Dødsmetallens dansegulv

Afdød

Det første band i aften er dødsmetalbandet Afdød, bestående af fem unge gutter fra Slagelse. De er ikke de mest optrædelseserfarne, da dette faktisk kun er deres tredje show.

Der er allerede nu rigtig hyggelig stemning, og fremmødet er overraskende stort.

Med dæmpede lys og en stemningsopbyggende ambientintro – der føles som at vare for evigt – træder de fem friske unge herrer ind på scenen. Forsanger, Bertram Anders, begynder at growle, akkompagneret af Emil Mariendal Petersen (guitar) og Daniel Dursuns (guitar) tunge guitarriffs.

Lyden starter ud ganske fint, dog drukner vokalen til tider i de hurtige guitarer og trommer. Det er heldigvis ikke noget, der varer længe, og vokalen bliver hurtigt fikset.

Da jeg stod og ventede på bandet, regnede jeg ærlig talt med et Nakkeknækker/Baest-kopiband, og indenfor de første sange tænker jeg, min antagelse er korrekt. Det overrasker mig derfor, da de fem drenge skifter over i noget, der lægger sig mere op ad (death)doom-genren. Det betyder dog ikke, at man ikke kan headbange til det; det kan man stadig gøre uden problemer.

Afdød bevæger sig også ud i nogle mere melodiske passager, hvor de to guitaristers samspil lægger sig formfuldendt op ad hinanden i de harmoniserede mellemstykker, der derefter konsekvent bliver videreført over i tunge riff- og trommefokuserede passager, som passende kan sammenlignes med Cannibal Corpse eller Suffocation.

Publikum er også glade for de tungere sektioner, da der tit bliver headbanget synkront med på numrene, og nogle af aftens koncertgængere starter eventets første moshpits.

Det er tydeligt, at drengene har det sjovt på scenen. Der bliver smilt og supplerende headbanget med på numrene, og Bertram Anders snakker hyggeligt og drilsk til publikum – hvilket desværre ofte ikke helt kan høres, da han snakker lidt lavt – men det der kan høres, lyder til kun at være positive ting.

Med god energi og adskillige kollektive headbangsessioner fra publikum afslutter bandet deres koncert, der bliver mødt af et kæmpe bifald og et hav af horn fra publikum. De unge herrer fra Afdød beviser fint, at de har en fremtid for sig i den danske metalscene.

Plaguemace

Næste band i aften er Plaguemace fra Horsens, der i den grad rekrutterer smadder-dødsmetallen til den auditive front.

Koncerten starter ret spontant og uventet, da guitarist (og backing vokalist) Anton Holm Smidstrup går ind på scenen og råber til alle, at de skal komme op foran scenen. Det er der desværre mange, som ikke tager til sig, og størstedelen af aftenens publikum forbliver tilbagetrukket i koncertsalen. En håndfuld modige koncertgængere tager dog imod marchordren og bevæger sig længere frem i koncert-slagmarken.

Overraskende nok er der færre publikum til Plaguemace, end der var til Afdød. Det lader bandet sig dog ikke påvirke af og går i gang med første nummer. Lyden er god fra start, og Andreas Truelsens (vokal) habile og velartikulerede vokal lyder yderst fornem live.

Om man har set Plaguemace live før eller ej, så er det svært ikke at lægge mærke til deres høje energiniveau. Alle bandets medlemmer er enormt livlige på scenen. Simon Truelsen (guitar) står ofte og svajer charmerende frem og tilbage, samtidig med han smilende leverer catchy nakkeknækkende guitarriffs, som passende bliver suppleret af Anton Holm Smidstrup.

Nogle af de tilbageblivende koncertgængere lader dog ikke al Plaguemaces charmerende og drilske entusiasme gå til spilde, og der bliver hurtigt budt op til vals og moshpits. Desværre er det ikke alle fra publikum, der matcher Plaguemaces entusiasme. Selvom der bliver danset og headbanget, er der også en del, der forbliver (næsten) helt stillestående længere tilbage i koncertsalen. Det er ærgerligt, da det resulterer i, at Plaguemaces inviterende ihærdighed nogle gange føles lidt spildt.

Rent musikalsk og energimæssigt gør de fem barmavede bavianer det rigtig godt, men der er desværre nogle faktorer ude af deres magt, der ender med at spænde ben for dem. Plaguemace er et engageret  og ambitiøst liveband, og derfor fortjener de også et lige så engageret og ambitiøst publikum – hvilket aftens publikum i sin helhed ikke levede op til.

Crocell

Aftens hovednavn er aarhusianske Crocell, der spiller en varieret form af melodisk dødsmetal med hints af genrer som black- og thrashmetal.

Samme fænomen, som tidligere skete, sker igen her. Der er igen færre i publikum tilstede, end der var til Plaguemace. Det skaber en lidt tom og halvakavet stemning – især når det er aftenens hovednavn, der skal til at gå på.

Bandet begynder egentlig fint med god energi fra vokalist, Asbjörn Steffensen, hvis vokal artikulationsmæssigt lyder fint. Der er dog noget bøvl med lyden, så den hårde vokal drukner til tider i guitarerne.

Vokalen bliver hurtigt gjort mere tydelig, men det gør guitarerne desværre ikke. Det er ikke, fordi de er uklare eller utydelige i lydbilledet, men under mere eller mindre hele koncerten er der en betydelig undertone af støj fra højtalerne. I dette tilfælde snakker vi ikke om en intentionel musikalsk faktor af støj, som man finder i bands som f.eks. Solbrud. I aften lyder det mere som en der-er-en-højtaler-der-er-indstillet-forkert form for støj. Bandet virker ikke til at være påvirket af det, og det er heldigvis også overskueligt som publikum.

Asbjörn Steffensen leverer sangene fint live og formår også at inkludere publikum ved at kigge og pege rundt på de tilbageblivende. Resten af bandet – hovedsageligt guitar og bas – har dog ikke samme entusiasme som Asbjörn. De tre strengeinstrumentspillere står alle med blikket limet fuldstændig fast til guitar- og basgribebrættet, hvilket resulterer i, at Asbjörn skal sørge for næsten al entusiasmen.

De har nogle vellykkede passager, hvor der overraskende også bliver danset med til musikken (taget i betragtning af, hvor få de var tilbage) af det tilbageværende publikum. Fremmødet bliver heldigvis også større i løbet af koncerten, men det føltes dog en smule underligt, at der kommer flere mennesker, jo tættere koncerten er på at slutte.

Musikalsk er bandet dygtige, men i sidste ende bliver det bare en smule langt i spyttet. Det kan man også godt mærke på publikum under de sidste numre, hvor mange står og ser ud til at småkede sig.

Crocell havde sine øjeblikke der fungerede, men også øjeblikke, der ikke fungerede, og desværre endte musikken med at føles enormt repetitiv.