilgivet, når Scott growler på sin helt egen uerstattelige vis.

Publikum er en blanding af dem, der engang var unge, bøvede provinsmetallere; og dem, der en dag bliver de gamle drenge. Hele aftenen har haft en venskabelig feeling over sig, og det ændrer sig heller ikke under Dawn of Demises optræden. Da der opstår udfordringer med lyden, er bassist, Bjørn, på fornavn med lydmanden. Forrest står en gammel ven af bandet og rocker amok, holder øje med setlisten og sørger for, at Scott ikke behøver at gå de tre skridt bagud på scenen for at hælde øl i tanken. En tank, vi i ekstranummeret får lov til at beskue, da Scott smider den forvaskede t-shirt og skråler “Domestic Slaughter” i bar kuffert.
Skal Dawn of Demises performance opsummeres i tre ord, må det være: fuldskab, vildskab og ekstase. Lige så sikkert, at man ikke kan ikke bekæmpe døden, når den absolut vil have dig, så sikkert er det, at deres dødsmetal vil rive, rykke og rasere i dig.

Jeg kan ikke huske, hvornår min nakke sidst er blevet straffet så hårdt, og dog ville jeg glædeligt udsætte den for det samme igen og igen og igen, når bare mine ører bliver forkælet til blods med lyden af Danmarks tungeste boyband. Og sår’n er det, måtherfåcker.

Sætliste:

1. Into the Depths of Veracity

2. And Blood Will Flow

3. Deride the Wretch

4. In Silence He’ll Arise

5. Intent to Kill

6. The Permanent Cessation

7. Beyond Murder

8. Mark My Words

9. Extinction Seems Imminent

10. He’ll Rise Again

11. Killing Spree

12. Hate Takes its Form

13. Rejoice in Vengeance

14. Juggernaut

Ekstra: Domestic Slaughter

Selvsamme anmelder tog også billeder fra koncerten, se bare: