Alice Cooper

Død, pest og præst, men hvor er dynamikken?

-

Anmeldelse af: Plaguemace – Primal Priest. Udgives 6. november 2020. Selvudgivelse.

UD AF DEN HORSENSIANSKE KLOAK ER KRAVLET EN HÅNDFULD PESTBEFÆNGTE ROTTER, DER HAR SLÅET SIG NED I ET ØVELOKALE OG NU BRINGER DØDEN I SIN BEDSTE FORM – DØDSMETAL for dagen. PLAGUEMACE ER ENDNU EN JYSK DØDSMASKINE, DER MED SINE HELT NYE OG UKENDTE KRÆFTER DISKER OP MED EN DEBUT-EP, DER DRAGER ASSOCIATONER TIL MASTODONER SOM CANNIBAL CORPSE, INCANTATION OG ENTOMBED.

 

Inden jeg bliver kastet for løverne for at have sammenlignet et så ungt og uprøvet band med kæmpe, legendariske navne, vil jeg påpege, at det hele handler om feeling. Plaguemace er i mine ører tydeligt inspireret af ovennævnte legender blandt mange andre. Det høres i deres dystre univers, der skabes ved hjælp af dybt klingende guitarer, buldrende trommer og et overall tilbageholdent tempo, der er mere John Deere end Ferrari. Og nu vi snakker tempo, kan du af denne skæring forvente et gennemgående tempo, der kæler for dine nakkemuskler og drager dem i bevægelse helt uden din indflydelse.

Alle tracks er bygget op med en intro, vekslende tempi mellem et laid back tromler-tempo, et uptempo, og gerne et c-stykke, der giver et break i ensformigheden. Tag eksempelvis nummeret ”Brothelhem”, der stiller spørgsmålstegn ved hele fortællingen om Jesu-undfangelse. Den indleder EP’en med en højtklingende guitar, som dog hurtigt bliver akkompagneret af galoperende trommer. Så er det op på kamelen, Mary, for Plaguemace har sgu gennemskuet dig! Men du har god ro til pause, for jægerne er tvangsindlagt til tunge passager med uundgåelig headbanging.
Denne konstante skiften mellem tempi optræder på godt og ondt. Ikke alle overgange sidder lige i skabet, og nogle gange virker det til, at de gæve bandmedlemmer snubler lidt over hinanden. Temposkiftene giver dog en afveksling, som jeg savner andre steder på skiven.

Vokalen er meget inspireret af George ’Corpsegrinder’ Fisher (Cannibal Corpse) og vor egen Simon Olsen (BAEST). Andreas Truelsens vokal er dyb, guttural og meget stakkeret. Det er ærgerligt, hvordan den drukner i mixet, da han accentuerer ordene, så man faktisk forstår nogle dele af teksten. Når vokalstilen er sådan, synes jeg, det er ærgerligt ikke at owne det og bringe vokalen længere frem og gøre den til et mere bærende instrument, end det er tilfældet i denne omgang.

Plaguemace vil gerne rigtigt meget, og de lykkes langt henad vejen ganske okay med det meste. De har fundet sig en lyd, der passer lige ind i dødsmetalboksen, men har fundet et sted, hvor gærdet var lavt, og er sprunget over her.
Monotont dødsmetal er ikke en ny ting, og nej, alt behøver ikke være melodisk og til at skråle med på. Men(!) dynamikken i musikken må ikke forsvinde.

Kompositionerne på denne EP har stort potentiale, men der skal leges noget mere med dynamikkerne. Bliver der spillet solo, eller er resten af bandet bare trætte og har brug for pause? Man kan blive i tvivl, og det må – efter min mening – ikke være tilfældet. Jeg fangede mig selv i at space ud og blive ukoncentreret om musikken flere gange, fordi der ikke er noget, der fastholder interessen. Numrene er ens, som på den gode side betyder godt brug masser af dejlige indspark og virkemidler, men på den negative side mangler at få skruet på de steder, hvor tracksene adskiller sig fra hinanden. Det er f.eks. jungletrommeintroen i titelnummeret ”Primal Priest”, c-stykket i ”Sacred Vermin” og den pumpende basgang, der introducerer ”Bogill”.

EP’ens flade lydbillede trækker desværre lidt ned i bedømmelsen, selvom der faktisk er mange gode elementer, som bare lige skal have lov til at stikke ud. Dertil er numrenes 5-7 minutters varighed meget lange, ensformigheden taget i betragtning. Meget af det har man hørt før. Især trommerne byder ikke ind med andet interessant end introen i titelnummeret, hvor de til gengæld er med til at gøre dette nummer til et af de stærkeste på debuten. Riffet i samme nummer skal dog også have applaus; det er det tætteste, man kommer på en ørehænger, og det er død-solidt! Når det er sagt, er jeg også svært begejstret for ”Plagueface”, der har været i fast rotation på min Spotify-playliste, siden den blev udgivet tilbage i maj.

Jeg er håbefuld, for selvom Plaguemace ikke byder ind med en nyklassiker i denne omgang, er der et godt, stærkt fundament, de kan bygge videre på. Plaguemace skal nok komme til at lægge lyd til mange circle pits på den danske livescene, når vi engang må lave vores konditræning på gulvet foran scenen i stedet for at løbe rundt som sure bøffer foran skærmen.

REVIEW OVERVIEW

Plaguemace - "Primal Priest"

Share this article

Recent posts

Corona drillede Defecto og Junkyard Drive

 Anmeldelse af: Defecto + Junkyard Drive. Store Vega - København. 27. november 2020.  Da denne koncert blev annonceret for nogle måneder siden, turde jeg knapt...

Når musikken transcenderer nuet

Anmeldelse af: MØL, m.fl. Tapperiet, Køge. 28. november 2020. Det var en ud af kroppen-oplevelse, denne anmelder blev udsat for i den sydligste endestation for...

Mere ligegyldighed end håbløshed

Anmeldelse af: My Dying Bride - Macabre Cabaret. Udgivet 20. november 2020 via Nuclear Blast. Kun 8 måneder efter deres sidste plade er My Dying...

En omfavnelse af håbløshed

Anmeldelse af: Mitochondrial Sun – Sju Pulsarer. Udkommer 13. november 2020. All Noir. FREDAG DEN 13. ER KENDT SOM UHYGGENS DAG, HVOR UHELDET, ELLER ULYKKEN...

Djentlemen bringer liv

Anmeldelse af: Periphery - Live in London. Udgives 13. november 2020 via Century Media Records. Denne anmelder har været lidt ude, hvor han ikke kunne...

Popular categories