Anmeldelse af John Cxnnor + support, d. 20. februar 2026, Pumpehuset, København
John Cxnnor skabte den vildeste doomsday-rave, og hvis du ikke var i Pumpehuset, skal du virkelig have fomo.
Billeder af Joachim Vilholm Vilstrup
Skt. DeLarge
Jeg var oprigtigt glad, da jeg så, at det var Skt. DeLarge, der skulle varme op. Jeg havde fornøjelsen af at opleve ham på Roskilde Festival 2025, og det var en fuld plade for mig personligt. Skt. DeLarge, der går under det borgerlige navn Sebastian Toft, blander hiphop med punket hardcore. Poetry slam gone punk. En knyttet næve af ord og distortion.
Hans lyrik trænger helt ind under huden. Den kradser, river og insisterer. Han er ikke bange for at gøre det sårbart, ikke bange for at lade det sprække. Med sig på scenen havde han Gustav Brønnum på guitar, og sammen byggede de et råt og kompromisløst univers op fra bunden.
Publikum, der var dukket op til opvarmningen, var dog en smule tough crowd. Skt. DeLarge starter ellers hårdt ud, og allerede ved anden sang bevæger han sig gennem hele crowdet, mens han spytter linjer direkte i ansigtet på folk. Det er, som om det kun er de forreste rækker, der for alvor bliver fanget af hans musikalske univers, og det ærgrede mig. For han gav dem alt.
Tracks som “udmeddet” og “BangersOnBangersOnBangersOnBangers…” fra den seneste plade Ritualer Er Det Eneste Vi Har At Holde Om… fik dog gang i bevægelsen. Jeg gik personligt amok under “LILLESPEJL”, og der opstod flere mindre moshpits undervejs. Små eksplosioner i et ellers afventende rum. Jeg savnede bare, at flere lod sig rive med. For Skt. DeLarge er den eneste, der gør det, han gør, på den danske scene. Han fortjener, at flere går amok til hans koncerter. Minuspoint til publikum.
John Cxnnor
Da min kollega Gabriel desværre blev syg, måtte jeg tage over og tilbringe min fredag aften i Pumpehuset. Held i uheld, for jeg havde allerede forberedt mig mentalt på massiv fomo over John Cxnnor. Koncerten var udsolgt, alle mine venner skulle afsted, og jeg gik også glip af dem på Copenhell 2024. I månedsvis har jeg hørt, at jeg missede årets koncert.
Jeg så dem på Roskilde Festival 2025, hvor de spillede en fælleskoncert med Witch Club Satan. Der var jeg ikke helt overbevist. Så jeg var spændt. Meget spændt. Hvad kunne de bringe til bordet en kold februaraften i København.
Det starter hårdt. Industriallydende techno pumper ud af anlægget, og jeg når et øjeblik at tænke, om vi er til technoklub frem for metalkoncert. Ketil og Rasmus, der står bag John Cxnnor, bevæger sig synkront i hver deres ende af scenen. Som to generaler i et dystopisk rave. De bygger spændingen op, lag for lag, indtil rummet sitrer.
Så rammer vokalerne. Skingre, brutale, desperate. Og det fungerer. Jeg havde aldrig troet, at tung techno og harsh metal vocals kunne være et perfekt match, men det er det altså. Det er som at få et stroboskop banket direkte ind i brystkassen.
Viktor Kaas fra Eyes står på scenen i solbriller, camobukser og skudsikker vest. Det er slet ikke, som man kender ham. Der er et militært tema blandt gæsterne, og det føles som at være midt i en sonisk undtagelsestilstand.
Andreas fra CABAL gæster scenen, og pitten går fra 0 til 100 på få sekunder. Senere leverer Selma fra Feral Nature nogle fuldstændig vanvittige vokaler, der skærer igennem technobeatet som glasskår. Mai fra Meejah står i duet med Viktor Kaas, og kontrasten mellem deres stemmer giver nummeret en næsten rituel intensitet. Martin, forsanger i Embla, dukker også op og tilfører endnu en dimension.
Det fungerer seriøst perfekt med de konstante skift af vokalister gennem hele sættet. John Cxnnor har allieret sig med nogle af de dygtigste navne på den danske metalscene, og det kan mærkes. Især de kvindelige vokalister tilfører en dynamik og en rå styrke, der løfter helheden markant.
Publikum er helt vilde. Hænderne er i vejret, kroppenes bevægelser er rykkede og euforiske. Det er stadig spøjst at se så mange metaller danse til techno, men det virker. Da tonerne af Prodigy brager ud over salen, går folk fuldstændig bananas. Det er svedigt, dystert og euforisk på samme tid.
Vi bevæger os ind i mørkere og mere apokalyptiske toner, og det hele kulminerer i et sidste nummer, hvor tung techno hamrer afsted, mens alle gæsterne indtager scenen. Publikum bliver inviteret op. Og de kommer. Jeg har aldrig set så mange mennesker på den scene før. Den bliver fyldt på få minutter. Kroppe oven på kroppe. Et kollektivt klimaks.
Så ja. Måske gik jeg glip af noget på Copenhell. Men jeg var der i Pumpehuset. Og hvis det her er doomsday, så lad verden gå under til lyden af hardcore techno og metalskrig i perfekt symbiose.
Skt. DeLarge
John Cxnnor
