Anmeldelse af Livløs, Thus + 802, d. 21.02.25 i Pumpehuset

En travl koncertuge skulle lukkes hvor den startede og med bands fra den vores egen distortionpulje til The Crescent King DK-tour

Foto: Gabriel Rasmussen

Dagen før havde jeg overværet Allt, Night Crowned og Imminence i en opvisning af divers metal fra Sverige. Denne fredag stak også i forskellige retninger, men inden jeg kan gå op til den store sal til det næsten udsolgte show, griner vagten venligt af mig da han ser mig og siger “hvad du tjekker bare dig selv ind ikke?” og rækker mig gæstelisten. Man er vist begyndt at blive lidt genkendelig derude. Men det er jo også en slags kompliment. Jeg når en hurtig cigaret med min svenske kammerat, inden supportband nummer et indtager scenen.

802

Jeg får indfundet mig foran scene hvor trekløveret Andreas Asingh (vokal, trommer), Kristian Holbæk (guitar) og Emil Sørensen (guitar) allerede er godt i gang med at spille Pumpehuset op med deres mix af synth, industrial og traditionel rock. Jeg var enormt glad for deres unikke retrovibe, da jeg så dem første gang på Stengade med Hollywood Babylons, Blodmåne og Archangel sidste år. 

“Det er meget specielt det her” bliver det bemærket bag mig, det kan man ikke være uenig i, da mange nok er kommet for growl og lignende grumme lyde, så lander 802 et lidt skævt sted på line-uppen. Jeg er selv stadig vild med deres catchy og dynamiske univers hvor adskillige legesyge ideer finder sammen i veludførte eksperimenterende kompositioner, der ikke eksisterer andre steder på den danske musikscene. Asingh har en del effekter over sin vokal og det vil nok være en smagssag om man er til dette. For mig fungerer det i høj grad til deres til tider helt sci-fi-inspirerede musik. 

Det er både tungt og drømmende, og af og til kastes vi ud i ren syrerock, når en solo tager fokus på sin egen fængende måde. Store dele af koncerten foregår instrumentalt og man har mulighed for at lukke øjnene og tage det hele ind. Men en af de primære grunde til at 802 i aften ikke når samme højder som sidst er ikke bandets skyld, men at gæsterne i aften knævrer løs og næsten på ingen måde går op i showet. Dette er en stor skam og forstyrrer koncerten meget. Måske var de alligevel et for stort sats at booke som opvarmning? Jeg får rystet håret lidt, men min fyldte mave hæmmer mig og så er 3 shows på en uge måske alligevel ved at være for meget for min gamle knæskade?

Alt dette ændrer dog ikke på at 802 med livlig circle headbanging og en lille pit måske alligevel til sidst fik udvidet fleres musik smag i aften med numre som “1986”, “Milky”, “Perfume”, “Princess” og “Blood”. Denne anmelder spår dem en stor fremtid. 

Thus

I mængden af danske heavybands, der har en gevaldig fart på de her dage, er det umuligt ikke at nævne Thus. Siden deres sejr i den legendariske Wacken Metal Battle i Tyskland er det gået stærkt for gruppen og at være med på denne tour er endnu et skridt i retning mod mere succes, inden de spiller på Copenhell i år, samt Copenhell Metal Cruise og Odense Metalfest. Jeg havde fornøjelsen af at optræde på Devil Cook Festival i Aalborg sidste år, hvor aarhusianerne også var til stede, hvor de vandt mange nye fans. Men da bandet skulle gå på, havde jeg måske allerede fået lidt for mange genstande og kunne ikke helt sætte pris på deres death metal. My bad.
Jeg gav dem endnu en chance på Wacken Open Air sidste år, men jeg fik ikke det store udbytte ud af deres show. Jeg trængte derfor i høj grad til at opleve dette nye fænomen up close and personal, uagtet mine motoriske udfordringer denne aften.

Et stort banner med gruppen navn pryder scenen og Frederik Jensen (guitar, vokal), Tobias Pejs Hornstrup (guitar), Sebastian Skousgaard (bas) og Daniel Rasch Jensen (trommer) indtager scenen med masser af selvtillid. Deres død har en god råhed af thrash i sig og rigeligt med melodi til at man ikke kun behøver at moshe, men også kan nyde de finere detaljer i deres materiale. Men publikum er kommet for at have en fest og adskillige vælter rundt foran scenen og stemningen er god. Jeg må dog melde mig ude i denne omgang, da jeg ikke har energien til at hoppe rundt. 

Jensen besidder et klassisk growl, der minder mig om 80’ernes deathbands og han får en fin HEY-chant kørende blandt gæsterne. Til venstre for pitten og scenen har jeg et godt udsyn til løjerne, men trods min fine placering hvor jeg både kan stå semi-stille og samtidig mærke energien fra gæsterne så er jeg ikke 100% overbevist af Thus denne fredag. Det slet ikke fordi at det ikke lyder godt. Det hele spiller efter alle metallens regler og gruppen har også en livlig optræden. Men det hele bliver en lille smule for standard death-thrash i mine ører. Det kan absolut skabe en fest, men for mig er deres numre for det meste ikke videre spændende på trods af at de er ekstremt veludførte. Dette er naturligvis en smagssag som så meget andet for flere har det sjovt til “Atlas of Hate” fra deres EP The Terminal Condition of Existence (2024). 

Det skal dog vise sig at Thus bidder mere fra sig hen imod slutningen og vi rammer noget groove der helt minder mig om noget af det bedste fra Six Feet Under og her må jeg headbange med for lige det riff kunne vække de døde til live med sin vrede. Som en march af fordømte pisket frem af de intense trommer fra Rasch Jensen kommer vi i mål og jeg ender alligevel med at være ret spændt på hvor gruppen ender henne i fremtiden, for der er en ordentlig bunke potentiale som mange har fået øjnene op for. Vi ses næste gang, hvor jeg uden tvivl vil kunne deltage mere aktivt som jeg plejer. 

Livløs

Jeg er trukket ned bagved for at slå mave og overvære Thomas Dannemand (trommer), Franz Posch (guitar), Kenneth Breinbjerg (guitar), Niklas Lykke (vokal), og Benjamin Andreassen (bas) splitte Pumpehuset ad. Min sidste oplevelse med de herrer var til Copenhagen Metal Fest sidste år hvor de i den grad var et højdepunkt. Siden da har de udgivet deres nye album The Crescent King (2024) der har fået flere rosende ord med på vejen.

Med et kæmpebanner og rækker af lysstænger, der blinker blåt, grønt og gult, indtager Livløs scenen med sædvanlig aggression på højeste plan. Lykke er en energibombe på scenen og hans farer rundt og gør sit bedste for at sætte ind til den næsten udsolgte sal . Numre som “The Crescent King”, “The Purest Black”, “Into Beyond” og “And Then There Were None” bliver leveret med præcision, og luften er fyldt med horn og et par enkelte crowdsurfere. Det har noget massivt over sig at opleve Livløs og deres fokuserede dræberinstinkt, når de eksekverer deres melodic death metal foran os. 

I midten af flaget er der 2 tegninger af døden med leen foran en indgang til et gravkammer og deres logo er en del af Lykkes mikrofonstativ. De føles som et voksent band, der har fundet deres vej og stadig er under udvikling i alle de rigtige retninger. Men jeg oplever dog at flere glider fra koncerten, som jeg observerer det hele bagude. Jeg beslutter mig for at nu kan jeg ikke stå og gemme mig mere og efter et massivt wall of death ser jeg min chance for at komme tættere på scenen. Jeg oplever ikke nødvendigvis at Livløs levere en skidt koncert tværtimod, men de er ikke lige så gennemført overlegne som de plejer i aften og som tiden går så tynder det gevaldigt ud oppe foran og kun de mest ihærdige moshere bliver ved til enden. 

Måske er bandet alligevel en smule trætte i forhold til deres sædvanlige monsterniveau? Der kommunikeres ellers fint med gæsterne, men den fuldendte symbiose mellem band og publikum udebliver. Lykke sparker i et hop på scenen og gør sit bedste for at holde liv i salen, men det er alligevel en udfordring at holde på alles opmærksomhed. 

Derfor tyer vokalisten til skrappere midler og springer ned iblandt os og sætter en circle pit i gang rundt om sig selv til stor effekt. Lidt tekniske problemer kommer vi heller ikke udenom, men det er en bagatel når alt kommer til alt. Jeg står og håber på at de vil spille “Blood & Despair”, men det er også ret fedt at høre “Sheets” fra deres debut EP Livløs (2016). Da denne udkom, overværede jeg dem med Simon Olsen i front spille på BETA. Det er derfor ren nostalgi at have fulgt med så længe og opleve at sangene fra dengang tidligt i deres karriere stadig holder. 

Det var en godkendt præstation for Livløs, men det kom desværre ikke tæt på deres brutale metalorgie på Amager i september 2024. Dette ændrer dog ikke på hvor dygtige musikere vi har med at gøre, og jeg er glad for at have deltaget i denne tour, selv om jeg gerne ville have haft fysikken til at kunne kaste mig rundt som jeg plejer. Det skal dog ikke ligge bandet til last, da de gav deres fans hvad de kom for, altså dem der blev hængende, men helt legendarisk blev det alligevel ikke i denne omgang.