Anmeldelse af Imminence m.fl. D. 20.02.25 i Pumpehuset

Da jeg ankommer til Pumpehuset i min Aborted tour-shirt og låser min cykel, er der en kø der strækker sig næsten ud til porten på gaden.

Foto: Anders Groos Mikkelsen

Der er bestemt en hype for headlineren i aften og jeg får med en vis fart hængt min jakke i garderoben så jeg kan nå første support band kl.19.30. Den flinke dørmand sender mig et smil og spørger om “jeg ikke fik nok moshpit sidst?” (i tirsdags var jeg til Desolated, The Acacia Strain og Paleface Swiss). Jaja, når man ligefrem bliver genkendt af personalet på spillesteder, så går man næsten til for mange koncerter, eller hvad? Med godt humør får jeg mit stempel og ønsket en god aften til herren og hopper ovenpå i den store sal til starten på The Black Tour Scandinavia 2025.

Allt

Dannet i 2020 består bandet af Olle Nordström (guitar), Viktor Florman (guitar), Robin Malmgren (vokal), Samuel Mills (bas) og Adam Björk (trommer). De har udgivet deres debutalbum From the New World (2024) på Century Media Records og dette er anden gang de besøger Danmark. Første gang var i 2022 med Bleed From Within. Det skal dog blive mit første møde med svenskerne.

Til torsdagens show er der en fotograv imellem os og scenen, hvilket vores udsendte fotograf er meget glad for. 4 lamper blinker ud til publikum imens industriel støj brager ud af højtalerne. For hver eksplosion kommer 1 af bandmedlemmerne til syne i kraftig strobelys. En effektiv måde at lægge ud på.

Malmgren har et klassisk brøl og skrig, som han blander med ren sang over bandets metalcore. Hans growl er fin, men skiller sig heller ikke meget ud og hans pænere toner kunne godt bruge lidt træning. Her prøver den ene guitarist at hjælpe med noget backing vokal, men de 2 sangere går skævt af hinanden og det føles heller ikke som om at de passer sammen. Der mangler i høj grad noget harmoni.

Ganske vist synkronheadbanger musikerne fint sammen, men deres core er utrolig gennemsnitlig. Intet skiller sig rigtig ud, og oven i dette føles lyden særdeles tynd. Det lilla lys blinker løs og der er da et par stykker på gulvet der får løftet deres hænder, men det er tydeligt at Allt mangler den rigtig gode sangskrivning og sans for det fængende omkvæd for at skabe deres egen identitet.

Derfor lander både “Remnant”, “Aquila” og “Emanate” uden at gøre noget synderligt indtryk. 6-7 personer hopper oppe foran, men størstedelen af salen får vist ikke meget ud af det her og da en wall of death opstilles meget pludseligt af bandet uden nogen form for opbygning deltager også kun ganske få.

De står og ser seje ud på det lange podie og der er spredte klap, men min interesse er ved at være gået tabt. Da der bliver bedt om pit, reagerer ingen. Det kan godt være at Allt til tider havde fat i nogle ok breakdowns og en smule energi, men overordnet så ser jeg dem i høj grad gå i glemselens tåge efter denne optræden da “Paralyzed” lukker showet. Nu kan det da kun gå opad?

Night Crowned

Vi bliver i vores broderland over sundet, men vi springer i høj grad i genre nu. For H. Liljesand (guitar), J. Jaloma (trommer), J. Eskilsson (leadguitar), K. Romlin (vokal) og P. Eldor Pettersson (bas) spiller symfonisk/melodisk black metal. De har udgivet de 3 albums, Impius Viam (2020), Hädanfärd (2021) og Tales (2023). Det er en interessant booking at tage med på tour når de fleste kommer for breakdowns og skønsang, men jeg beundrer modet til at ville udfordrer folk lidt. Så da en ritualistisk kvinde sang lyder ud af højtalerne, så er jeg spændt på hvad vi har i vente.

Der er et banner i hver side af scenen og med streger af sort krigsmaling i ansigtet får Night Crowned startet en hurtig HEY-chant og der blander sig folk-elementer i deres lyd sammen med keyboard. Det virker dog til at være på backing track og det ødelægger lidt autenciteten, men derfor er det alligevel nogle flotte soli som Eskilsson får liret af og lyden er også ved at komme på plads så den passer til Night Crowned og deres til tider symfoniske tilgang til black metallen.

“She Comes At Night”, “Your Sacrilegious Flesh” og “Fjälttrad” leger med et hastigt tempo, og trommerne fra Jaloma demonstrerer god tyngde imens Romlin skriger imod os og med sine mange fagter tilføjer han ekstra liv til numrene. Men det er stadig et band, der udfordrer publikums forventninger, så det tager sin tid for deres musik at finde fodfæste i den udsolgte sal. Det skal også siges at Night Crowned er flotte at lytte til, men at de også genbruger en lyd der er hørt mange gange før og at de tilføjer ikke noget anderledes til genren. “Beneath No One”, “De Namlösa” og “Flickan Som Försvann” formår dog at flå flere hoveder til at bevæge sig, og de får igangsat en wall of death der er langt mere succesfuld end Allts. Som de røde bjælker bliver oplyst, forestiller jeg mig næsten en vikingehal, og denne fantasi passer godt til bersærkerne på scenen. Bifaldet er fint og lydbilledet er vokset på mig + pitten livede skam også op til sidst.

Med “Nattkrönt” kan bandet takke af med en særdeles godkendt indsats, der fungerede bedre end jeg troede at den havde chance for at kunne. Også selvom jeg ikke nødvendigvis går hjem og sætter deres plader på som det første.

Imminence

Siden 2009 har det svenske violin metalcore band haft større og større succes og siden debutalbummet I (2014) har de besøgt Danmark 4 gange. Jeg var imponeret i Store Vega da de optrådte sammen med Orbit Culture, At the Gates og In Flames i 2022, men denne fascination dalede da de skulle spille i Pumpehusets lille sal sammen med Fixation og Blood Command i 2023. Siden da er der sket en del for Eddie Berg (vokal, violin), Harald Barrett (rytmeguitar), Alex Arnoldsson (leadguitar), Peter Hanström (trommer) og Christian Höljer (bas). De har blandt andet besøgt Wacken Open Air, hvor jeg dog valgte at springe dem over. Samt udgivet deres femte album The Black (2024) og en genudgivelse af deres første skive under titlen The Reclamation of I (2024). Og nu er de tilbage i vores hovedstad for i min bog at gøre op for deres noget middelmådige koncert sidst.

Inden musikken begynder, spreder duften af røgelse sig i salen og scenen, der nu er dekoreret af kirkevinduer, ser flot ud og spændingen er til at tage af føle på. Blåt lys oplyser bandet, da de går på og et jubelbrøl rejser sig fra gulvet. Nu er headlineren ankommet og vi kastes ud i Paralyzed fra Turn the Light On (2019), Ghost fra Heaven In Hiding (2021) og Beyond the Pale fra The Black (2024). En kombination af nyt og gammelt, der hurtigt slår et par ting fast.

Berg er en meget talentfuld sanger der både mestrer en flot, ren vokal og skrig imens han filer løs på sin violin. Dette instrument er i denne omgang mere integreret i showet end jeg husker fra sidst. Dette klæder i høj grad koncerten, da det er en side af Imminence, der ofte gør at de formår at skille sig ud fra randen af metalcore bands rundtomkring i verden. Det kan ej heller ignoreres hvor mange der kan synge med på numrene og supporten fra de mange fans er skøn at være vidne til.

Pitten begynder helt af sig selv og det er tydeligt at svenskerne kan bære en større produktion. Det giver deres til tider teatralske metal noget tiltrængt luft, at de kan udfolde sig på den store scene. Ofte står bandet med lyset i ryggen som silhuetter og det giver en følelse af noget større, selv når deres core bliver mere banal til tider. Røgmaskinen kommer på arbejde og til “Erase”, “Death By A Thousand Cuts” og en af mine favoritter “Heaven In Hiding”. Her beviser bandet at der har evnerne til at skabe de catchy, vrede og følsomme stunder, der kræves af deres genre. 4 lys stænger blinker løs og det røde skær gør porten i midten tydelig og jeg lægger også mærke til 2 lanterner. Der mangler ikke udstyr i aften.

Der er en klar forbedring på alle parametre, og musikken har den rigtige balance mellem de rolige introverte momenter og aggressive moshpit stykker. Den røde tråd bibeholdes til “The Call of the Void”, “86” og “Continuum”. Berg får flere gange skreget ned i sin violin, så hans stemme forvrænges, men bestemt ikke går tabt i sin dybfølte frustration og styrke.

En af højdepunkterne er til “Alleviate”, hvor Eddie synger alene flankeret af keyboardet. Det er en næsten kuldegysende optræden og da resten af bandet skal indfinde sig i nummeret venter vi på eksplosionen, men desværre driller teknikken med Bergs in-ear monitorer og hans får beklageligvis kun mumlet det sidste af teksten. En skam at dette øjeblik snubler til sidst i teknikken. Hvad der dog semi-redder det hele, er hvor meget fodbold kor forsangeren får os til at lave til melodien, da alle andre instrumenter er stoppet. Imponerende af både vokalist og publikum.

Moshpitten er ikke altid i gang, men det skyldes at Imminence giver os flere små pauser samt også læner sig op af atmosfære frem for breakdowns meget af tiden. Det kan bestemt også noget bare at nyde musikken stillestående, selv om denne anmelder igen har smidt sin t-shirt. Det sorte tæppe går ned, men vi er naturligvis ikke færdige og violinbuen bruges til at spille guitar og “Heaven Shall Burn”, “Temptation” og “The Black” lukker showet, men vi sendes ud med en smuk solo fra Eddie og violinen. Det føles lidt som både en brat afslutning, men også meget passende at lade de blide toner få de sidste ord, da det er styrken hos Imminence.

Det var den rigtige beslutning at give svenskerne en chance til for nu glæder jeg mig helt til de kommer igen. Tredje gang er lykkens gang. Dette tal gælder også for min uge, da jeg vender tilbage til samme spillested i morgen for at anmelde 802, Thus og Livløs. Men først, lidt hvile oven på en meget succesfuld oplevelse.

Se galleriet af Anders Groos Mikkelsen. Pga. kø ved indgangen, fangede vores fotograf desværre ikke Allt.